Det er i modgang, at mennesker viser deres sande værd, og det gælder måske allermest på det personlige plan.

Set med den målestok bliver det ikke meget mere livsbekræftende end den britiske historieprofessor Tony Judt.

Han døde i august af den grusomme – men heldigvis meget sjældne – sygdom ALS, en særlig form for sklerose, hvor hjernen forbliver fuldkommen frisk til det allersidste, mens kroppen forvitrer mere og mere, og det til sidst bliver umuligt at kommunikere.

Som Judt udtrykker det, er »synet indefra så rigt som altid«, men i takt med at lungerne bliver svagere, og man mister kontrollen over stemmebåndet, bliver det vanskeligere og vanskeligere at kommunikere med omverdenen. For Sartre var helvede muligvis andre mennesker, personligt kan jeg vanskeligt forestille mig en værre skæbne end ALS.

Holdt modet oppe
Så meget desto mere imponerende er det, at Judt formåede at holde modet oppe og fik så meget ud af tiden, de sidste to år han levede.

Jeg interviewede ham – via e-mail – et halvt års tid før han døde, og kunne konstatere, at han var sit vanlige selv, superbegavet og engageret i omverdenen, selv om han allerede på det tidspunkt var reduceret til en immobil mumie, der kun kunne kommunikere via sin assistent.

Men det gjorde han til gengæld også så meget, at han forfattede to bøger og talrige artikler, mens han led af ALS. Den første, ’Ill Fares The Land’, der udkom tidligere i år, er en fremragende lang kritik af den nuværende økonomiske samfundsorden med stadig stigende ulighed og påpegning af, hvor skadeligt det er.

Forsvarsskrift og erindringsbog
Er man interesseret i samfundet og bekymret over udviklingen, kan bogen varmt anbefales som et helhjertet forsvarsskrift for den velfærdsstat, man selv i Europa er i fuld gang med at afvikle eller beskære så meget som muligt i markedets hellige navn.

Men for at få en fornemmelse af manden Judt – og hvilken uhyre sympatisk og vidende humanist, verden har mistet – er det den posthume erindringsbog ’The Memory Chalet’, man skal søge til.

LÆS OGSÅ Tysk litteratur kalder en stor forfatter hjem fra glemslen

Lidt som den tidligere chefredaktør for Elle Magazine i Paris Jean-Dominique Baubys bog ’The Diving Bell and the Butterfly,’ der blev skrevet ved at blinke med øjenlåget, efter at han blev ramt af locked-in syndrom, er tilblivelsen en del af fascinationen ved Judts sidste bog.

Ikke blot den fysiske tilblivelse – den dikterede Judt, inden han helt mistede stemmens brug – men den måde, han komponerede bogen på.

Nætterne
Som Tony Judt forklarer i et af de første essays, var det værste under hans sygdomsforløb nætterne. Ikke på grund af smerter. ALS er nådig på det punkt, men fordi han bare lå der uden at kunne få nogen til at flytte sig, klø sig eller på anden måde bistå sig.

Det var bare Judt og hans tanker, og som et alternativ til at tælle får for at glemme sin frygtelige uforanderlige skæbne og falde til ro begyndte han at komponere små erindringsvignetter.

Først blot for sin egen skyld, men det gik hurtigt op for Judt, at han »på Lego-agtig vis rekonstruerede min egen fortid og forbandt elementer, jeg aldrig tidligere havde tænkt på som forbundne«.

Med andre ord skabte han noget, som også andre kunne finde interessant.Paris.  Her kaster parisiske demonstranter sten mod politiet i maj 1968. Foto: AP.

Men hvordan skulle han huske det næste morgen?

Det var udfordringen og er forklaringen på bogens titel. Inspireret af tidligere tiders memotekniske trick byggede Judt et ’Memory Chalet’ i sin hjerne, baseret på et skisportssted, hvor han var med familien som barn, og som havde gjort stort indtryk.

Strejftog gennem hans liv
Ved at placere elementer af sine erindringer i en særlig rækkefølge i dette stærkt indforståede mentalt rekonstruerede feriested kunne Judt næste dag diktere nattens erindringer.

Det lyder snørklet, men bogen er både fysisk og mentalt let, en slags strejftog gennem hans liv, især opvæksten i England og mødet med USA, hvor Tony Judt boede og arbejdede de sidste mange år.

Og selv om Judt døde alt for ung og bare blev 62 år, er det forbløffende – som i Hans Edvard Nørregård-Nielsens blændende erindringsbøger – hvor utrolig fjern den verden, som han beskriver, allerede forekommer.

Levende indblik
Opvæksten foregår i Anden Verdenskrigs skygge, en fjern tid, hvor Storbritannien kun knap og nap har droppet rationeringen, og en bil er det ultimative symbol på frihed. Hvor luften i London var så beskidt, som den er i Beijing i dag, og smoggen så tæt, at man, som Judt skriver, til tider ikke kunne se vejkanten, når man parkerede.

En verden lysår fra den nuværende, hvor en rejse til Frankrig var en ekspedition, der var få forundt, og de studerende på Kings College stadig havde ’bedders’, kvinder, der var ansat til at gøre deres værelse rent, rede senge og købe ind for de unge studerende.

LÆS OGSÅ Har vi glemt det tyvende århundredes fejl?

Alt sammen umådelig charmerende beskrevet af Judt, der giver et levende indblik i brydningstiden i 60’erne, og hvor latterlig forfejlet meget af ungdomsoprøret virker i dag. Som Judt skriver, tog han og hans venner naturligvis til Paris for at opleve oprøret og kæmpede inderligt hjemme for så vigtige ting som at ophæve udgangsforbuddet om natten fra kollegierne.

Alt sammen ledsaget af heftige, navlebeskuende debatter, så meget, at de alle sammen stort set overså, at der samtidig faktisk var en rigtig revolution i gang i Prag og andre dele af Østeuropa.

Passende efterskrift
»I vores egne øjne var vi en revolutionær generation. En skam at vi overså revolutionen«, skriver han tørt. Det er den slags nøgterne betragtninger, der gør ’Memory Chalet’ til så herligt et bekendtskab.

I de 25 essays veksler Judt ubesværet mellem amerikanske jøders enorme fokusering på holocaust, hvordan minoritetsstudiernes tyranni og den politiske korrekthed plager universiteterne og sine egne minder og refleksioner.

Alt sammen på et højt og begavet plan, der umådelig varmt kan anbefales. Et passende efterskrift til et vel levet liv.