Annonce
Annonce
Annonce
Bøger

Danmarks egen Tintin skrev en fantastisk rejseberetning

I 1928 sendte Politiken 15-årige Palle Huld jorden rundt som hyldest til Jules Verne.

Politiken synes
Politiken synes
Gem til liste

Året er 1928, Madsen-Mygdal er statsminister, børsen i New York er endnu ikke krakket, og inde i hjørnekontoret spørger chefredaktøren sig selv: »Hvordan fejrer Politiken bedst hundredåret for Jules Vernes fødsel?«.

Hans svar er lige så fantastisk, som det er oplagt, når man altså først har fået ideen: »Vi sender selvfølgelig en 15-årig knægt Jorden rundt! Ligesom Verne gjorde det i sin berømte bog om globetrotteren Phileas Fogg!«.

Ungarbejder i et automobilfirma

Men først skal knægten findes, og det er skønt at forestille sig, hvordan det mon var, da Palle Huld, som var ungarbejder i et automobilfirma, pludselig bliver hvirvlet ind i drengedrømmen over alle drengedrømme.

Den begynder, da en kollega stikker ham dagens avis. »Her er da lige et job for dig, Palle. En tur rundt om Jorden!«.

LÆS OGSÅ Tintin var i virkeligheden en dansk opdagelsesrejsende

Palle, der er ivrig spejder, læser artiklen og bliver fyr og flamme. Det samme gør flere hundrede andre drenge, der alle møder op på avisen samme eftermiddag. Den heldige skal ud over at være fyldt 15 år kunne klare sig på tysk og engelsk og have en attest med fra sine forældre på, at man har deres tilladelse til at tage af sted og er sund og frisk.

Prøven går fint. Palle, hvis søskende allerede er begyndt at kalde ham Phileas Pjok, sidder nu og venter ved telefonen.

Eventyrlig historie

Resten er historie - ganske ovenud eventyrlig historie, for ikke nok med, at ungarbejderen fik rejst kloden rundt i en tid, hvor det var småeksotisk bare at komme til Malmø.

Han blev også verdensberømt, fordi der, ganske som chefredaktøren havde forudset, er få historier, der er bedre end den om en ganske almindelig dreng, der pludselig får fribillet til hele verden.

Inspiration til Tintin

Og eventyret fortsatte, for som det vil være mange bekendt, fik Tintins skaber, den belgiske tegner Hergé med stor sandsynlighed ideen til sin saga om reporteren med den kække pandelok fra en artikel, han læste om Palles rejse.

Sikke en kædereaktion: En fantastisk roman fra 1878 afstedkommer en virkelig jordomrejse i 1928, som inspirerer til tegneserien over alle tegneserier, og i dag, på hundredeårsdagen for Palle Hulds fødsel, genudsendes så den skønne drengebog (m/k), som Palle selv skrev om sin frydefulde færd. Hvad bliver det næste?

Føler sig som millionær

Rejsen starter en uge senere. Palle får travlt med at forberede sig. Han står på hovedet i jernbane- og dampskibslister, og det viser sig, at den hurtigste rute er vestover.

Via Esbjerg til England, med skib over Atlanten til Canada, tværs over det store nordamerikanske land til Stillehavet og derfra til Japan. Fra kejserens land videre til Korea og Kina og gennem Sibirien til Moskva, Polen, Berlin - og hjem til Rådhuspladsen igen. Tog og skib er tilladt, det er forbudt at rejse med flyvemaskine.

Når han møder op i forretningerne for at købe ind, får han det meste foræret. Støvler, fotografiapparat, kuffert, sportstøj, et rejseapotek og en masse andet grej. Han føler sig som millionær. Alle har hørt om drengen, der skal kloden rundt.
Posering.  Palle Huld i Peking. Foto: Politikens arkiv
Formaningstale

Dagen inden afrejsen får han de sidste instruktioner fra avisen. Han får besked om at føre omhyggelig dagbog og om at telegrafere og skrive hjem.

»Til allersidst fik jeg en alvorlig formaningstale om ikke at drive den af og lave gale streger undervejs og komme for sent til toget. Det gjaldt først og fremmest om hele tiden at sætte det lange ben foran, så Phileas Foggs rekord kunne blive slået så flot som muligt«, skriver han.

Med et lille dansk flag hæftet på jakken er Palle parat. Allerede på Hovedbanegården får han en forsmag på den interesse, han kommer til at møde overalt.

