På onsdag udgiver forlaget Tiderne Skifter bogen Det farlige liv om Karin Michaëlis af Merete von Eyben.

Nu, hvor det, der ville have været ekstremt for 100 år siden, er blevet normen, og det mest opsigtsvækkende, en kvinde kan foretage sig, er at gå hjemme med sine og en mandlig partners fælles børn, er det interessant at blive mindet om dengang, det hele var omvendt.

Med andre ord om vilkårene for kvinders følelser, økonomi og seksualitet før 2. verdenskrig. Masochisme og incest er kerneordene, så er De advaret ...

Blixen, Thit og Michaëlis
Karen Blixen og Thit Jensen er velkendte kvinde- og forfattermodeller, men Karin Michaëlis (1872-1950) hører naturligt sammen med dem i et trekløver. Hun udgav 65 bøger og et hav af artikler samt rejste med foredrag på både tysk og engelsk. (Hendes tyske var hurtigt flydende uden småligt hensyn til grammatik, og alle fandt det fortryllende).

Karin Michaëlis fik sit første gennembrud i 1902 med romanen ’Barnet’, der blev begejstret anmeldt af Herman Bang. ’Barnet’ er en døende pubertetspiges dagbog, der beskriver forældrenes spillen komedie for hende og manglende evne til at nå hinanden før efter hendes død. Der er i forfatterskabet flere eksempler på en slags dødskult eller ’nekrofil kærlighed’, til f.eks. en afdød ægtefælle eller barn.

Hvor Michaëlis i sine første bøger især behandler kvindens første overgangsalder, kønsmodningen, gav hendes andet gennembrud – der var fire! – navn til den modne kvindes overgangsalder og dens tabuiserede seksualitet. Bogen ’Den farlige alder’ udkom i 1910 og vakte stor opstandelse, solgte en million eksemplarer på endnu flere sprog end de tidligere bøger (86.000 på tysk i de første to uger!) og blev filmatiseret i både Danmark og Tyskland, sidstnævnte med Asta Nielsen i hovedrollen. I Frankrig inspirerede den Colette, naturligvis.

Frie, uforfærdede Bibi
Der var hele livet flydende grænser mellem Karin Michaëlis’ eget liv og hendes fiktion; hun brugte sine egne kærlighedsaffærer i omskreven form i romanerne, og hun løj glad og gerne om sin biografi, hvis det højnede effekten af historien.

I 1924-30 fik hendes fembinds erindringsroman ’Træet på godt og ondt’ en stor læserskare, og det samme gjorde i 1929-39 pigebogsserien om den moderløse, frie og uforfærdede Bibi med den fjerne far – en klar (og af Astrid Lindgren anerkendte) forløber for Pippi Langstrømpe.

Karin Michaëlis besøgte såmænd også Sovjetunionen og deltog i rædselsåret 1937 i en antikrigskongres i Amsterdam. Samme år skrev hun fremtidsromanen ’Den grønne ø’ – modelleret over hendes eget tilholdssted Thurø – hvor de overlevende børn efter en naturkatastrofe tager magten og indretter en kommunistisk utopi.

I Karin Michaëlis’ optik var selve det at blive voksen og opdraget en form for undertrykkelse, og hun mente hele sit liv, at verdens krige (hvoraf hun var tæt på to) og elendighed skyldtes, at det voksne menneske har mistet barnets medfødte godhed og uskyld. Her var hun uenig med sin nære ven Bertolt Brecht, for hvem de kapitalistiske markedskræfter er det, der får mennesker til at udnytte hinanden. Brecht og hans kone Helene Weigel er de mest prominente af de mange tyske flygtninge fra Hitlerstyret, Michaëlis gav husly på Thurø. Hun havde allerede i 1918 støttet Helene Weigel i hendes skuespillerdrømme.

Fest og fattig død
Karin Michaëlis’ 60-års dag i 1932 blev fejret i Wien med PEN-festbanket og fakkeltog. Hun havde efter Første Verdenskrig været central i at sikre underernærede ’wienerbørns’ ophold i Danmark. Det var også i Wien, hun i progressive skolekredse blev venner med Rainer Maria Rilke, Oskar Kokoschka (som tegnede hende), Robert Musil, Anna Freud og Lou Andreas-Salome.

Selv lå hun i næsten fast rutefart med foredragsrejser til Tyskland, hvor hun havde store indtægter, men hun kom i fare efter Hitlers magtovertagelse og efter en foredragsrejse i 1939 blev hun i USA lige til 1946. (Udenrigsminister P. Munchs kone havde advaret hende i et kryptisk brev.)

I USA var flere af Karin Michaëlis’ tyske venner i landflygtighed, blandt andre Albert Einstein og familien Mann, og Brecht og Weigel gjorde i Californien gengæld for Thurøopholdet. Men hendes tyske indtægter var det slut med, og de europæiske var utilgængelige. Ved hjemkomsten fik hun en medalje af kongen, men blev hurtigt glemt og døde i fattigdom fire år efter.

Michaëlis og mændene
Karin Michaëlis’ livsforløb er farverigt og usædvanlig internationalt. Men Katharina Marie Brøndum blev født i, hvad Dansk Biografisk Leksikon kalder »et fattigfint provinsmiljø« i Randers. Faderen var telegrafkontrollør, men svagelig, og moderen skaffede en nødvendig ekstraindtægt til forsørgelsen af de efterhånden fem børn ved at sidde om aftenen og nætterne og lave kranse og blomsterdekorationer til det bedre borgerskabs mærkedage.

