Takket være geniale George Herriman (1880-1944) og hans tidlige strip om ’Krazy Kat’s masochistiske forelskelse i Ignatz Mouse, trods alle de mursten katten får i nakken, har begavede bud på det eksistentielle kærlighedsbehov, tilværelsens absurditet og surrealismens indgang til det underbevidste siden 1913 haft deres plads blandt amerikanske tegneserier.

Hvor ufrivilligt stupide eller udspekuleret fordummende andre comics end har udfoldet sig.

Lakridscartoon
Den fornemste arvtager har i den seneste snes år været Jim Woodring (f. 1952), hvis hovedfigur, Frank, sågar kan minde overfladisk om Krazy Kat. Eller Mickey Mouse.

Men »jeg ville skabe en cartoon. Ikke en kat, ikke en mus, mere en slags ’typisk’ antropomorf tegneseriefigur«, forklarede han i 2001 i et mail-interview med danske Matthias Wivel til bogen ’Forandringstegn’, hvor man også kan finde en kortere serie om Frank.

Frejdig eller oprigtig betyder frank jo også, og dét er denne lakridscartoon med det troskyldige overbid, som snarere havde en birolle i Woodrings forrige (og første) grafiske roman på dansk, ’Alkymisterne’.

Ligesom den er ’Mellem dyrene’ en verdenspremiere, det danske forlags Steffen Rayburn-Maarup har en frugtbar kontakt med det anerkendte amerikanske undergroundforlag Fantagraphics, som snart udgiver bogens ’originalversion’.

Men det er nu kun titlen, der er oversat – Frank er lige så umælende som f.eks. den danske serie ’Ferd’nand’.

Disney møder Bosch
Som altid er Frank på en slags rejse: Hans hus opsluges af et mægtigt hul i jorden, og til gengæld for at få det genopført må han trælle ved en maskine, som han så lokkes til at sabotere.

Sammen med en grinende, flodhestelignende lidelsesfælle og tidligere ballonskipper flygter han med ’Baljerne’ i et tivoli, undslipper med nød og næppe et havuhyre, derpå en flok mennesker uden ansigt og en ubestemmelig kødædende gevækst m.m., før han finder én, han ligner. Sammen med hende finder han atter hjem.

Den slutning lyder måske som en lettelse, men det var nu en skuffelse for mig.

Woodrings foruroligende særpræg er, at hans sort-hvide, minutiøst ’bølgeskraverede’ og ornamenterede billedsuiter åbner ned til mareridtsagtigt surrealistiske landskaber og væsener fra underbevidstheden – eller, som forlaget forenkler det: »Disney møder Bosch«.

Et tungt sind
Men med dette tilløb til en happy ending i familiens skød er han tæt på at lukke porten til det store kaos igen på en ren banalitet: Du pukler for at få et hjem, men det lykkes først efter alskens genvordigheder og fundet af en soulmate (om end hun har noget længere ører).

Jeg foretrækker Woodring mere åbent skrækslagen, uden trøstebolsje og violiner til slut. Men alligevel viser ’Mellem dyrene’ jo igen uden slinger i trykvalsen, at mandens lumsk rystende univers og udførelse er blændende originale.

Unge danske serietegnere som Anders Brønserud og især Simon Bukhave må have luret ham nogle tricks af, men jeg tror nu, at Woodring har det meget værre inde mellem ørerne – hør bare, hvad han sagde i bemeldte interview:

»At ligge på jorden og kigge op i stjernehimmelen om natten fylder mig med frygt nogle gange ... Situationen virker uholdbar. Hvordan kan vi bære at observere så svimlende en virkelighed og forstå så lidt af den? Universet håner os. Naturen er et uhyre«.