Da jeg hørte, at den svenske forfatter og oversætter Ulf Peter Hallberg havde skrevet en samtalebog med den store og nyligt afdøde svenske skuespiller Erland Josephson, blev jeg ærlig talt lidt bekymret for, at Hallberg havde solgt ud – samtalebogen er ikke en genre, jeg forbinder med en mand, der oversætter Shakespeare og skriver intellektuelle essays om europæisk kunst og kultur.

LÆS OGSÅErland Josephson er død 88 år gammel

Men da jeg sad med bogen i hånden, blev min bekymring hurtigt gjort til skamme.

Genren ’samtalebog’ løftes her til litterære højder i en blanding af fiktion og dokumentar, dialog og fantasi.

Titelbladets genreangivelse er ’kunstroman’. Og den særlige og charmerende tone af alvor med humor slås an allerede med titlen: ’LIVETS MENING og andre bekymringer’.

To suspekte besættere
Rammen er denne: Hr. Josephson og »Mister Test« (Hallbergs alter ego) flytter for en periode ind på »Det Kongelige Teaterslot« for gennem samtale at udforske livets mening.

De spiser i kantinen, omgivet af skønne skuespillerinder, de sover i tårnværelset, de ser Bergman- og Tarkovskijfilm (med Josephson på rollelisten) i »Kinematografen«, som bestyres af en halvmytisk »maskinist« (som sammen med benævnelsen af teatret som »Slottet« giver bogen et strejf af Kafka).

De hjemsøges af kælderens spøgelser: Strindberg, Bergman og hele flokken af svenske pragtskuespillere fra det 20. århundrede: Lars Hanson, Allan Edwall, Margareta Krook, Eva Dahlbeck, Gunn Wållgren.

Udefra forsøger en oprørt folkemængde at storme teatret, i raseri mod den elitære kunst. I aviserne betegnes Josephson og Mister Test som »to suspekte besættere«.

Så er scenen sat: to anakronistiske kunstelskere isoleret med fortidens spøgelser i et slot, som folkemængden hader.

Mere end en elitær-aristokratisk bliver det en ydmyg-humoristisk tilkendegivelse af, hvordan den verden af Shakespeare og Tolstoj og Tarkovskij og Bergman, som for de to samtalepartnere er alt, måske bare er en boble i historien. Men vi er stadig nogle, for hvem denne boble rummer hele universet.

Kollektiv scene
Dialogen mellem skuespilleren og forfatteren udspiller sig i seks små stykker, som hver består af fire akter og et mellemspil.

Stykkernes overskrifter angiver de underspørgsmål, som spørgsmålet om livets mening afføder: ’Hvad er meningen med alle disse øjeblikke?’, ’Hvad er meningen med al denne uro?’, ’Hvad er meningen med vores beredskab?’, ’Hvad er meningen med døden?’, ’Hvordan kan fortiden eksistere?’, ’Hvad ser du dernede i mørket?’.

Dialogen er gennemsprængt af litterære citater og referencer, men det betyder ikke, at Josephson bliver en rent fiktiv person i en tekstmosaik.

Bogen leverer tværtimod et fint karakteriserende portræt af denne usædvanligt intelligente skuespiller: hans særlige stemme, hans humor, hans veltalenhed, hans store kærlighed til teaterkunsten, den grundtryghed i hans væsen (indgydt ham i barndommen af en elskelig tante), der gør, at han kan drømme de uhyggeligste drømme uden at opleve dem som mareridt.

Mødet mellem Mister Test og Hr. Josephson er mødet mellem to mennesker, der har valgt to forskellige scener for deres udforskning af tilværelsen: kammeret og teatret: »I mit kammer stod jeg i kontakt med alt.

Det gjaldt ikke Hr. Josephson! For ham var teatret lig med eksistensen. Det var hans svævende skikkelses konkrete bolig«. På den måde bæres dialogen også af tagkammerfilosoffens fascination af skuespilkunsten, af muligheden for at give sin tænkning en anden, mere kollektiv og kropslig scene.

Som Josephson citerer Ingmar Bergman for at sige til sin trup: »Nu skal vi fanden gale mig i dybeste fællesskab gestalte menneskets ensomhed!«.

Mere om at elske
Og hvad er så meningen med livet?

Det får vi nogle elokvente bud på.

»Spørgsmålet om livets mening er som tragedien. Ikke at kunne få svaret er en del af meningen«, siger Josephson et sted. Et andet sted spørger Mister Test: »Så livets mening er ikke et problem man løser, men en måde at forholde sig på? En metode til at komme opad fra det absolutte nulpunkt?« – og Josephson svarer: »Hvis livet er tomt, så forsøger man at fylde det med noget, nøjagtig som når der ikke er mere mad i køleskabet«.

LÆS NEKROLOGBergman - den store svenske ener

Filminstruktøren Tarkovskij citeres for at udnævne »kærligheden og ofret« til livets egentlige mening. Samtidig udnævner han kunsten til en kærlighedserklæring, der spejler denne mening.

Jeg ville egentlig godt have hørt de to herrer tale mere om kærligheden. Når talen falder på »at elske«, kommer det til at handle om at elske farver og landskaber. Ikke om at elske et andet menneske.

Æstetisk eskapisme lige fra hjertet
Først og sidst sidder man tilbage med fornemmelsen af at det, som giver livet mening, er kunsten.

Som Josephson beskriver glæden ved kunstoplevelsen: »Den stille glæde ved at få lov til at forlade alt det andet, hverdagens slid i dens klima af mørke og had, åget af tvang og bekymringer«.

For ti år siden ville jeg nok have fnyst af en sådan formulering og anklaget den for æstetisk eskapisme. I dag er den som talt ud af mit hjerte.

Og det er netop en sådan ’stille glæde’, Hallbergs kunstroman giver sin læser.