Fremragende romanforfatter forsvarer åndens eksistens

Måske er det vigtigste af alle filosofiens spørgsmål, om begrebet ’selv’ giver mening. Identitet, etik, politik og lederskab formes så meget af vores forestilling om dette fænomen, som vi ikke blot dagligt erfarer, men slet og ret er.

Forfatteren til den smukke roman ’Gilead’, Marilynne Robinson, har nu valgt at forsvare selvets eksistens som ånd i fire essays, og ånden som irreduktibel og lige så kompleks som det univers, vi i stigende grad forstår, at vi knap har forstået en tøddel af.

Ideen med at forsvare selvets eksistens, dybde og autonomi er ’opbyggelig’: »at de, der kontrollerer definitionen af sindet, kontrollerer definitionen af menneskeheden, kulturen og historien«, og at jo højere man sætter menneskets natur, desto mere forpligtes vi til at handle derefter – hvis vi lærer, at denne definition er sand.

Subjektivitetens autonomi
Denne opgave kræver først og fremmest en argumentation for subjektivitetens realitet, og afgørende indflydelse på alle aktiviteter, også i videnskaben; dernæst en argumentation for godheden, generøsiteten og altruismen som selvstændige motiver, og endelig en argumentation for erfaringens og lidenskabernes egen, kulturskabende virkelighed, hvis kulmination er religionen.

Denne lille bog er rig på perspektiver og skarpe, originale argumenter, herunder en fremragende socialhistorisk analyse af årsagerne til Freuds tænkning, og kun det vigtigste kan fremhæves.

Til forsvaret for subjektivitetens autonomi kan henvisninger til moderne fysik hjælpe, og Robinson benytter dem, men også sindets uendelige kompleksitet i dets religiøse formsprog og nedslag i teologi, filosofi og kunst er afgørende.

Argumentationen for menneskets oprindelige godhed behøver ikke den diskussion af Rousseaus ’gode vilje’, som hun går ind i, men kan bare henvise til selvopofrelsen i forrige århundredes krige eller den livsfarlige hjælp til Europas jøder, som enkeltindivider foretog.

Først og fremmest jagter Robinson de selvsikre populærvidenskabelige forfattere, der siden 1850’erne skrev inden for områder som befolkningsteori, sociobiologi, kulturbiologi, evolutionsteori, hjerneforskning, antropologi og neurobiologi, og som er kulturformere i dag.

Deres mestre er Darwin, Marx, Nietzsche, Freud, utilitaristerne og behavioristerne, der alle fortolkes funktionalistisk, og kan fortolkes således, fordi de flirter med et ’dyrisk’, materialistisk menneskebillede.

Skabt af evolutionen
Det betyder, at sindet reduceres til et centrum for kræfterne overlevelse, vinding, magt, seksuel tilfredsstillelse og nydelse, og at det græsk-kristne-humanistiske ideal om en indre, positiv modmagt, der kan balancere eller overvinde disse, hviler på selvbedrag. Den anvendte metode er oftest at slutte fra ’viden’ om dyreriget til egenskaber ved mennesket.

Robinsons modargumentation er genial og simpel: Selvfølgelig er bevidstheden fysisk, kød af kød, men sindet er en realitet, fordi »hjernen på niveauet for kompleks og nuanceret interaktion med sig selv bliver sind« og sindet er det indre faktum, som jeget forholder sig til.

Kritikerne af bevidsthedens faktum bekræfter den netop ved deres evne til overhovedet at kritisere.

LÆS OGSÅ Kampen mod ånden trækker på påstande om, at generne styrer alt.

Bevidstheden er en nyttig illusion skabt af evolutionen. Vi tænker og skaber uden at vide det for at tiltrække det andet køn. Selvopofrelse sker for at få status og sikre genernes videreførelse i slægten.

Dette forekommer med rette Robinson som selvmodsigende og skandaløst i forhold til historiens store faktum, og til forståelsen af kulturernes rigdom i lyset af de skabende individers ofte ret kranke skæbne. Selve motivet og følelsen altruisme bliver direkte overflødig og uforståelig i disse ’pop-kritikeres’ optik.

Fremragende

Men faktisk ofrer mennesker sig for andre. Hvorfor er vi så optagede af at bortforklare det og så skræmte af vores indre uendelighed? Det er et forbløffende faktum, at den moderne videnskab ikke har produceret nogen nævneværdig viden om menneskets psyke, men kemikalier til at manipulere den via kroppen. Er konklusionen da ikke, at det anderledes medium, ’ånden’, kræver en helt anden indfaldsvinkel? For ingen videnskabelig viden giver nogen som helst metoder til at blive herre i sit eget hus. Vi er overlevelses-, begærs-, magt-, og lystmaskiner, men vi er også meget andet. Dette ’andet’ kan vi slet ikke forstå, hvis vi ikke vil gøre det på dets præmisser. Kultur er også det rum, hvor sindet kan udforske sig selv gennem verdner, der får deres egen virkelighed. Kroppen er kun den nødvendighed, der gør friheden mulig. Denne fremragende bog har, en passant, meget til fælles med en anden fremragende bog af en kvindelig forfatter og filosof, Iris Murdoch, ’The Sovereignity of Good’ fra 1970 med samme ærinde.

Den anbefales som glædesblus i sommerkulden.