Klokken er lidt i otte om morgenen på Østerbro. På handelsgaden Nordre Frihavnsgade er natteroen blevet afbrudt af myldretidstrafikken. En bildør, der åbner sig, en hård opbremsning, to ladcykler, der venter på at kunne overhale en bus, og en cyklist, der i høj fart suser forbi en mor med sin datter i hånden. Det lader til, at alle kun når helskindede frem, fordi de har en veludviklet sans for timing.
Vi befinder os på Københavns længste cykelgade, hvor man siden 2022 har gennemført en større ombygning for at forbedre oplevelsen for cyklister. Utilfredsheden har haft rod i vejens centrale placering og den store mængde trafik på en relativt smal vej, hvor lastbiler læsser varer af, og forældre afleverer børn i skole. Renoveringen har kostet næsten 30 millioner, men virker ikke til at have opfyldt sit formål.


