Når datteren, der først ved debuten tog navnet Karin, afleverede blomster for moderen, fik hun efter sigende indblik i mange ulykkelige ægteskaber bag de lukkede døre. Det blev måske bestemmende, for der findes vist ikke et lykkeligt ægteskab i hele Karin Michaëlis’ produktion.

Sit efternavn fik hun, da hun – efter nogle år med spilleundervisning og ansættelser som huslærerinde – i 1895 giftede sig med den syv år ældre flotte kvindebedårer og anerkendte unge digter Sophus Michaëlis. Og det ægteskab var i hvert fald i de første år tilsyneladende lykkeligt, indtil hans utroskab tog overhånd.

Siden havde hun et mindre heldigt ægteskab med en norsk-amerikansk økonomiprofessor, som slet ikke kunne klare mosten med en rejsende litterær skandaleberømthed og blev både fordrukken og siden nazist efter at have forsøgt at tilpasse sig ved at blive diplomat. For på Washington State University kunne lærerne ikke have sådanne koner. Charles Stangeland (1881-1942) virker hverken særlig sympatisk eller stærk, men kunne nok være et psykologisk studie værd. Han tabte ret hurtigt magten over fruen.

Den nok vigtigste mand i Karin Michaëlis’ liv var forlæggeren Peter Nansen, direktør for Gyldendal og gift med skuespillerinden Betty Nansen. Men forholdet mellem ham og den forelskede, men absolut ikke traditionelt smukke Michaëlis forblev flirtende og erotisk antydet, og måske derfor varede det hele livet.

Ofre og manipulatorer
Karin Michaëlis fik aldrig børn. Og noget må være gået galt i hendes egen barndom i Randers. Men hvad? På sine gamle dage boede moderen hos Karin Michaëlis, der skrev kærligt og indforstået om hende, selv om man i Karin Michaëlis’ tilfælde aldrig kender grænsen mellem fakta og fiktion. Men forfatterskabet vrimler med onde, kolde mødre, der er jaloux på deres døtre eller har seksuelle forhold til deres sønner. Alternativet er unge pigers forhold til deres far samt forhold, hvor en ung pige enten frivilligt eller af tvang bliver ’givet bort’ til en ældre mand i en magtfuld faderposition.

I forholdet mellem ægtefæller er børnene enten et incestuøst projekt eller en hindring for forældrenes egen eksklusive intimitet, og faderen, moderen eller begge hader deres børn for at være i vejen eller er i det mindste jaloux på dem ...

At de kvindelige hovedpersoner og/eller fortællere i Karin Michaëlis’ bøger finder sig i, ligefrem opsøger eller sågar skaber disse katastrofer, skyldes deres iboende masochisme. En masochisme, der måske nok er naturgiven, men også fremelsket af de patriarkalske og kapitalistiske normer, der gør manden til køber og kvinden til en handelsvare, og som forkvakler hende i en grad, så hun også selv forsøger at sælge sig dyrest muligt for at blive forsørget bedst muligt.

Men så er det, hendes egen seksualitet kommer på tværs, for den tiltrækkes af upassende partier, for eksempel hendes egen søn. Det lyder outreret og er det ved gud også, men at dømme efter furoren og salgstallene må det have appelleret kraftigt til kvinderne i de patriarkalske kernefamilier i de små og især lidt større borgerlige hjem.

Vistnok alle Karin Michaëlis’ bøger har kvindelige ofre og manipulatorer uden selvindsigt som fortællere. Den manglende selvindsigt afsløres indirekte, og fortælleren er derfor, hvad der med et fagudtryk hedder ’upålidelig’. Det får moderne forskere til at kalde forfatterskabet postmodernistisk og ironisk – noget der forekommer denne læser at være et figenblad, der er hentet lovlig langt ude.

Inspiration for feminister
Men som psykologiske case stories og sygehistorier er romanernes kvinder interessante, og de er da også blevet brugt af blandt andre psykoanalytikeren Melanie Klein samt af adskillige feminister. At Karin Michaëlis hurtigt efter sin død blev glemt og stadig står i skyggen af Thit Jensen og især Karen Blixen, skyldes nok det forhold, som Georg Brandes begræd i et brev til hende: »Hvorfor vil De være Dødsfjende af god Smag og af det, man i gamle Dage uskyldigt kaldte Skjønhed?«.

Til gengæld tog hendes bøger emner op, som kun lige var blevet formuleret af dr. Freud nede i Wien, og som Karin Michaëlis i de tidlige 30’ere var den eneste danske forfatter, der var påvirket af.

Karin Michaëlis var efter alle vidnesbyrd at dømme en såre elskelig person med empati og livskraft, impulsiv varme og charme, energi og generøsitet. Hun tjente i perioder styrtende med penge og brugte dem lige så hurtigt igen, især på godgørenhed, både organiseret og individuelt. Det er Karin Michaëlis, der er forbilledet for Brechts ’Det gode menneske fra Sezuan’. Hver gang hun manglede penge – og det var tit – kunne hun sætte sig og producere noget.

Livsmodet forlod hende aldrig – hvilket står i kontrast til mængden af selvmord i hendes bøger.