Historien slås muntert an, verden ifølge lektor Blomme, i det her tilfælde er lektoren bare en kvinde, biologilærer Inge Lohmark, og højst nutidig, på den lidt gammeldags tyske måde.

Ikke om hun kan fordrage de møgunger, slatne, pubertære repræsentanter for racen og den igen i en sørgelig tilbagegang. Degeneration, som det hedder i fagsproget.

Oven i det hele skal hendes skole lukke, Charles Darwin-gymnasiet har optaget sin sidste klasse. Bastionerne falder, fløjlsmavernes og svagpissernes regime venter.

Naturen har altid ret
Sarkasmen a la Scherfig er gennemført, ond og komisk i alle retninger, det vil sige ikke kun på bekostning af lektor Lohmark.

Eksempel, ydre scene: Den elevleflende billedkunstlærer vil udskifte lektor Lohmarks gopler med Manets åkander. Åh, skal vi ikke forskønne det hele lidt, fru Lohmark! Indre scene, fru Lohmark om billedkunstlæreren: »Hun dirigerede og svingede med armene. En kort kjole over cowboybukser. Grib mig, jeg er foråret«.

Så tager det en drejning. De korte sætninger, en mellemting mellem piskeslag og skalpeller, røber langsomt en mere sammensat historie. Vi er i det østlige Tyskland, DDR-tiden spiller en rolle som et – set med lektor Lohmarks ubønhørlige blik – idealistisk vrøvleprojekt, alt det modsatte af naturens logik.

LÆS OGSÅKulsort nobelprismodtager kan også være morsom

Det er det samfundsmæssige perspektiv, romanen anlægger, de forliste utopiers lidt pinlige historie, grib mig, jeg er foråret!

Efter de tågede drømmerier er fulgt stenhård virkelighed, affolkning, forfald, store dele af den foretagsomme industrikultur taget tilbage af naturen, om et øjeblik på ny sprunget i skov. Det er Charles Darwin-gymnasiets virkelighed, som lektor Lohmark tager til efterretning. Naturen har jo altid ret.
Hovedløs.  For karakteren lektor Inge Lohmark er giraffens hals det bedste eksempel på darwinismens gyldighed. Foto: Illustration fra forsiden af bogen
Naturhistorisk foredrag
Der er også det personlige perspektiv. Fru Lohmarks fraværende mand, optaget af sin strudsefarm, og især datteren Claudia, på trettende år forskanset i sit eget liv i USA, siger os noget om, hvad fru Lohmark har sat over styr med et liv levet efter den naturlige selektions strenge principper.

Det sidste lidt firkantet? Ja, nok. Historien om den kvindelige elev, som fru Lohmark udvikler varme – seksuelt tonede – følelser for, der igen spejler forholdet til den svigtede datter, lidt for pædagogisk? Tjoh, muligvis.

LÆS OGSÅStorpralende amerikaner er den nye Dostojevskij

Til overflod afrundet med en omgang høvdingebold, hvor de svage plaffes ned efter tur. Dem, der ikke som giraffen kan strække halsen og nå de højest siddende blade. De slet ikke egnede.

Ja, tjoh og alligevel ikke, for der er en drejning mere. Plot, familieulykke og lektor Blomme-sarkasme er vel godt nok, men får først for alvor – foruroligende ubestemt – mening med romanens lange naturhistoriske foredrag.

Naturen er ligeglad med dig
Det fylder det meste, side for side, fru Lohmarks slående billeder af bakteriekulturer og urfugle, langhalsede kæmpeøgler og slimet ursuppe, bundet sammen til et skønt evangelium om tavs, magtfuld natur og til en sang til goplerne, skabelsens følelses- og bevidsthedsløse fuldkommenhed.

Det er skrapt. Pointen er, at det faktisk er skønt og bevægende, pointen er også, at det på en suveræn måde gengiver fru Lohmarks stolte og størst tænkelige ensomhed.

LÆS OGSÅFremragende romanforfatter forsvarer åndens eksistens

Man kender det godt, men oplever det forskelligt. Så stor naturen er. Så ligeglad den er med dig.

Der er gode bøger, og så er der gode bøger, der sprænger både deres eget og læserens perspektiv.

Jeg synes, Schalanskys roman gør det sidste.