Der er blade, der er magasiner, og så er der The New Yorker.

I årtier har magasinet, der er kendt for sine umådelig lange artikler og sine spidsfindige vittighedstegninger, været den intellektuelle klasses vartegn og hemmelige kode. Har du læst den og den artikel i The New Yorker, spørges der til møder og middagsselskaber, og er svaret et undrende blik, er personen straks stemplet.

Kreativ talentmasse
En gang om året holder The New Yorker festival, en weekend, hvor man kan møde bladets redaktører og stjerneskribenter og en imponerende række af tidens mest berømte forfattere, instruktører og tænkere.

Et festfyrværkeri af kreativ talentmasse, og man kan mærke begejstringen sitre i køen denne fredag aften, hvor det hele går løs.

Det milde efterårsvejr i New York er blevet bidende koldt, men folk står tålmodigt i kø på den blæsende 57. Gade og venter på at komme ind og høre bladets litteraturredaktør Deborah Treisman interviewe den tyrkiske forfatter og nobelprisvinder Orhan Pamuk og den amerikanske Jonathan Safran Foer.

Mange er kommet langvejs fra, herunder ikke mindst fra Danmark, hvor mange kulturfolk har kombineret fornøjelsen ved New York om efteråret med en pilgrimsrejse til festivalen.

På rækkerne foran sidder repræsentanter fra Weekendavisen, Louisiana, Århus Festuge og sikkert talrige flere, som vi ikke når at spotte, før lyset dæmpes, og de tre hovedpersoner kommer ind.

Udklips-forfatter
Treisman er klædt i en elegant sort dragt, Pamuk har taget en afslappet jakke på, og Safran Foer er uhyre casual i sneakers med en skrigende rød sål.

Orhan Pamuk lægger for og forklarer ledsaget af et meget idiosynkratisk lysbilledshow om det ’Museum of Innocence’, som han er ved at bygge i Istanbul. Et meget specielt museum, et sted viet til hans bog af samme navn, hvor læserne kan komme ind og se de ting, som han beskriver i bogen.

LÆS ANMELDELSEPamuk hylder kvinden og Istanbul i metaroman

Nobelprisvinder.  Orhan Pamuk.Det viser sig nemlig, at Pamuk bruger en stor del af sin tid på at købe gamle ting og sager, genstande, som han har brugt til sin bog, som han nu er ved at få ombygget et hus til at rumme.

Et ganske specielt arrangement, som dog blegner, da Jonathan Safran Foer begynder at fortælle om sit nyeste projekt, ’Tree of Codes’.

Her har Safran Foer nemlig skrevet en hel bog ved bogstaveligt talt at skære ord ud fra en anden bog af Bruno Schulz, en meget vanskelig proces både kunstnerisk og fysisk, siger Foer og viser lysbilleder og et lille videoklip, der illustrerer udfordringerne i at trykke en sådan bog.

Hvilken te drikker du?
Efter disse to særegne introduktioner åbner Treisman – der spiller en meget afdæmpet rolle – for spørgsmål fra salen.

Det er blandede godter, der bliver skudt med spredehagl mod begge forfattere om løst og fast, og først da en midaldrende polsk dame stiller sig op og kommer med en så inderlig kærlighedserklæring til Pamuks litteratur, at han bliver tydeligt flov, er der for alvor nærvær i salen.

Vi kommer dog hurtigt ned på jorden igen, da den næste udspørger, en lyshåret yngre kvinde, noget overraskende vælger at spørge Safran Foer, hvad for en slags te han drikker.

»Jeg sidder ved siden af en nobelprismodtager, og så spørger du, hvad jeg drikker af te«, siger han målløs til salens latter.

LÆS OGSÅSuccesforfatter går til angreb på kødspisere

Mere på kornet er et af aftenens sidste spørgsmål til Pamuk om, hvordan han ville havde det, hvis en fulgte Safran Foer og klippede en ny historie ud af hans bog ’Istanbul’.

»Bare gør det, som han gjorde med Bruno Schulz«, siger Pamuk smilende.

»Efter hans død«.

Sex, vold og opmærksomhed
Død eller rettere sex og vold er netop temaet længere nede på Manhattan, i det hippe Greenwich Village, hvor der også denne fredag er kaldt til samling af The New Yorker, og folk er ved at samles i en natklubs mørke lokaler.

Oplægsholderne er amerikansk litteraturs grand old lady, Joyce Carol Oates, Pulitzerpris-vinderen Junot Diaz og den yngre forfatter Wells Tower, og det faktum, at man skal være fyldt 21 år for overhovedet at komme ind, har lokket mange til – det sortmalede rock’n’roll-lokale er fyldt til sidste plads.

Familiehistorie.  Joyce Carol Oates.De tre forfattere er kendt for at skrive meget eksplicit om sex og vold, og dét vil intervieweren, Willing Davidson, litteraturredaktør på The New Yorker, gerne have en forklaring på.

Aftenens hovedpersoner kryber op i barstole på den lavloftede scene, og Joyce Carol Oates lægger ud med at forklare, at hendes egen morfar blev myrdet, da hendes mor var helt lille.

Tragedien blev begravet i tavshed, og Joyce Carol Oates har siden forsøgt at samle stumperne af det ufortalte i familiehistoriens mørke periferi.

LÆS OGSÅAnmelderdarling er både for meget og for lidt

»Men mit tema er ikke sex og vold«, understreger hun – »jeg skriver først og fremmest om mennesker, og især om folk, som har håndteret volden i vores samfund på en beundringsværdig måde«.

Ikke en modstander af blod
Junot Diaz, som er født i Den Dominikanske Republik, trumfer dén historie ved at forklare, hvordan hans far arbejdede for den blodtørstige diktator Trujillo og tog de tunge håndvåben af, når han kom hjem om aftenen.

Om søndagen tog han familien med på udflugt til berygtede torturfængsler og tog snapshots af lille Junot i forhørslokalerne.

Pulitzerprisvinder.  Junot Diaz.»Den vold, der er indeholdt i det, jeg skriver, farver og betoner den baggrund, som karaktererne findes i«, forklarer han, »og det er samtidig min måde at tackle min egen personlige myte; hvordan vi som familie kunne have en fod inden for regimet og samtidig selv være ofre for angsten i samfundet. Som barn var min evne til ’ikke at se’ enorm«.

LÆS OGSÅLivet i bindestregen

Wells Tower er ophavsmand til novellesamlingen ’Everything ravaged, everything burned’, hvis titelnovelle handler om et blodigt vikingetogt, hvor krigerne flår brystkassen op på deres ofre for at se lungerne blæse som vinger uden på kroppen – blodørne, som Wells Tower kalder det.

»I virkeligheden bliver jeg nødt til at underspille volden i det, jeg skriver«, siger han, selv om det umiddelbart virker sælsomt efter dén historie – og uddyber; »det skal blandes med et vist mål af optimisme og livsglæde – først på den måde kan man som læser virkelig mærke volden på en måde, så det betyder noget. Hvis vi puttede så meget vold i litteraturen, som der er i samfundet, ville folk være revnende ligeglade – det er de jo i forvejen. Min viking kommer hjem efter dagens hårde arbejde og bekymrer sig om familien«.

I god tråd med aftenens tema er Tower dog langtfra modstander af blod. Er der et narrativt problem, »slår jeg bare mine karakterer ihjel«, siger han.

»Der er ikke noget som lidt vold til at få folks opmærksomhed«.