Starten går tilbage i 1945 ved den første atomprøvesprængning, og derefter bevæger udviklingen sig ellers i et hæsblæsende tempo fra nørkleri i amerikanske universitetsmiljøer, massive computere på størrelse med tre klædeskabe, invasionen i millioner af stuer og til slut independent-udviklernes æra.

At samle 70 års spilhistorie er en opgave, der på papiret er dømt til at mislykkes, for uanset hvordan den engelske forfatter Tristan Donovan griber det an, vil aspekter af udviklingen falde igennem hans ellers ambitiøst fintmaskede net.

Men det, hans net fanger, skaber til gengæld den mest gennemarbejdede, personfikserede og overrumplende detaljerede historiebog om computerspillets fødsel, der til dato er skrevet.

Overrumplet og oplyst
På bogens godt 400 sider kommer man fra den første reelle spillecomputer NIMROD, der i 1951 skræmte journalister og publikum fra vid og sans ved at vinde over dem i spillet Nim, til forskeren William Higinbotham, der i 1958 lavede et tennisspil for to på sit oscilloskop for at lokke publikum til åbent hus i laboratoriet.
Og vi får historien om, hvordan de mekaniske flippermaskiner i USA blev totalt udkonkurreret i 80’erne af de digitale arkademaskiner, der senere led nedturen, da de vestlige husstande begyndte at købe spilkonsoller eller pc’er og blive hjemme foran skærmene.
Markedet  bugner i dag med alverdens computerspil. Den nye bog 'Replay' giver et fornemt overblik over 70 års spilhistorie - bl.a. med anekdokter om her 'Space Invaders', der tørlagde Japan for 100-yens mønter i slutningen af 78' erne.
Alle kapitler og anekdoter er skarpt serveret og tydeligvis baseret på utallige interview fra forfatterens side. Han fokuserer i modsætning til andre oftest amerikanske historiebøger om spilmediet også på betydningen af den japanske og europæiske spilindustri med spil som ’Tetris’, ’Tomb Raider’ og særligt ’Mario’.

Enkelte kapitler præges dog af tungere erhvervsstof og personsager, hvor Donovan mister medieperspektiveringen og fokus på bolden. I al fald hvis man – som jeg – er mest interesseret i de kulturelle påvirkninger, som spilmediet har ført med sig de sidste snart syv årtier.

Ved vejs ende er man overrumplet og oplyst, men også forvirret, for ’Replay’ lider under en skrigende mangel på illustrationer, tidslinjer eller skærmbilleder. Her er det tydeligt, at Donovan fungerer bedst på skrift.

Af samme grund er det synd, at den danske oversættelse af og til klinger for anglofilt – som f.eks. i oversættelsen af grundreglen til spilklassikeren ’PONG’. Her er sætningen »Avoid missing ball for highscore« direkte oversat til »Undgå at misse bolden for at få high score«, hvor f.eks. »Ram bolden for flest point« lyder mere dansk.

Først lige begyndt
Jeg savner også mere perspektivering i forhold til andre medier, til rødderne i brætspillene og omtale af de nye sociale spilgenrer via Facebook eller til, hvordan Google og særligt Apple har påvirket nutidens spilmarked med deres Android- og iPhone-smartphones.

Samtidig er der heller ikke fokus på spilindustriens utallige fiaskoer og fallitbo, hvilket gør ‘Replay’ til vindernes historiebog.

Historieks  adventurespil som 'Grim Fandango', der er foran for sin tid, men ikke hitter kommecielt nævnes også i 'Replay', men kun kort, da det primært er vindernes historier, der fokuseres på.

Men dette er billige skud, for trods alt er ‘Replay’ den mest opdaterede og perspektiverende gennemgang af computerspillenes historie til dato.

Så når bogen runder af med sætningen »Computerspil har langtfra sat sig mageligt til rette i en slags kreativ modenhed, men virker stadig som en kunstform, der først lige er begyndt«, så viser det også, at Donovans arbejde først lige er begyndt.

Det kræver sin historiker at holde styr på en kreativ tværmedial spilindustri, der konstant fletter sig sammen med filmen, bogen, kunsten, teatret og teknologien. Well played herfra og game on hr. Donovan – jeg glæder mig til fortsættelsen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken