Jeg er tillidsmand, og jeg tager konsekvensen af mine handlinger«, sagde Willy Strube 17. oktober 2001 ud på aftenen, da han forlod et hasteindkaldt arbejdsudvalgsmøde i Specialarbejderforbundet, senere 3F. Han havde været eneste punkt på dagsorden - forbundsledelsen havde fundet ud af, at han gennem år havde bedraget SiD for millioner. 19. oktober fandt Willy Strubes søn faderen død i villaen i Fløng lidt uden for København. Willy Strube havde begået selvmord. Han havde i mange år været en stor mand i fagbevægelsen, nu havde bedragerierne kostet ham karrieren.
Bedragerier og selvmord Først sagde han farvel til alle sine faglige poster, to dage senere sagde han farvel til livet, 58 år. Willy Strubes bedragerier og selvmord var så opsigtsvækkende, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, tidligere kollega med Strube, da Nyrup var i LO, udsendte en pressemeddelelse, hvor han udtrykte håb om, at Willy Strubes indsats i fagbevægelsen »vil blive en væsentlig del af hans eftermæle«. Og det er vel netop det, der har været et af formålene for forfatterne til historien om 'Fagbossens fald', der udkommer nu her ti år efter Strubes død. At fortælle historien om en kompliceret mand, der prægede fagbevægelsen i en årrække og både vandt store sejre og blev ramt af spektakulære nederlag. Og tog konsekvensen.
Hård, men resultatsøgende Willy Strube havde en speciel opvækst, præget af rodede forhold og svigt, som forfatterne lidt lommefilosofisk gør til den egentlige forklaring på, at den unge Willy også i voksenlivet var en »tvetydig og lunefuld skikkelse«. Først frisør, så maskinarbejder og derefter i tredive år en knytnæve i fagbevægelsen. LÆS OGSÅEfteråret drukner i portrætbøger Det begyndte i 1971 i det kommunistisk-infiltrerede arbejdsmandsforbund i Glostrup, som havde en udviklet evne til at vinde magtspillet om topposterne i hovedforbundet. Willy Strube lærte hurtigt, steg i graderne og var i mange år blandt andet en afgørende faktor i overenskomstforhandlingerne med arbejdsgiverne. Han var hård, men resultatsøgende og i 1991 med til at få indført arbejdsmarkedspensionerne, så også arbejdere i lighed med så mange andre faggrupper havde penge til alderdommen, ud over folkepensionen.
Strubes første knæk Men i 1995 får han sit knæk - »noget går i stykker i ham«, skriver forfatterne - fordi han ikke, som han selv havde planlagt, bliver valgt som formand for SiD efter Hardy Hansen. Strubes reaktion er at fyre den nye formands kone, som arbejdede i hans afdeling. Han begynder også at drikke mere - og det vil ikke sige så lidt - ligesom hans i forvejen noget betændte måde at håndtere forbundets og dermed medlemmernes penge på udvikler sig til et egentligt bedrageri.
Indkøb på forbundets regning Han køber dagligvarer, møbler, videoapparater, gardiner mv. på forbundets regning. Det sker via en person, der arbejder med bl.a. cd-rom-produktion til forbundet. Han tør ikke sige Strube imod, når han ringer og siger: Så er det nu. Den pågældende kører så Strube ud til bl.a. Obs i City 2, fylder vognen med varer, som han betaler, mens Willy Strube får dividenden på sit kort. Senere fakturerer den pågældende så SiD for et tilsvarende beløb for levering af bl.a. cd-rom'er. Han kalder det Strubes indkøbscentral - og gemmer alle kvitteringerne. Så da skandalen ruller i 2001, er det ikke ord mod ord: Bilagene fælder Strube.
Sættes i samfundsmæssig sammenhæng Bogen om Strube er god læsning, fordi det ikke blot er den ellers farverige historie om fagbossen, vi får. Erik Meier Carlsen er en mangeårig politisk iagttager og kommentator og sætter Strube og hans liv ind i en samfundsmæssig sammenhæng, det er godt at blive mindet om. Lennart Weber er en erfaren journalist med fagbevægelsen som sit domæne, bl.a. som informationschef i SiD, senere 3F, i netop de år, hvor Willy Strube steg op og faldt ned. LÆS OGSÅBegejstringen for fagbevægelsen er i frit fald Og Weber griller sin egen tidligere arbejdsplads godt og grundigt, bl.a. ved at dokumentere, at nok var Willy Strube slem, men han var blot et særligt uvornt barn af en helt utilstedelig kultur i et forbund, der kæmpede for de ufaglærte, men med toppen som foregangsmænd svinede med pengene i et bedragerisk omfang, drak og ikke lavede dagens gerning.
Mangler fælles fortællestil Det præger dog bogen, at de to forfattere ikke har fundet fælles fortællestil, ikke altid får skabt sammenhæng mellem de to historier - fagbevægelsens og samfundets - og heller ikke undlader at bruge en retorik, der hører Strubes tid til. I bogens efterord skriver forfatterne - der lige har brugt 241 sider på at give os indtryk af en syg kultur - at det, de kalder »den socialdemokratiske bevægelses krise« i Europa her i 2011, skyldes fagbevægelsens »tab af egne lederskikkelser«. De mener, at »en ny tids socialdemokratiske ledere (...) fra de akademiske mellemlag (...) sjældent har personlige erfaringer fra rå og direkte konfrontationer med arbejdsgivere i kampen for arbejdernes elementære rettigheder«. Velbekomme. FACEBOOK