Island har sin egen fabulerende fortællekunst, en slags nordisk magisk realisme, og det er den tradition, Gudrún Eva Minervudóttir indskriver sig i med roman ’Yosoy’. Romanens undertitel siger lidt mere: ’Skrækteatret ved verdens ende’.

Dette skrækteater et stykke uden for Reykjavik er en bizar blanding af pornografisk kropsteater og cirkusnumre. Hertil ankommer smertelægen Olafur Benediktsson for i al hemmelighed at observere. Han er sendt af den belgiske Madame Louise. Først til sidst erfarer man hendes interesser i det.

Ikke så let at få fat på
Omkring Olafur grupperer en række mildt sagt mærkværdige personer sig. Et par optræder med pornoshows på skrækteatret, hvis formål det er at få folk til at gyse over grænseoverskridende eller halsbrækkende numre.

Og så er der drengen Joi, der ikke kan føle smerte. Det kan knivkasteren udnytte. Joi får indopereret nogle stålbokse i maven med huller til knivene, så kun huden beskadiges. Efterhånden bliver Joi med det maltrakterede maveskind en stor stjerne med al den skade, han kan gøre på sig selv, endda blotlægge hjertet på scenen.

Hvor romanen egentlig vil hen med den slags, er ikke så let at få fat på.

En af forklaringerne på, at folk vil se den slags underholdning, er, at andres overmenneskelige mod og udholdenhed »fremkalder en svimlende sejrsfølelse hos én, som om man har overvundet sin egen angst og overskredet sine egne grænser for, hvad der er menneskeligt muligt«.

En anden lyder, at tilskuerne er så lettede, at de nærmest svæver hjem, som om de selv har undsluppet en stor fare.

Forløfter sig på stoffet
Bag romanens omstændelige indpakning ligger en undersøgelse af smerte, der repræsenteres på en anden måde af Olafurs nabo, en tiårig pige, der i modsætning til Joi altid har ondt.

Og så lider hun under, hvad hun kalder »den anden pige«, som hele tiden er sammen med hende. En fantasiskikkelse, men der er også en svulst i Elins mave. Hvad dette fører med sig, skal jeg ikke afsløre.

Gudrún Eva Minervudottir får samlet trådene til sidst efter et hav af små kapitler med overskrifter À la »Olafur får at vide, hvad der er i vejen med Elin«, eller »Joi vil gå endnu videre, nedbryde grænserne«.

LÆS OGSÅNorsk børnebog er lidt for voksen

Som bekendt fungerer den gamle teknik opsummerende og nysgerrighedsvækkende. Det er også nødvendigt i denne bog. Forfatteren er ambitiøs i sin fremvisning af et grotesk menneskeligt univers med omdrejningspunkt i dette skrækteater, der bliver indbegrebet af publikums behov for gys, for et kick og eventuelt tilfredsstillelse af skjulte tilbøjeligheder.

Hun kan noget med sproget, som når hun skildrer den smertefri Jois sidste grufulde optræden på scenen, hvor han pludselig begynder at kunne mærke noget.

Men hun forløfter sig på stoffet. Et godt cirkusnummer er kort, med nøje dosering af spændingen, skrækken, ophidselsen. Nu er en roman ikke et cirkusnummer, men man griber sig i at ønske, at hun havde overført lidt af teknikken til det, hun skildrer.