Annonce
Annonce

Jobannoncer

Se ugens job-annoncer i tillægget Viden
Kultur 6. sep. 2009 KL. 15.50

Beatles erobrer verden på ny

The Beatles vil atter hærge hitlisterne, siger eksperterne. Alle gruppens album udkommer onsdag i en nyrestaureret udgave.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Det vil stå lysende klart på onsdag, når samtlige Beatles’ album bliver genudgivet i remastered – nyrestaurerede – udgaver og det digitale musikspil ’The Beatles: Rockband’ samtidig kommer i handelen:

’The Fab Four’ fra Liverpool er det største band, verden nogensinde har set og nogensinde kommer til at opleve, siger chefredaktør Phil Alexander fra det førende britiske musikmagasin, Mojo:

»Jeg mener, hvem ellers er der, der skulle kunne udkonkurrere dem? Der vil aldrig komme et band, der er større end The Beatles. Det er ikke muligt«.

LÆS ANMELDELSE: Beatles flytter ind i vores hoveder igen

Vil have appel til de nye generationer
Det vil kunne aflæses på alverdens hitlister, hvor The Beatles igen vil indskrive sig, forudser den britiske musikredaktør.

Bandet pryder igen forsiderne på musikmagasiner som Mojo og Rolling Stone.

»Jeg er overbevist om, at The Beatles vil blive ved med at appellere til og fascinere nye generationer. For altid. Som fan kan man komme på en fantastisk musikalsk rejse med Beatles. Og de nye remastered albums vil sende dem til tops på hitlisterne igen«, siger Phil Alexander.

Han forventer, at The Beatles ikke kun vil være det 20. århundredes bedst sælgende band med op mod en milliard solgte plader, men også vil blive et af de bedst sælgende bands i det 21. århundrede.

Bliver ved med at overraske
Den 38-årige Phil Alexander selv begyndte ellers ikke som Beatlesfan.

Han er fra et hjem, hvor forældrene hørte Rolling Stones og syntes, at The Beatles bare var noget ligegyldigt nonsens.

»Det tog lang tid, før jeg virkelig lyttede til dem. Men når først man gør det, har The Beatles så meget dybde og kvalitet, at det er svært ikke at finde noget, som du virkelig kan sætte tænderne i. Det bemærkelsesværdige ved deres sangkatalog er, at der er så mange indspilninger, som kan blive ved med at overraske, og som man kan gå tilbage og genopdage«, siger han og fortsætter:

»Det er et kæmpe katalog lavet på meget kort tid, hvor man finder rødderne til store dele af moderne musik. Der er eksperimenter og udviklinger, som kan høres i musik i dag«.

Phil Alexander er overbevist om, at The Beatles’ musik vil blive stående for eftertiden på samme måde som Mozarts og Beethovens.

»Melodierne går lige i hjertet«
Det samme er 55-årige Per Wium.

Han var ni-ti år, da The Beatles for alvor slog igennem i Danmark. Det kom til at forme hans liv.

LÆS OGSÅ Musikredaktøren med på en lytter i London: Der er kommet mere bund i The Beatles

»Jeg blev så grebet og fascineret af dem. Og det startede min interesse for musik og for radio«, siger den tidligere professionelle musiker og radiovært i DR.

Han har blandt andet spillet keyboard på C.V. Jørgensens to første plader og var programmedarbejder i DR i 30 år.

I dag lever han af at fortælle om musik – og om The Beatles.

Han holder foredrag på efterskoler for helt unge teenagere og på pensionisthøjskoler for gamle mennesker.

Begge steder lytter de lige interesserede, når han fortæller om den musik og sangskrivning, der har betydet mest i hans liv.

»Det er musikkens kraft. Denne her flair for melodier, der går lige i hjertet. Jeg tror, at folk vil blive ved med at høre Beatles, også når vi, der voksede op med dem, er døde. Når de kan være så store, 40 år efter deres sidste plade, er det, fordi Beatles allerede er revet løs fra deres tid og blevet tidløse«, siger han.

Beatles havde »modet til fornyelsen«
Ifølge Per Wium er der to væsentlige årsager til, at The Beatles bliver stående og vil blive ved med at inspirere.

»For det første havde de mod og lyst til hele tiden at lave musikalske forandringer og udvikle sig. De var med et moderne udtryk enormt innovative, hele tiden på vej nye steder hen. For det andet var makkerskabet Lennon/McCartney ekstremt frugtbart. De var på en gang hinandens største samarbejdspartnere og konkurrenter. De fik det bedste ud af hinanden. Konkurrencen var ekstremt sund«, siger han.

37-årige Fabian Holt, der har en ph.d. i musikvidenskab og er lektor i performancedesign på Roskilde Universitet, mener også, at The Beatles adskiller sig fra alle andre bands med en exceptionel originalitet.

»Det interessante er, at de lavede album, der har hver deres stemning og personlighed. De gav hvert album sin egen identitet på en måde, som ingen har gjort før eller siden. De modnes kunstnerisk, og for hvert trin i den udvikling skaber de noget unikt, der har så meget talent og kunstnerisk format, at det kan stå alene«, siger han.

Nænsom forvaltning
Beatlesarven er da også forvaltet varsomt.

Mens der er blevet drevet rovdrift på andre kunstnere og udgivet revl og krat, har de overlevende beatler og deres pladeselskab, Apple Corps Ltd., passet på arvesølvet, som marketingdirektør Jesper Bay fra pladeselskabernes brancheorganisation, Ifpi, udtrykker det.

»De har holdt stien ren. Der har ikke været alle mulige greatest hits, men nogle få omhyggeligt sammensatte udgivelser. Hver gang har det været med en kunstnerisk dimension«, siger han.

Også Jesper Bay mener, at Beatles rækker langt, langt ud over deres egen tid.

»Der er mange nutidige kunstnere, som har et meget personligt forhold til Beatles og stadig bruger inspiration fra Beatles i deres egne kompositioner. Det interessante ved Beatles er, at de rækker ud over deres tid. Det er fremragende melodier, der kunne være lavet i 1930’erne eller i dag. Det også derfor, der er store forventninger til de nye udgivelser«, siger han.

Med ’The Beatles Remastered’ og ’The Beatles: Rockband’ til den unge generation mangler der kun en ting.

Formentlig snart på nettet
At The Beatles også bliver tilgængelige og kan købes og lovligt downloades på nettet.

Phil Alexander fra Mojo forventer, at Beatles’ pladeselskab, Apple Corps Ltd., også snart offentliggør, at det vil blive muligt at finde ’The Fab Four’ på iTunes.

Hidtil har det været umuligt at købe Beatlesmusik digitalt, ikke mindst på grund af en navnestrid med computergiganten Apple. Men den er nu løst.

»Det er det sidste, der mangler. Og jeg har en snigende fornemmelse af, at det vil blive annonceret på onsdag«, siger Phil Alexander.

Tegning:  Roald Als

Annonce

POLITIKEN – Dagens overblik, analyser og det bedste fra sportens verden

Læs Politiken hver dag BESTIL I DAG

- Få dine daglige kulturnyheder på mail

Annoncer
Økonomien i krise
12. feb. KL. 23.50
Uro. Flere bygninger blev stukket i brand under gadekampene i Athen. - Foto: KOSTAS TSIRONIS/AP

Grækerne stemmer ja til sparepakke

Det græske parlament har godkendt kontroversiel sparepakke.

Film
12. feb. KL. 23.00 opdateret KL. 23.26
Hæder. Jean Dujardin, Thomas Langmann og Michel Hazanavicius med beviserne på deres priser ved Bafta-uddelingen i London. - Foto: IAN WEST

The Artist får engelsk Oscar for stumfilm

Filmen The Artist løb af med den prestigefyldte britiske Bafta-pris i kategorien bedste film.

Fodbold
12. feb. KL. 21.17
Jubel. City-spillerne kan glæde sig over tre vigtige point i topstriden efter sejr over Aston Villa. - Foto: JON SUPER/AP

Forsvarsspiller sender City til tops

Med en 1-0-udesejr over Aston Villa er Manchester City tilbage på førstepladsen i Premier League.

Annoncer
Annoncer