Dæmoniske helte er altid mere sejlivede end de rene af hjertet.

Således mangler vi dødsattest på både Odysseus, Greven af Monte Christo og Philip Marlowe.

Og komplicerede fyre, som kaptajn Nemo og Sherlock Holmes, blev sågar vakt op fra de døde, da læserne nægtede at se deres grave i øjnene.

Dette synes også at gælde for vor venstresnoede greve og dræbermaskine, den vidtbefarne Carl Gustav Hamilton, der efter at have mistet hele sin familie, tog en terminal hævn og så gik under jorden, hjulpet af FBI’s vidnebeskyttelse, med dæknavnet Hamlon.

Gåselever og sauterne
Thi nok er Hamilton en rød (vejr)hane, men han har samtidig gode og mægtige venner i den vestlige verden.

Han vil som en sand rationalist med accent af det romantiske helst have det bedste fra begge verdner og beholde den røde kappe på begge skuldre.

Spise gåselever og drikke sauterne og samtidig gå til foredrag i café Rosa Luxemburg.

Fra antikkens vendekåbe til dobbeltagten
Sådan møder vi for første gang for tyve år siden vor antihelt i Jan Guillous ’Coq Rouge’, hvor greven klart giver partiet som Folkehjemmets egen James Bond. Nok i tjeneste for Sverige, men også i et grænseoverskridende korstog for jordens salt. Underlødigt og urealistisk?

Men er det egentlig ikke adelsmandens ældste aristokratiske privilegium? Aldrig ejet af et fædreland, endsige en nation, derimod pleje internationale interesser, diverse gæstevenskaber og en vidt forgrenet stamtavle?

Fra antikkens vendekåbe Alkibiades fra Athen til dobbeltagenten Kim Philby fra Cambridge.

Det hemmelige kontor
Greve Carl Gustav Hamilton blev født for ca. 51 år siden. Ind i en adelig og velhavende, men ikke decideret svensk familie. Som navnet signalerer er Carl af skotsk afstamning.

Hans forfædre ankom til de nordiske slagmarker som professionelle slagsbrødre og statsmænd. Faktisk besøger Carl Gustav i sin niende roman, I hendes majestæts tjeneste’ fra 1996, hele sin højadelige familie oppe i Skotland.

I 1977 ved afslutningen af sin værnepligt og med den rette opdragelse for en mand født til at skulle færdes på de bonede gulve, hyres Hamilton af det svenske efterretningsvæsen.

Eller mere præcist, et kontor, der er så hemmeligt, at offentligheden ikke må få nys om de ansattes gøren og laden. Denne afdeling opererer nemlig i udlandet ved hjælp af statsautoriseret sabotage og legale likvideringer.

Vi lykkelige få, vi bånd af brødre
Som et led i uddannelsen bliver han sendt til Amerika for at blive forvandlet til en af verdens mest professionelle elitesoldater med de berømte SEAL-vinger på matrostøjet. Hertil kommer, at Carl taler russisk, tysk og engelsk flydende.

Han har sort bælte i at dræbe lydløst, kan skille, samle og skyde et dusin forskellige håndvåben og både læse søkort og styre et skib. Kort sagt, han kan flække en skalle med samme skødesløshed, som vi andre bruger en tandstik på gebisset.

Det går der så ti romaner med, fra 1986 til 1996. Plus en lille sag om hvorfor Hamilton blev til Hamlon. Interessant nok, den senere forfatter til romaner om middelalderens tempelriddere, har allerede med sin saga om sin svenske spion skabt en slags moderne ridderorden på tværs af landegrænser, et maskulint og elitært frimureri i kamp for det gode.

Jan Guillou gentager også i ’Madame Terror’, Shakespeares og kong Henrik den femtes berømte ord til sin lille hær før slaget ved Agincourt: We happy few, we band of brothers’ (Vi lykkelige få, vi bånd af brødre).

