En gang for år tilbage var der en heftig og hidsig debat i offentligheden om fænomenet bogdroppere blandt ungdommen. Den selvvalgte analfabet, som kun var glad for gaver, der var alt andet end bøger.

Lærere og andre undervisere var meget bekymrede.

Heldigvis også de stadigvæk mange læsere, som anså bøger som en grundlæggende del af både nuets og morgendagens moderne civilisation.

LÆS OGSÅ Boghandlere gør klar til digital kamp

Nu er bogdroppere kanoniseret til noget ganske andet og alternativt.

Lærere med gejst melder nu ud, at pensum og lektier skal komme ned fra himlen, være tilgængeligt som software eller allerede installeret på harddisken.

En gymnasielærer i engelsk, som med Shakespeare og Co. jo formidler for unge en af verdens største boglige kulturer, har i sit fagblad med ildhu fortalt om sit bogløse klasseværelse men med oplyste skærme, bag hvilkeelever med spejdende øje lærer nyt om det angelsaksiske sprog.

Et helt gymnasium er sågar omkalfatret aldeles til et virtuelt system fra et forlag, som vil være førende med hensyn til elektroniske skolebøger.

Ikke bare lig læring
Computere i alle afarter er rigtig gode på rigtig mange måder. Hjælper den læsehæmmede og ordblinde, ansporer til, at lektien mere ligner spil end pligt.

Åbenbart anvendelig, når handelsgymnasiet har markedsanalyse hjemme i sengen eller på skolens skema.

For de naturvidenskabelige fag, såsom fysik og matematik, er det virtuelle værktøj simpelthen en faglig og videnskabelig nødvendighed. Jeg er bestemt ikke en enøjet maskinstormer over for den fagre ny æteriske verden.

LÆS OGSÅ Derfor er e-bogen en fremragende opfindelse

Men lødig litteratur er altså ikke bare lig med læring for at bruge nudansks mest misbrugte og grimme modeord.

Verdenslitteratur er fra antikken knyttet til en form for bog. Fra rulle til indbinding, først med skrevne, siden trykte ord på enten papyrus, pergament eller papir.

Hvilket både fastholdt en særegen håndgribelig form med et indhold af kunstnerisk udtryk og formidlet erkendelse i forskellige gradbøjninger.

At terpe tysk grammatik på skærm er sikkert fremtiden for kasserollebøjningen. Men litteratur er et (kunst)sprog med en anden bevidsthed end praktisk paratviden.

Kunstneriske værker skal man dog stadigvæk læse i gymnasiet. I faget dansk er kravet fem.

Bogens materialitet
At man ’weblæser’ på skærmen er en kendt sag.

Det vil sige, at øjet flakker eller springer fra afsnit til afsnit på en anden måde, end når man nærlæser en tekst eller skal gå i dybden med en eller anden form for analyse.

Derfor er det stadigvæk sådan, at selv skærmskrivende forfattere læser sidste korrektur på tryk. Du opdager andre aspekter af din skrift, fra stavefejl, metaforskred og rod i syntaks, når du møder den sort på hvidt. På papir vel at mærke.

LÆS OGSÅ Krigen om e-bøger bliver optrappet

Alt dette kan det skærmglade præsteskab afvise med, at det er et spørgsmål om tid. Nye generationers læsevaner er i forvejen på vej væk fra den traditionelle bog.

Men reelt gør humanisten så det, litteraturvidenskaben siden Aristoteles’ ’Poetik’ har sagt, man aldrig må gøre: opsplitte form og indhold.

En sonet er ikke kun rim og rytme i en fast genre, men også kunst som bogstaveligt skal annammes på en bestemt måde.

En roman kan være tung, men vægten er faktisk en del af fascinationen ved Tolstojs ’Krig og fred’. Digtsamlinger var en gang sigende gaver til den elskede.

Bibliopater er et endnu levende folkefærd, der samler på det, som lidt endnu kaldes for førsteudgaver.

Ja, poesi og prosa er så forankret i sin håndgribelige kulturarv, at store dele af verdenslitteraturens særegne væsen vil forsvinde, hvis bogformen i undervisning vælges fra over for unge.

I sidste instans vil et univers uden bøger give gamle Karl Marx ret i, at alt solidt smelter og forsvinder op i den blå luft.

Denne gang rent bogstaveligt.