Fordi de tør tale og skrive åbent om forholdene i deres hjemlande, er gambianske Seedy Bojang, Tendai Tagarira fra Zimbabwe og Noufel Bouzeboudja fra Algeriet i landflygtighed.

De får kost og logi i Danmark i to år, så de kan få et pusterum. Men det med pusterum er så som så, viser det sig. For det er svært ikke at bekymre sig om fremtiden.

Tendai Tagarira, der for tiden bor i Aarhus, slår en hånlatter op ved tanken om at vende hjem.

Satiren er farlig
Via internettet kommenterer han løbende situationen i Zimbabwe – for folk i Zimbabwe. Han sender blandt andet et politisk satireshow på nettet, hvor han gør tykt grin med præsident Robert Mugabe og situationen i det hårdt prøvede land.

»Det har fået fantastiske anmeldelser. Ingen før mig har turdet at lave den slags i Zimbabwe. Det er godt for demokratiet. Mugabe vil ikke have, vi gør grin med ham. Vi har ikke tradition for et Late Night Show med Letterman eller den slags«.

LÆS ARTIKELForfulgt forfatter: Jeg er først og fremmest et menneske

Satiren er død farlig for Tendai Tagarira.

»Jeg ville blive slået ihjel for mine bøger alene. Og nu med satireshowet ... Ingen har sagt tingene så klart som mig. Og jeg er sikker på, at regeringen ville nyde at statuere et eksempel. I Zimbabwe bliver folk arresteret og tortureret bare for at se på de forkerte programmer«.

Umuligt at vende hjem
Derfor er fremtiden aldeles usikker for Tendai Tagarira, når hans tid i Danmark som fribyforfatter rinder ud næste sommer. Icorn (organisationen International Cities of Refuge Network, red.) har påpeget over for ham, at han ved indrejsen til Danmark underskrev en aftale om at vende tilbage til Zimbabwe efter de to år. Men det er umuligt, mener han.

Derfor har han bedt om hjælp til at søge asyl, men det vil Icorn ikke assistere med. I september blev uvisheden for meget.

»Jeg var ved at blive skør, og derfor tog jeg til Sandholmlejren for at søge asyl. Her blev jeg mødt af mænd med geværer og tåregas. Og jeg fik at vide, at jeg ikke må rejse ud af Danmark, så længe min sag behandles. Derfor måtte jeg aflyse at tage til bogmessen i Frankfurt, hvor jeg ellers havde mulighed for at møde forlæggere. Jeg sidder fast her og har ingen steder at tage hen«.

Forfatteren er skuffet over, at Icorn ikke tænker på de længere perspektiver, når de inviterer forfulgte til landet.

Noufel Bouzeboudja fra Algeriet, der er bosat på Fanø i disse år, er enig og finder situationen absurd:

»Diktatorer får asyl i alle mulige lande. Hvad med os intellektuelle? Vi bliver taget som gidsler«.

En nødløsning
Fra Icorns side understreger man, at fribyordningen aldrig har været tænkt som et varigt ophold.

»Det er en nødløsning, en midlertidig redning i en akut situation«, siger executive director Helge Lunde fra Icorns hovedkontor i Stavanger.

LÆS ARTIKEL Nu er forfulgte forfattere også velkomne i hovedstaden

Men i Norge er det faktisk sådan, at alle de forfulgte forfattere i de 11 norske fribyer automatisk får asyl. De er en del af landets kvoteflygtninge efter indstillinger fra forfatterorganisationen PEN.

Asyl er ikke altid en fordel
Helge Lunde mener ikke, at asyl altid er en fordel for forfatterne, for så skal de indrulleres i det gængse program for flygtninge med omfattende integrationskurser.

»Men når det kommer til asyl, handler det om politisk vilje i Danmark«, siger Helge Lunde.

Han beroliger dog med, at Icorn som regel hjælper forfulgte forfattere med at finde løsninger, hvis de ikke kan vende hjem efter de to år. For eksempel med at finde en anden friby eller hjælpe med at få dem indskrevet på et universitet, så de på sigt kan klare sig selv.

»Men vi giver ingen garantier«, understreger Helge Lunde.

FACEBOOKBliv ven med Politiken