Sørine Gotfredsen, hvad mener du med, at danskeren er åndløs? »Jeg savner ånd hos de mennesker, der sætter den offentlige dagsorden i Danmark. Det er alt fra medierne og journalisterne, politikerne, tv-programmerne, de egoistiske børnefamilier og til den overfladiske tilgang til livet som helhed, som jeg kritiserer. I vores samfund lever vi i en evig fare for at blive ringere mennesker, og jeg minder i min bog om alt det, som jeg mener, vi skal tage os i agt for. Ellers risikerer vi at stagnere som mennesker«.
Medierne bidrager til det åndløse. Ulla Terkelsen er 90 procent indhold og 10 procent form, skriver du i din bog, og Jes Dorph-Petersen er forfængelig og utroværdig. Det er hårde ord om journaliststanden?

