Anne Carson har med ’Nox’ skabt et digterværk i tre dimensioner, et skønt og læsbart kunstobjekt, som peger i mange retninger.

Før man kommer ind til den rustikke kollage af tekst, fotos, frimærker, udklip, stumper af håndskrevne breve og tegninger, som tilsammen udgør hendes elegi, må man åbne den lille kistelignende æske, som det hele ligger i.

Når man har løftet selve bogen ud af æsken, opdager man, at siderne hænger sammen på harmonikamanér. Bogen er ét langt stykke foldet papir.

Udgangspunkt i latinsk tekst
’Nox’ betyder ’nat’ på latin, og man fornemmer hurtigt, at Carson mistede den bror, hun digter om, lang tid før han døde. Det er deres fælles barndom, som gør, at hun overhovedet kan trække på erindringer om ham, der var fire år ældre.

Han flygtede fra en fængselsdom, strejfede omkring i Indien og Europa på falsk pas, hun hørte kun fra ham fem gange på 22 år, også hans fysiske død kom sent til hende:

»Da min bror døde (pludseligt) gik der to uger før hans enke fandt mit telefonnummer mellem hans papirer. Mens jeg fejede min veranda og købte æbler og sad ved vinduet om aftenen med radioen tændt, kom hans død langsomt vandrende mod mig over havet«.

LÆS OGSÅAidt romandebuterer med smågenial undersøgelse af livet

Carsons greb i ’Nox’ er, som hun har gjort i tidligere værker, at kombinere nyt med gammelt. Den bærende tekst i ’Nox’ er således Catuls digt nr. 101, hvori han mindes sin afdøde bror.

Det rørende latinske digt gengives i sin helhed på en bund af gulnet papir. På de følgende mange venstresider har Carson forfattet leksikalske forklaringer på hvert enkelt af ordene i Catuls digt, mens hun på højresiderne overfor skridt for skridt udfolder sin egen udforskning af, hvad det vil sige at miste, og af, hvad sorg kan være:

»Ord kan ikke tilføje noget. Ligegyldigt hvordan jeg forsøger at fremmane den stjernestrøede dreng han var, forbliver det en ganske enkel, besynderlig historie. Så jeg begyndte at tænke over historie«, hedder det på den første højreside.

Enestående
Den afdøde bror forbliver et mysterium. Han forbliver den anledning, som satte hans søster, sprogmennesket, kunstneren, i gang. Resultatet ligger langt fra sorgarbejde.

Den eneste, man oplever som sørgende i grådkvalt forstand, er de tos fælles moder. Hun hører intet fra sønnen i syv år og regner ham for død lang tid, før han faktisk går bort. Brevfragmenter udtrykker hendes smerte.

»En bror ender aldrig«, hedder det sted, og denne formulering, rummer vel projektets konklusion. Det smukkeste ved ’Nox’ er det billede af tab, på en gang dybt og underligt flygtigt, som Carsons værk skaber.

Søskende har hinanden under huden. Man er for så vidt ét, og så kan der alligevel være disse enorme afstande, lysår, som opstår, fordi man ikke kom til at dele liv.

LÆS OGSÅStrålende roman gengiver den størst tænkelige ensomhed

Anne Carson holder af at kombinere klassisk litterære forlæg med egne poetiske påhit. Som udforsker af sprog og følelser er hun vild og vovende. Med ’Nox’ har hun skabt et helt særligt, ja, enestående værk, hvor de gensidigt befrugtende analytiske og lyriske greb skaber deres helt egen samklang.

Den danske udgave er fornemt udført, selv om den ikke har den taktile stoflighed, som det originale værk må besidde med alle dets utallige følbare forskelle i materiale og papirtykkelser. Og Peter Højrup, Martin Larsen og Pejk Malinovski har flot fanget den krævende originalteksts skiftende stemningslejer, fra tørt og leksikalt til det henført poetiske.

Broderens aske blev spredt over vandet, men ligesom i sin tid Catul gjorde det, skabte hans søster et gravmæle, som ærer hans minde og betoner vigtigheden af, at mennesker husker at ses – mens de kan.