Annonce
Annonce
Annonce
Bøger 7. nov. 2011 KL. 11.46

Ung forfatter er fanget mellem suset og det sorte hul

Den unge amerikanske forfatter Stefan Merrill Block har – igen – skrevet en fornem roman med afsæt i sin slægts sygejournal.

Anmeldelse Stormen udenfor

Politiken synes
Politiken synes
Info Oversat af Ninna Brenøe efter The Storm at the Door. Tiderne skifter. 374 sider, 325 kroner.
Forfatter Stefan Merrill Block
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Også i det amerikanske skriver man romaner i gråzonen mellem det fiktive og den selvbiografiske familiehistorie. Stefan Merrill Block har med ’Stormen udenfor’ således skrevet sin anden roman med afsæt i sin egen familie.

Men der er nu ikke meget Knausgård over den lige så blide som højtbegavede unge amerikanske forfatter.

Dømt til at mislykkes
Hvor Knausgård skaber litteratur ved at skrælle det litterære bort, skriver Block sin halvvejs fiktive familiehistorie med en udpræget sans for at gøre såvel sproget som psykologien både poetisk og troværdig.

I debutromanen ’En fortælling om at glemme’ skrev Block bevægende og originalt med afsæt i sin families arvelige anlæg for tidlig Alzheimers. Tilsyneladende har familien dårligdomme nok at tage af, for i ’Stormen udenfor’ gælder det den maniodepressivitet, som hærgede forfatterens morfar, og som han også selv har anlæg for.

Det sidste spiller dog kun med som næsten tavst ekko i fortællingens baggrund. ’Stormen udenfor’ er en tragisk kærlighedshistorie, et ophold i ’Gøgereden’ anno ’Glasklokken’ og en seriøs-poetisk diskussion af forholdet mellem galskab og normalitet.

LÆS OGSÅErotisk debutroman er både skræmmende og skøn

’Stormen udenfor’ handler om forfatterens bedsteforældre Frederick og Katharine, som efter en stormende forelskelse ender i et ægteskab, der mest bare er stormfuldt. Det stormer nemlig uafladeligt inde i hovedet på Frederick, så han må storme ud og drikke hjernen i smadder, bolle fremmede damer og vende hjem dage senere mere smadret end ophøjet.

En talentfuld og passioneret mand, der lider af den tvangsforestilling, at han både er en stor digter og et miskendt allround geni. Ægteskabet bliver en konstant rutsjebanetur, hvor Katharines kamp for at holde skindet på næsen i forhold til Bostons bedre borgerskab er dømt til at mislykkes.

Efter at Frederick har optrådt som døddrukken blotter, indvilliger Katharine i at få sin mand tvangsindlagt.

Det sorte hul
Men sindssygehospitalet Mayflower er et sted, hvor det er lettere at komme ind end at slippe ud. Medmindre man som digteren Robert Lowell er frivilligt inde at køle af med jævne mellemrum.

Forholdet mellem Katharine og Frederick og tilværelsen blandt patienter og ansatte på Mayflower er de to dramaer, som rigeligt holder romanen kørende.

Som i sin første roman har Block igen en slags sidehistorie om sprogets mytologiske eventyr kørende, men historien om jøden Schultz og hans jagt på sproget fra før Babelstårnet er bedre integreret i romanen, end eventyret om Isidora var det i Blocks debut.

LÆS OGSÅUng digter opfinder et nyt sprog i voldsom debut

Stefan Merrill Block har skrevet en indsigtsfuld og fordomsfri roman om det svære sinds op- og nedture, om kunstens grænsesøgende affinitet med galskaben, om samme galskab som et værn mod »verdens vanvid« og ikke mindst om normalitetens omkostninger.

Det koster dyrt at følge sin lyst og sine indfald, men det koster også, om end på en mere diskret måde, at lade være med at forfølge det sanseforstærkede livs skarpe lys og dets makker, det sorte hul.

»Jeg ved stadig ikke, om det – hvad det så end er, vi har inde i os, som syder og flammer op – er en sygdom eller bare sådan, som vi er indrettet«, indrømmer forfatteren et sted.

Virkeligt overbevisende
Stefan Merrill Block er en på alle måder bemærkelsesværdig ung forfatter. Han skriver fremragende med en stærk tro på skriften som frisættende kraft. Han tænker modigt og skriver prosa med poetisk nerve og med en alvor, som i sig selv er bevægende.

Uden en eneste sentimental eller billig melodramatisk linje kommer Block ind og rammer de ømme punkter. Han har allerede opdaget mange opfindsomme genveje til indlevelsens kunst.

Romanens sindrige komposition føles naturlig det meste af vejen i Ninna Brenøes gnidningsfri oversættelse. Først hen imod slutningen er der en anelse regulær ubeslutsomhed at spore hos den aldrig skråsikre fortæller.

LÆS OGSÅNorsk roman mangler brænde til sindsygens flammehav

Så hvor langt kan Stefan Merrill Block gå? Det er svært at sige. Denne forfatter bosat i Brooklyn, men vokset op i Texas, har i en alder af blot 29 år skrevet to virkelig overbevisende og særlige bøger. Begge skrevet ud fra et højst personligt udgangspunkt.

Det skal blive spændende og temmelig afgørende at se, hvad der sker, når han træder uden for sit naturlige stofs familiære ressourcer.

Mød Stefan Merrill Block i samtale med Claus Clausen lørdag 12. november kl. 12.30 Stand 391. Balkonscenen og i samtale med Kim Skotte søndag 13. november kl. 12.00 Scenen. (Samtalen foregår på engelsk).