Venstreorienteret voldsromantik?
Romanernes tematiske skisma er lagt ned i teksten fra begyndelsen. Hvordan kan en sådan mand, en statsansat dræber undgå at blive afstumpet? Det kan han heller ikke og hans længsel efter et borgerligt liv ender tragisk. Alle hans nærmeste bliver dræbt af den sicilianske mafia! Hamilton tager loven i egen hånd, afslører dog sig selv og går så under jorden i La Jolla i det sydlige Californien, hvor Raymond Chandler levede og især døde.

Kritikken har været der fra start i skikkelse af et kobbel konservative gravhunde nede i Mikkel Rævs hule. Er der i bund og grund ikke tale om venstreorienteret voldsromantik, sværmeri for en eller anden infam socialisme?

Guillous mange modstandere vil også i ’Madam Terror’ blive bekræftet i deres fordomme om venstrefløjens aldrig ophørte forelskelse i det den gang mægtige Sovjetunionen.

Undersøisk sørøveri
Hus forbi, fascinationen er reelt den samme som man finder hos en Jules Verne og en John le Carré. Nemlig følsom, men fordomsfuld forgabelse i det store slaviske rige med døde sjæle, nostalgiske herremænd, vemodige kirsebærtræer og traurige poeter, tilsat heroisk menneskeforagt og organiseret grusomhed i rammer af fædrelandskærlighed og fattigdom med trøstende balalajkatoner og folkeviser om tøsen Natasja hin vinter i Tomsk.

’Madame Terror’ er litterært tilegnet Jules Verne. Bretoneren som i sin ungdom var utopisk socialist, en fremtidsforfatter som så en politisk morgenrøde ude i horisonten ved hjælp af moderne teknik og oplysning. Hvis det altså ikke bare lige var for de der hovne englændere og deres inhumane imperium.

Heldigvis var der så inderen kaptajn Nemo, som med sin ubåd Nautilus i romanen ’En verdensomsejling under havet’ fra 1869 hævner sig og sin familie, ja hele verdens undertrykte ved især at sænke angelsaksiske krigsskibe!

Hvem andre end søofficer Hamilton kan træde i Nemos søstøvler og igen bedrive undersøisk sørøveri?

Effen og effektiv
Thi PLO har for en milliard dollar købt en russisk og uovervindelig u-båd med sådanne nogle torpedoer, som kan slå på torsken på Vestens langt mindre teknisk udstyrede undervandscigarer. Denne vandrette supersilo skal nu smadre den israelske flåde i Middelhavet. Moskva tror igen ikke på tårer, thi hele den russiske flåde ved under hånden, at det var en amerikansk ubåd som sænkede ’Kursk’ for seks år siden!

Hævnen skal som bestemt spises koldere end en sibirisk brøndgravers ruhårede røv, så hvis ubåden undervejs mod Haifa lige sænker et par amerikanske orlogsmænd over eller under vandet, så er der ingen alarm i Kreml. Det er den palæstinensiske brigadegeneral, smukke Mouna, der står for missionen, med clandestin accept fra klubdrengene i det engelske efterretningsvæsen, som har fået nok af Tony Blairs ubritiske logren for Guds stemme i Det Hvide hus, George W. Bush og hans to træmænd, vicepræsident Cheney og krigsmanden Rumsfeld.

Og så skal Mouna naturligvis have en mand af den rette støbning til at føre ubåden igennem smult og stormfulde vande. Det bliver selvfølgelig vor helt egen Carl Gustav, som egentlig selv kunne gå på vandet, hvis ikke han var tynget af flere ordner og stjerner end admiralen i operetten ’Pinafore’.

’Madame Terror’ er effen og effektiv, ja en ganske underholdende gang rødmosset drengerøvsragout med saft og kraft fra genrens tavse teleskopverden, politisk satire, fremtidsroman samt et skvat ’syv samuraier nu med kvinder’ og en sælsom kærlighedssonet til ingen ringere end Condoleezza Rice. USA’s udenrigsminister ender såmænd med at drikke gin og tonic og høre etnisk rock sammen med søster Mouna. Alt er mere morsomt og lunt end spændende og koldt. Dog hverken ubåd eller Guillou behøver at rødme af skam over dette spil om at sænke slagskibe. På papiret.