Både mand og dreng

I London er pressen mødt talstærkt op: »Hvilken sport holder du mest af?«, »Har du husket tandbørsten?«, »Hvilken kvindetype foretrækker du?«.

På det sidste spørgsmål svarer han: »Jeg er kun 15 år, så det har jeg ikke tænkt på endnu«. Et morsomt og typisk eksempel på, hvordan Palle Huld, på én gang mand og dreng, både er meget mere og meget mindre moden end jævnaldrende af i dag.

I Jules Vernes roman er det et væddemål, der får Phileas Fogg til sammen med sin butler, Jean Passepartout, at kaste sig ud i sin berømte jordomrejse. Han vædder 20.000 pund med kammerater i Reformklubben i London.

Ikke Palle alene i verden

Palle rejser alene, men bliver på sine stop samlet op af Politikens korrespondenter eller ambassadeansatte, som avisen har varskoet i forvejen, så han på intet tidspunkt bliver Palle alene i verden.

På turen over Atlanten, der foregår 16 år efter 'Titanic's forlis, får han at vide, at han ikke må låse kahytsdøren, »for hvis skibet gik under mens jeg sov, var der ingen, der kunne komme ind og vække mig. Det var jo rigtigt nok, så det lovede jeg ikke at gøre mere«.

LÆS OGSÅ
Tintins danske muse er død

Han synes i øvrigt, at englænderne laver en »fæl« kaffe, og så bemærker han, at de har forlorne tænder. »Det kommer af, har han fået at vide, at de har dårlige maver - eller måske var det omvendt«.

En nat kommer skibet ud i et frygteligt stormvejr. Palle når næppe at få spist sin morgenmad, før han må op på dækket og aflevere sin »brækfast« igen, men der er også tid til at stå alene på dækket om natten og betragte stjernehimlen og lade sig fylde af saligheden over ikke at ane, hvad spændende nyt morgendagen bringer.

Rundt om Jorden

Rundt omkring gentager det sig, at politi- og toldbetjente spørger ham, hvor han skal hen. Hver gang svarer han frejdigt »Rundt om Jorden«, og hver gang måber de uniformerede myndighedspersoner, hvis de da ikke tror, han er fræk eller bims. Det varer, lige til de ser, at drengen skam har papirerne i orden.

Ofte sammenligner Palle sin egen tur med de dramatiske oplevelser, som Phileas Fogg blev kastet ud i, da han gjorde turen over Amerika i Vernes roman.

I Rocky Mountains støder han endelig på indianere, de er dog helt fredelige og lover ikke at tage hans skalp, selv om rødhårede skalpe er i høj kurs. 17 dage efter at han har forladt København, står Palle ved Stillehavet parat til at tage »oceanflyderen« 'Empress of Canada' fra Vancouver til Japan.

Han er imponeret over det luksuriøse skib. Skibets spisesalon er lige så flot som riddersalonen på Frederiksborg Slot, noterer han sig, ligesom han bemærker, at ingen mennesker vist er så forvænt med luksus som hvide mennesker i Østen. Han spiller tennis, spiser »icecream«, spiller vandpolo og fægter.

Da han en dag har begivet sig ned i lastrummet, hvor mindst 500 pjaltede kinesere opholder sig, får han skældud, fordi myndighederne på grund af smittefaren kan finde på at sætte skibet i karantæne, hvis de hører om hans besøg.

Smukke Japan

I Japan bliver Palle mødt af danskere fra Tokyo og Yokohama. På kajen står flere hundrede japanske spejdere og gør honnør for ham. Han bliver tiljublet, da han kører i rickshaw gennem byen.

Palle synes, Japan er det smukkeste land, han besøger på sin rejse, men det er også her, han oplever det pinligste: at have hul på strømpen, da han tager skoene af hjemme hos den berømte general Togo, som slog den russiske flåde i 1906.

Og han giver ikke meget for sushi. »Vi fik rå fisk som skulle dyppes i sojasovs. Det smagte udmærket, navnlig i begyndelsen, men da vi havde fået 12-13 forskellige slags fisk, begyndte jeg at blive lidt ked af det«.

Rejseplanen vakler

To-tre gange vakler rejseplanen, første gang, da han misser et tog i Canada, anden gang, da han i Japan får at vide, at han øjeblikkelig skal tage hen til sovjetkonsulatet, fordi der er vrøvl med hans pas til rejsen gennem Rusland.

Turen gennem »Bolsjevik-Rusland« går dog fint. I Kina er han blevet rådet af den danske direktør for ØK til at sende alle fotografier og film og dagbøger med posten hjem »for ikke at risikere at få vrøvl med bolsjevikkerne«, det gør han så.

