Frustrationen over forholdene for filminstruktører i den danske film- og tv-branche er massiv.

Det viser en stor undersøgelse af deres arbejdsforhold, som Danske Filminstruktører netop har gennemført blandt sine 360 medlemmer. 51 procent oplever, at branchen har udviklet sig i negativ retning de seneste år, mens kun syv procent mener, at tingene er blevet bedre.

Og det er især tv, der får skylden for, at tingene er blevet værre. Ved det sidste filmforlig fik DR og TV 2 langt flere penge og indflydelse på, hvad der skulle laves af film, end tidligere. Men tv-stationerne er for bureaukratiske og langsommelige at arbejde sammen med og har fået for meget magt, siger 74 procent af instruktørerne. Det betyder, at filmkunsten fået dårligere vilkår, mener de.

»Tv går ofte efter det brede og underholdende på bekostning af det skæve«, siger formanden for Danske Filminstruktører, Dorthe Høeg Brask.

Mediedirektør i DR, Lars Grarup, synes kritikken skyder forbi – i hvert fald hvad DR angår.

»Vi støtter flere smalle film til DR 2 end film til DR 1. Når vi for eksempel har penge i ’Antichrist’, så er det ikke, fordi vi mener, at det er en blockbuster, men fordi vi mener, at den er vigtig af kulturpolitiske grunde«, siger han.

Gabold tager kritik alvorligt
Selv om DR Fiktion har satset på dramatik gennem en årrække og senest haft store publikumssucceser som ’Forbrydelsen’, ’Sommer’ og ’Livvagterne’, så er filminstruktørerne ikke specielt begejstrede. Lidt mere end halvdelen af de instruktører, der har arbejdet for DR Fiktion, betegner samarbejdet som »svært« eller »næsten umuligt«.

»Jeg tror, kritikken er så hård, fordi instruktørerne hos DR Fiktion ofte møder serieformatet som for eksempel ’Forbrydelsen’, hvor instruktøren bliver opfattet som en håndværker, der skal videreføre andres arbejde«, siger Dorthe Høeg Brask.

»På tv-serierne er det manuskriptforfatteren og producenten, der opfattes som vigtigst. Der burde lyttes mere til instruktørerne, og man burde anerkende, at de faktisk kan noget. Det er jo instruktøren, der iscenesætter og løfter manuskriptforfatterens ord med sin visuelle vision. ’Forbrydelsen’s design er udviklet i samarbejde med en instruktør«.

Hos DR Fiktion siger dramachef Ingolf Gabold, at han tager kritikken alvorligt, men har svært ved at forstå den.

»Det er rigtigt, at vores tv-serier har forfatteren som øverstkommanderende, fordi instruktørerne kun laver to til fire afsnit, så forfatteren er den eneste, der ved, hvad der sker i afsnit 19. Men den instruktør, der laver de første to til fire afsnit af en tv-serie, har meget stor indflydelse og bestemmer billedstil og billedrytme, er sammen med producenten med til at vælge fotograf og er med til at bestemme, hvilke skuespillere der skal være med i serien«, siger Ingolf Gabold.

»De instruktører, der kommer ind senere, har så til gengæld ikke meget at skulle have sagt. Der er det mere et spørgsmål om at sætte smukt fingeraftryk«.

Bange for at sige noget
Også Det Danske Filminstitut får kritik i undersøgelsen. Mange filminstruktører oplever, at det er svært at komme igennem med nytænkning og anderledes ting. Omkring halvdelen af instruktørerne mener, at filmkonsulenter kun sjældent eller aldrig er modige og risikovillige.

»Vi oplever, at især kvindelige instruktører opgiver og forlader faget, fordi de ikke kan komme til. Og det er et problem, hvis man ikke plejer og udvikler de talenter, der bliver udklækket fra Filmskolen«, siger Dorthe Høeg Brask.

Derfor mener Danske Filminstruktører, at der bør oprettes en særlig premierepulje, så talenter kan få lov at udvikle sig, også selv om de ikke får succes med deres første film.

»Der er en meget vigtig fødekæde mellem Filmskolen og Filminstituttet. Vi uddanner jo instruktører, fordi vi faktisk ønsker, at de skal lave film. Vi frygter, at man ødelægger den fødekæde, hvis man ikke er modig på instituttet. Derfor bør man måles på tre film og ikke en«, siger Dorthe Høeg Brask.

Hele 87 procent af filminstruktørerne mener, at filminstituttet er for nærigt med sin støtte.

Dorthe Høeg Brask afviser, at det blot er, fordi instruktører altid gerne vil have flere penge til en film, end de kan få, mens producenterne og Filminstituttet vil forsøge at lave dem så billigt som muligt.

»De oplever, at deres film bliver underbudgetterede, at det ikke kan hænge økonomisk sammen. Det handler ikke om bare at få så mange penge som muligt«, siger hun.

Trods utilfredsheden er der mange instruktører, som tænker sig om en ekstra gang, før de lufter den utilfredshed. Halvdelen af dem siger, at det er svært at kritisere Filminstituttet offentligt. Dorthe Høeg Brask mener, at det hænger sammen med en frygt for ikke at modtage støtte.

»Det er svært at kritisere den hånd, man spiser af. Men jeg håber, at vi med denne her undersøgelse kan få en ordentlig diskussion med Filminstituttet og dokumentere, at instruktørerne synes, det er svært at samarbejde med instituttet og savner risikovillighed«, siger hun.