Ib er en slidt ruskindsjakke med blyantssod på ærmerne. Især det højre.

Et par uopnåeligt store træskostøvler langt nede, der hvor benene møder det slidte gulvtæppe med alle papirerne på. Han har store arme, et blyantskod bag øret og varme, kæmpehænder, der er underlig ru og gode at blive væk indeni. Han kradser, når man rører ham på kinden.

Det er vigtigt, når man tegner ham, at huske alle skægstubprikkerne i ansigtet. Ellers ligner det ikke. Han sider og tegner.

For mig er Ib stadig den store hånd man kan holde i, når man går tur.

Hans hånd var (og er) så stor, at ens egen hånd blev helt væk indeni. Hans hånd var også underlig hård og rå, på en måde der virkede ganske tryg og bekendt. Bevægelsen op til hans hånd forekom ganske naturlig og den ligger instinktivt i mig endnu.

LÆS ARTIKELSøren Vinterberg: »Ib Spang Olsen var for både børn og voksne«

Jeg kan mærke, at jeg i dag rækker hånden ud på nøjagtig samme måde som for 40 år siden og forventer at møde en hånd til gengæld. Det var en fuldkommen fastgroet bevægelse og en del af den måde man bevægede sig fremad i verden på.

Når vi gik nogen steder hen. Så gik vi sammen. Jeg var stolt når jeg gik en tur og viste min far frem. Med et fast greb i hans store underlig ru og bekendte hånd, hvor man kunne blive helt væk fra alle andre end ham. At holde ham i hånden på dén måde var en helt klar forbedring, frem for det tidligere greb i hans ører.

LÆS ARTIKEL Nekrolog: Ib Spang Olsen kær-tegnede alt, han så

Så længe jeg var gammel nok til det, befandt jeg mig ligeså selvklart på hans skuldre i en svimlende højde over jordoverfladen, som med imponerende og kolossal fart forsvandt ind under hans lange ben og enorme sko, der lignede lokomotiver og som for hvert kæmpe skridt han tilbagelagde flyttede jorden under os. Det var derfor kloden drejede.

Det var en fin og behagelig plads, men den manglede dén vigtige direkte kontakt, som det uværgeligt giver een at holde Ib i hånden.

Der er nemlig underligt nok ret stor forskel. Det er nok mere mageligt at sidde på skulderne og det er også fint at kunne styre hans hoved ved at dreje hans ører.

Men først når man har prøvet at gå ved siden af, finder man ud af, at det er dér man bliver 'TO'.

Jeg kan ikke huske at jeg har sagt 'Du og jeg, far'. Det ville ellers være dejligt og ligesom 'Emil Fra Lønnebergagtigt'. Men der har aldrig været nogen grund til at sige det. Det skulle jo bare være for at huske ham på det, eller gøre ham opmærksom på det. Som om han ikke vidste det? Der har jo aldrig hersket nogen tvivl.

Fra jeg blev stor nok til at gå, gik jeg ved siden af ham. Fra jeg blev stor nok til dét; holdt vi hinanden i hånden. Og det gør vi nok endnu. Når jeg af og til mærker hans hånd i dag, føles den fuldkommen lige så tryg og ru som dengang. Det er ikke et håndtryk, det er en væremåde at holde Ib i hånden.

LÆS ARTIKELTegneren Ib Spang Olsen er død

Vi véd begge, at det er den vej der er fremad og vi snakker ikke om det. Der er vigtigere ting at tale om. Men for mig er det uden tvivl med Ib i hånden jeg har begyndt det liv jeg kan huske. Og jeg vil altid holde ham i hånden inderst inde.

Jeg har kendt ham længe før jeg kan huske og alligevel føles det som om jeg husker ham langt før det. Selv i dag føler jeg mig dybere og mere forbundet med ham, end nogen andre, om end det selvfølgelig bliver sjældnere man ses.

Måske er det gennem ens egne handlinger i forhold til sine egne børn, man mindes sin egen barndom, eller også ligger Ib bare så dybt og uudsletteligt i mig, at han er en del af min person. Han er en rigtig, rigtig god far!

Det er nok 35 år siden jeg har holdt ham i hånden på den måde, men jeg kan genkalde mig fornemmelsen uden det mindste besvær til hver en tid. Det er godt!

FACEBOOKBliv ven med Politiken