Patrick Leis er for horror, hvad Lene Kaaberbøl er for fantasy. De har begge to en særlig, insisterende evne til at sandsynliggøre deres historier.

Da Patrick Leis var lille blev han smittet af Dennis Jürgensen-virusen. Nærmere bestemt universet omkring historien om ’Kadavermarch’. Og når han ikke laver andet – såsom bodypaint eller billeder – så broderer han bindstærkt videre på den tid, hvor de udøde flåede i de overlevende og gjorde dem til deres lige.

Det er en tid, som er både genkendelig og uvirkelig. Hele handlingen i denne nye knopskydning på to bind foregår i Ørslev på Midtsjælland. Og her lever endnu erindringen om det flystyrt i Andes, hvor man overlevede ved at spise hinanden.

Det tynde civilisationslag
Således rustet er det tid til at gå ind i ’Camp 41’.

Det er lidt som et fort fra det vilde vesten. Og det kan godt ende som i Alamo.

Nogle hundrede flygtninge og et par snese soldater bag pigtråd, omgivet af svuppende zombier, venter på at blive undsat af en stadig mere trængt centralmagt. I et mylder af korte nedslag tegner Patrick Leis et billede af indespærrede mennesker, desperation, vold og godhed.

LÆS OGSÅBarsk ungdomsbog forstår sin målgruppe

Uden at ryste på hånden blander han elementær spænding og malende myrderier med udvalgte hovedpersoner og et søskendepar, der ikke er af denne verden. Camp 41 rammes også af religiøst vanvid, mens kommandanten sætter flasken for munden. Udenfor svupper det.

Det er en usædvanlig veldrejet og ’creepy’ historie. Mareridtene står i kø for at komme til. Sproget er effektivt, rapportagtigt og med klar tale om, hvor tyndt civilisationslaget egentlig er.