Den 44-årige Sørine Gotfredsen, der først var journalist på Aktuelt og siden blev præst og kommentator og forfatter, har aldrig fedtet med sine holdninger, og det gør hun bestemt heller ikke i bogen ’Den åndløse dansker’. Et kulturkonservativt manifest. På godt og ondt.

Der er forfald over det hele. I medierne, i det politiske liv, i familien, i kirken, i humoren. Ifølge Sørine lader danskerne sig rive med af det overfladiske, af de flygtige medier, af den ydre adspredelse, af smalltalk, af materialisme og af selvoptagethed. De er åndløse.

LÆS OGSÅ Danskerne mangler ånd

Eller rettere: Danskeren er åndløs. Bogen kritiserer nemlig ikke samfundsstrukturer, den appellerer til ’hiin enkelte’, som Sørine Gotfredsens åndelige forbillede eksistentialisten Søren Kierkegaard ville have sagt. Derfor hedder bogen ikke ’Det åndløse samfund’, men ’Den åndløse dansker’.

Og derfor retter pressemeddelelsen til bogen ikke brodden mod abstrakte samfundstendenser, men mod fyrre navngivne personer inden for medier og politik og kultur, som efter Sørines mening i særdeleshed er eksponenter for det ’åndløse’.

Personangreb
Denne personlige adressering af problemerne gennemsyrer bogen. Når Sørine forholder sig til overfladiskheden i medieverdenen, er det f.eks. ikke ’kommercialiseringen’ som abstraktion, hun kritiserer, men journalisten som persontype.

Den typiske journalist er nemlig flygtig og hektisk, og får man ham til bordherre, bliver det underholdende, men åndløst, fordi han bliver tom i blikket og usikker, hvis man går i dybden med et emne.

LÆS OGSÅ 'Åndløse' kendisser ryster på hovedet af Gotfredsen

Der står mange journalister på Sørines liste over ’åndløse’ – Jes Dorph-Petersen, Ulla Terkelsen, Line Geertsen. Mette Walsted Vestergaard, Kurt Strand, Reimer Bo Christensen m.fl.

På samme måde kritiserer hun Casper Christensen, Frank Hvam, Simon Kvamm & co. for at være de åndløse skurke, når satiren i Danmark nu handler om at latterliggøre de skæve og utilpassede i samfundet, mens man ikke – som f.eks. Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær – retter brodden mod dem, der sidder med magten.

Introvert, snævert og religiøst
At Gotfredsen sætter ansigter på de åndløse og udfordrer dem én for én i bogen, er yderst underholdende læsning og modigt, for hun lefler bestemt ikke for nogen. Men det er også bogens begrænsning.

For dermed flytter hun fokus fra de strukturelle samfundsændringer, der har været med til at skabe overfladiskheden – som f.eks. den kommercialisering af de elektroniske medier, som borgerlige har stået i spidsen for siden 1980’erne. Hvordan har den borgerlige Sørine Gotfredsen det egentlig med det? Foto:  Bogens omslag.

Begrænsningen i Gotfredsens personorienterede tilgang kommer også frem i bogens afsluttende kapitel, hvor hun forholder sig til ’revolutionen’ mod åndløsheden, der handler om, at »det enkelte menneske i sit stille sind begynder at føle sig så provokeret af de manipulerende og ensrettende kræfter, at han får trang til at melde sig ud«, som hun skriver.

Med andre ord: ’hiin enkelte’ skal erkende, at der er noget, der er større end ham selv: nemlig Gud og pligten til næstekærlighed. Dermed reduceres Gotfredsens projekt til et kristent projekt.

Men hvad er det, det enkelte menneske skal gøre for at blive ’åndelig’? Engagere sig i Red Barnet? Blande sig i debatten? Være aktiv globalt? I lokalområdet? Det finder man aldrig ud af i bogen, og man fornemmer, at åndeligheden først og fremmest handler om forholdet mellem den enkelte og Gud. Det bliver introvert, snævert og religiøst.

Kammer over
Der er ingen tvivl om, at bogen – som er skrevet i veloplagt stil – har fat i nogle bekymrende udviklingstræk i samfundet. Men som hos så mange andre kulturkonservative med forkærlighed for at se forfald alle vegne forstørres de negative træk til ukendelighed, mens de modgående tendenser overses.

Sortsynet kammer over.

Når Sørine f.eks. bruger Platons bog ’Staten’, hvor politikere bør være filosoffer højt hævet over pøbelen, som målestok for, om den moderne politikerstand er åndfuld eller ej, så er det ikke fair. Levede Anker Jørgensen-generationen da bedre op til Platons standard?

Kæmper stadig
Børnefamilierne er Sørines yndlingsaversion. Og det er alt andet end kedeligt, når hun beskriver, hvordan børn – til forskel fra hendes barndom i 70’erne – har overtaget magten i familier. Og får lov til det, fordi forældre dyrker kærligheden til deres egne børn, mens de glemmer alt det, der ligger udenfor. Det er godt set og veloplagt beskrevet.

Men også her kammer Sørine over. For det positive ved udviklingen ser hun ikke. Og ufrivilligt komisk bliver det, da hun gør digteren Henrik Nordbrandt til personificeringen af åndløshedens sejrsgang i familien.

LÆS OGSÅ Lad os konfrontere Sørine Gotfredsen

For her var engang en digter, der turde revse omverdenen og tilværelsen, men som så blev far og med ét forvandlede sig til en lalleglad og salig mand, der giver ’Jeg fandt lykken som far’-interview. Det er egoistisk, og det kan han simpelthen ikke være bekendt, lyder det fra den skuffede Sørine. Som dermed har mistet endnu en allieret i kampen mod åndløsheden.

Men Gotfredsen kæmper stadig. Og det skal hun da have kredit for – også selv om man ikke er enig med hende. Sine begrænsninger og vildskud til trods ægger debatbogen til ... ja, debat og modsigelse og giver en noget at tænke over. Og så tjener det den kulturkonservative debattør til ære, at hun undlader at tale om muslimer, det ødelæggende internet og den egocentriske ungdom.