Der ligger en landsby i det nordlige Israel, som hedder Tel Ilan. Sidste bus fra Tel Aviv ankommer hver aften kl. 19. Amos Oz kender køreplanen, for han skriver byen lige ud af sit hoved og af det fascinerende, foruroligende univers, som hans læsere er fortrolige med. Hvad enten man første gang har truffet Amos Oz fuldt udfoldet og omfattende som i erindringsværket ’En fortælling om kærlighed og mørke’ eller mere koncentreret og søgende som i gennembrudsromanen, ’Min Michael’, vil man altid bære det med sig og mærke det, ligesom Amos Oz fører sin fortælling videre fra bog til bog, rigt og varieret, men alligevel altid: en fortælling om kærlighed og mørke.
Fra sjælens rod
Som i en scene fra landsbyen:
»Mørket gav ham mod, og han kyssede hende på øret og i tindingen, men han turde ikke vende hende om mod sig for at søge hendes læber. Hun stod med armene ned langs siden uden hverken at gøre modstand eller deltage. Hendes tanker vandrede til det dødfødte barn, hun havde aborteret efter fem måneders graviditet«.
Han er »en seksuelt frustreret syttenårig med en livlig fantasi«. Hun er en dobbelt så gammel blond bibliotekar med dejlige former. Mørket kommer, da lyset bliver slukket i biblioteket, men den olympiske fortæller ved så meget, at han kan kaste lys ind både i drenge- og kvindesindet.
Og lige før lukketid har der været et par kvindelige lånere, der har stået og diskuterede en israelsk forfatter, som alle taler om: »»Efter min mening gentager han sig selv. Han skriver den samme roman igen og igen med små ændringer«.
