Historien kan ikke fortælles for tit. Mange unge har aldrig hørt om modstandsgruppen fra Hvidsten Kro og dens barske skæbne.

Dokumentar med god indføling
Erik Knoth har skrevet romaner om det sænkede flygtningeskib Wilhelm Gustloff, om Sophie Scholl og Hvide Rose-gruppen i München. Her arbejder han ud fra samme dokumentariske recept: Via skriftlige og endnu levende kilder vil han tættest muligt på »sandheden om de faktiske begivenheder«, suppleret med god indføling.

Mustard Point
I centrum står den privilegerede kro i Hvidsten ved Randers-Mariager landevej fra 1634, ejet af den 50-årige Marius Fiil. Efter en tidlig britisk våbennedkastning i marts 1943 kontaktes Fiil af SOE-agenten Ole Geisler og modstandsmanden godsejer Flemming Juncker, der skal have containernes indhold bragt videre.

Kromanden springer til uden at blinke, mobiliserer andre fra egnen med samme modstandslyst, og fra april 1943 opererer de på en ny, nærliggende modtagelsesplads i Allestrup Plantage, døbt 'Mustard Point'.

LÆS OGSÅGrundigt kæmpeværk går bagom dansk fangelejr

Her modtager de i det næste halvår syv-otte store nedkastninger af våben, sprængstof og agenter, og med deres lokalkendskab får de faldskærme og containere druknet i mosen og indholdet smuglet væk ad småveje.

Gruppen omfatter 15 personer, inklusive den lokale dyrlæge, møller, karetmager, radioforhandler og mekaniker, samt kromandens søn, to døtre og svigersøn.

Gruppen opdages
Det går galt i oktober 1943, da de kommer til at sende et lyssignal til et tysk fly. De ligger tot et halvt år, og i marts 1944 vil de genoptage modtagelserne. Men forinden har tyskerne taget to faldskærmsagenter i Aarhus, og en har under tortur røbet gruppens navne.

Efter at have været under observation af en stikker anholdes de i marts 1944, og romanen følger dem via arresten i Aarhus, Horserødlejren ved Helsingør og Vestre Fængsel i København til krigsretten på Dagmarhus.

LÆS OGSÅVi mangler et sprog for grusomhed

Deres eneste 'fordel' er, at alt er klarlagt af Gestapo, så de undgår tortur. Otte dødsdømmes og henrettes i Ryvangen 29. juni 1944. Seks dømmes til tysk tugthus.

Civilcourage og farlig pionerindsats
Det er en smuk historie om civilcourage og om en ekstra farlig pionerindsats, fordi der endnu ikke var sikkerhedsprocedurer, så de 14 - også af økonomiske grunde - blev i deres daglige erhverv uden at gå under jorden. Kun nr. 15 slap til Sverige.

LÆS OGSÅ Forfatter slår et slag for Danmarks glemte krigshelte

Erik Knoth ser dem fra både yder- og inderside ved at tegne deres forhistorie og - støttet af deres sidste breve - forestille sig deres indbyrdes diskussioner og forberedelser til at dø. De skildres som fattede, stolte over at sætte hørligt liv i den jyske sabotage.

Dårligt hjemmearbejde
Til efterspillet hører også, at vreden over henrettelserne var med til at antænde folkestrejken i København i juli 1944, og efterskriften resumerer, hvordan de seks fængselsdømte i sommeren 1945 vendte levende hjem til Hvidsten, fulgt af kisterne med de otte døde. Det hele er sobert fortalt og pædagogisk oplysende.

Men desværre har Knoth ikke gjort sit hjemmearbejde helt godt nok. Foruden mindre fejl er der et par stygge bøffer.

LÆS OGSÅ Modstandsfolk tiltales for terrorstøtte

Da patrioterne har fået deres dom i krigsretten, bryder en af dem ud i et patetisk citat fra - of all people - Valdemar Rørdam. Absurd, for Rørdam havde blameret sig med hyldestvers til Hitler og blev hånet i den - også i Hvidsten læste - illegale presse.

Og om folkestrejken i 1944 står der, at tyskerne 3. juli gav efter for de danske krav »på et møde med Frihedsrådet«. Dobbelt absurd. Bortset fra at strejken varede til 5. juli, så var Frihedsrådet kongerigets mest eftersøgte mænd, der kun holdt møde med sig selv under strengeste security.

Fyldt med klicheer
Og så er der alle klicheerne. Tyskerne har »dyrisk udtryk i øjnene«, næser som »mejslet granit« og holder »folket i jerngreb«, mens heltene går rundt med »knugende hænder«, og krigsretten sættes til rådhusurets »ni tunge slag«.

Og kroejer Fiil »stirrede ud i aftenmørket, der føjede sig om ham som et stykke sort fløjl«, indtil »søvnens mørke arme trak ham ind i en drømmeløs verden«.

Radisehunden Nuser har ikke skrevet forgæves: »Det var en mørk og stormfuld nat«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken