Hvor går kærligheden hen, når den forsvinder mellem to mennesker? Gemmer den sig i skuffen, hvor den dukker op, bedst som man leder efter frimærker eller neglesakse, men pludselig sidder med et glemt kærestebrev? Sidder den i et stykke musik, der stadig fremkalder melankoli sent om natten? Eller står den på sidste side i den bog, man ikke magter at smide ud, selv om forholdet for længst er forbi og ejermanden forsvundet ud over horisonten? Her i London er den forsvundne kærlighed ikke længere hjemløs. De hedengangne forhold har fået deres egen midlertidige kirkegård på Tristan Bates Theatre, der i denne uge har åbnet den rejsende udstilling ’Museet for forliste forhold’. Udstillingen er oprindelig en ide fra kroatiske Zagreb, hvor det permanente museum for forliste forhold har hjemme. Selve konceptet kom til verden, efter at de to kunstnere Olinka Vistica og Drazen Grubisio afsluttede et forhold. Bruddet inspirerede til udstillingen, der siden har rejst rundt i verden og har vokset sig større og større af spontant donerede genstande fra folk med knuste hjerter. »Om det sker ud fra terapeutiske motiver eller på grund af ren og skær ekshibitionisme, er alle genstande velkomne«, som det hedder i introduktionen. Ikke deprimerende På Tristan Bates Theatre vakler en kvinde ud fra det halvmørke lokale med de sorte vægge. Hun er midt i 40’erne med mørkt hår og en rød cardigan over en top med tigermønster. Hun græder åbenlyst. Der er ingen hulk, men tårerne strømmer ned ad kinderne, og næsen løber, mens hun hovedrystende går ud på gaden igen.
To minutter senere kommer en ny kvinde ud med blanke øjne og blikket indstillet på uendeligt, mens hun krampagtigt forsøger at holde tårerne indenbords. Det lykkes næsten, men også kun næsten. En enkelt dråbe samler sig i den ene øjenkrog og Fiona Barton visker den væk, mens hun smiler ad, hvor berørt hun blev af nogle af historierne på udstillingen: »Der er stor kærlighed, og nogle gange går den tabt. Pludselig kunne jeg selv huske, hvad jeg havde«, siger den 27-årige sekretær. Hun trækker vejret dybt ind og smiler igen. »Det er ikke deprimerende. Det er måske trist at se al den kærlighed, der på en måde er gået tabt. Men det er stadig kærlighed«, mener hun. Det ender i tårer, baby Indenfor i rummet er de mange genstande og objekter, der har gjort indtryk på Fiona Barton, opmarcheret og arrangeret på lysende puder. Her er halskæder, parfumeflasker, sko og nummerplader fra en lille gul Polo, der røg i floden. Alle sammen med en lille forklaring på, hvorfor netop denne genstand har stor symbolsk betydning for netop denne kuldsejlede kærlighed.
