En familiesaga befolket af bevidstløse børn, udstødte fostre, rådne dyr og andre lig – sådan én er der kød på.

Skælvende, svedende, ildelugtende og dødt kød. Og lige så meget drama.

For når man som Trisse Gejl (f. 1968) bevæger sig ud i livets yderkanter, tager de udvalgte romanfigurer i levende live markant smag af alt det hurlumhej, der ligger før og efter tilværelsen på jord – de emmer af død og forgængelighed.

Ex deus ex machina
I ’Patriarken’, der dybest set handler om et far-datter forhold, er der frem for alt en hedengangen mor, der hænger som dødvægt om datteren Helles hals.

Hvorfor var mor nærværende og fraværende på samme tid? Hvordan kunne hun svæve så fint og let og meget svensk gennem det tordenvejr af en familiekonstellation, hun selv havde skabt?

Rundt om far Harald og datter Helle – der nok så despotisk er gjort til henholdsvis gammel anmelder og ung forfatter – cirkulerer en veg bror, en grønlandsk ægtemand og en forfjamsket svigerdatter foruden et par – meget symbolladede – børn.

Og som deus ex machina: en kærlig, familieløs kvindelig læge.

Overinformeres i forståelighedens tjeneste
Trisse Gejl, der har roste romaner i ryggen, bygger med dette persongalleri et bundsolidt skelet op, som hun behænger med alt godt fra den kærlige knudefamilies lager af konflikter.

Med hovedvægt på den charmerende faderbinding, der kan drive unge kvinder til vanvid og gamle mænd ud i øllet ensomhed. Og vel har hun næse for både komik og tragik ved såvel julefrokost som dødsleje.

Men hun gør sig selv en bjørnetjeneste ved at tænke personernes tanker til ende og følge karaktertegningens skematik fra punkt til prikke: læseren overinformeres i forståelighedens tjeneste!

Fremmedangstens årti
Der er ganske vist passager – især i Helles historie, som udgør den ene af de tre fortællevinkler – hvori sproget ligesom trækker den årvågne forfatter på vildveje og lader en hel personlighed folde sig ud på må og få.

Det er godt. Det gør godt. Og giver læseren fornyet håb om en overraskende slutning, der for alvor gør den lurende sentimentalitet til skamme.

Men forfatteren kan ikke nære sig. Der skal bindes nogle kønne sløjfer, også dér hvor de egentlig ikke klæder den omhyggelige og tidstro realisme.

Med ’Patriarken’ leverer Trisse Gejl en gedigen luns prosa om lokale værdier og dæmoner hos familien Danmark her i fremmedangstens årti.

Jeg glæder mig til at læse næste roman, hvor forfatteren forhåbentlig tør give mere køb på forståelighed og genkendelighed. Til fordel for sproglig og menneskelig utilregnelighed.