Fra Sibirien, hvor han ser ulveflokke i horisonten, går det til løgkuplernes kirker i Moskva og videre til Polen, Berlin og Danmark - og Palle er cool. Ikke en eneste gang i løbet af rejsen bor han på hotel, og kun to nætter sover han i en seng, der står stille, ellers er hans nattelejer altid i bevægelse.

Medietække

Medievirakken håndterer han så pressevant som nogen popstjerne. »Efterhånden kunne jeg en hel lang lektie udenad, som jeg afleverede, hver gang jeg kom i lag med en ny reporter«.

Efter at have krydset Østersøen med skib er Palle i Danmark. Turen til København er et langt triumftog. Overalt vinker folk og råber hurra. Over Sjælland går det i en Cadillac.

Endelig fremme

Da flyderen svinger ind på Rådhuspladsen, mødes Palle af et hav af jublende mennesker. »Af alle rejsens 32.200 kilometer er de sidste 50 meter de værste«, skriver Palle, som er ved at blive »mast til pandekage«, inden han efter at have rejst i 44 dage, 13 timer, 53 minutter bliver afleveret bag avisens svingdør af to hjælpsomme politibetjente.

Endelig fremme! Den unge helt bliver modtaget af forældre og søskende, redaktør Viggo Cavling holder tale ud over balkonen, Palle får overrakt en kæmpe globus og siger tak til folkemængden fra Politikens balkon.

I tiden efter er der bud efter den unge helt fra mange lande. I Frankrig lægger han en krans på Jules Vernes grav. Vernes forlag trykker et enkelt eksemplar af 'Jorden rundt i 80 dage' i et fint rødt bind, hvor der med guldbogstaver står: »Til Palle Huld, Phileas Foggs overmand, der kun brugte 44 dage på at rejse Jorden rundt«.

I en tale siger en munk, at Palle Hulds rejse »har givet bevis for den lyst, der hos voksne altid er til at give en rask dreng en håndsrækning«.

Fordomsfri rejse

Lad undertegnede tilføje: Palle Hulds bog viser, hvor fordomsfrit man kan rejse i det fremmede. Hvor langt man kan komme med nysgerrighed, åbenhed, humor og høflighed.

'Jorden rundt i 44 dage', der indledes med et begejstret og manende forord af Troels Kløvedal, er en fornøjelig bog bestående af stemningsfulde reportager om alt det, en kvik ung globetrotter får øje på og tænker over.

Men bogens scoop er ham selv. Han er den væsentligste begivenhed, han repræsenterer det enestående, fordi det er ham, knægten med det ildrøde hår, der er Drengen, Som Er På Vej Jorden Rundt.

Palle Huld blev en meget gammel dreng. Jeg tænker, at hans eventyrlige rejse gav hans liv et godt fundament at stå på.

Bogen om hans gyldne færd anbefales på det varmeste og ikke mindst til vor tids unge internetsurfere: Gør som Palle, rejs ud!

-----------------

Rettelse: Vi skrev i en tidligere version, at Stauning var statsminister i 1928. Det var forkert. Han var statsminister i årene 1924-26 og igen fra 1929 til sin død i 1942.

PolitikenPlus
  • Ilt Fuck genbrug, fuck el-biler, fuck energibesparende fucking el-pærer! Medmindre uddannede, omsorgsfulde mennesker som os holder op med at lave børn, så er verden totalt fucking fucked.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 130 kr. Køb
  • Brahms & Sjostakovitj Den franske violinvirtuos Renaud Capucon er solist i Brahms' romantiske Violinkoncert. Sjostakovitjs 1. Symfoni er et af historiens mest overlegne debutværker, skrevet af et nyskabende og flabet geni.

    Pluspris fra 128 kr. Alm. pris fra 180 kr. Køb
  • Favntag En storbykomedie om håb, tab og frihed.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 195 kr. Køb
  • Asteroiden Oplev den internationale teaterfestival Asteroiden i den hyggelige natur på spidsen af Refshaleøen.

    Pluspris 225 kr. Alm. pris 300 kr. Køb
  • Anne-Cathrine Riebnitzsky Erotiske noveller, global kamp for demokrati og tolkning på russisk. Den forfatteruddannede Anne-Cathrine Riebnitzsky har været genremæssigt vidt omkring inden hun i 2013 fik De Gyldne Laurbær.

    Pluspris 156 kr. Alm. pris 195 kr. Køb