Så til søs.

Ikke siden Peder Most har vi været på sådan en verdensomsejling. Carsten Jensen har samlet sine kræfter som rejsebogsforfatter, essayist, kritiker og digter i en overdådig roman om skipperbyen Marstal fra 1848 til 1945.

Den tidligere så astmatiske kritiker viser sig nu at være en sand hærværker med længsel mod skibskatastrofer og pludselig død, en drabelig fortæller af oceangående skrøner. Jensen har krydset linjen og fundet sin genre som forfatter – og når den slags sker, så sker der noget i dansk litteratur.

Himmelfart
Det begynder med en himmelfart op til Sankt Peters bare røv. Styrmand Laurids Madsen, den 700 sider store krønikes patriark og stamfader, ryger under slaget ved Eckernförder Fjord i luften sammen med linjeskibet ’Christian den Ottende’, der eksploderer med mus, mand og krudtkammer.

Men Laurids kommer ned igen, solidt plantet i sine søstøvler, der ganske vist er en anelse svedne, men fuldt fod- og sødygtige: De kommer til at gå gennem hele romanen fra generation til generation, fra skrøne til skrøne.

Og første skrøne gælder altså Laurids, som ikke skulle dø den dag i Eckernförder Fjord: Derfor viste Sankt Peter ham sin agterstavn.

Symbolske størrelser
Søstøvlerne får efterhånden selskab af en hel sømandskiste fuld af rekvisitter: et skrumpehoved, et kranium af en myrdet, en afhugget menneskehånd – og til slut også en kuffert med liget af et spædbarn.

Symbolske størrelser og fortælletekniske rumstérstænger, der banker bogens grundpuls og bidrager både til underholdning og til alvor.

For død og lemlæstelse præger historierne, hvad enten vi er i krig eller i kærlighed, til lands eller til vands, på skiftende skibsdæk under grusomme styrmænd eller i en skoleklasse hos lærer Isager i Marstal.

Der skal komme en dag
Denne lærer er romanens ophav til alt ondt. Han tæver et had ind i de kommende sømænd, som de ikke kun hævner på ham selv, men også fører med sig ud i voksenlivet på verdenshavene. Læs hans navn sådan, som bogen for forståelsens og sikkerhedens skyld staver ham en enkelt gang: Is-ager, bondelandets bøddel.

Men ude på de syv have har han sine dobbeltgængere. Der er en styrmand O’Connor på barken ’Emma C. Leithfield’, som dræber en italiensk mesterkok efter at have knust hans virtuose hænder – han får sin straf, da Laurids’ søn Albert tager ham under behandling. Her er vi allerede hundrede sider og en generation længere fremme, hvor Albert sejler Stillehavet tyndt i jagten på sin far, som han nok finder i et palmetræ, men mest hjembringer som det skrumpede hoved af alle tiders opdagelsesrejsende, James Cook.

Og atter en menneskealder er gået, Albert er for længst død stående i sin fars støvler, da hans plejebarn Knud-Erik må kæmpe med sin lærer Isager i form af ’mågemorderen’ Herman, en inkarneret drabs- og voldtægtsmand, som får en overraskende skæbne. På én af bogens sidste sider sidder han hjemme i Marstal under dæknavnet ’Old Funny’ og siger de gyldne ord:

»Der skal komme en dag (…) hvor alle verdens kvinder skal ligge i grøften og skrige på pik, og så skal der ikke gives dem så meget som en tomme«.

Ekko fra de store litterære søfarere
Jeg har haft forrygende dage på Jensens verdenshavn af fortællinger. Jeg har uden mindste forbehold grædt salte tårer og grinet som en drukken sømand.

Indimellem har jeg stirret vantro på siderne og tænkt, at her vandrer R.L. Stevenson, Joseph Conrad, Herman Melville, Henrik Pontoppidan og alle de andre store fortællere fra de gode gamle dage rundt som lidt kitschede spøgelser på dækket af en flyvende hollænder.

Jensen kan jo sin litteratur og sine virkemidler, snart bruger han Herman Bangs dækkede direkte tale, snart taler et modernistisk ’vi’ lidt hen efter Peer Hultbergs i ’Byen og verden’, men først og fremmest er der hele tiden en højst alvidende og almægtig fortæller, der drukner, frelser og moraliserer efter guddommeligt forgodtbefindende og med en patos i mælet, der på godt og ondt minder om en anden Jensen, Johannes V.

Stofslig guldgrube
Det er et pragtfuldt stof, den aktuelle Jensen er dykket ned i. Marstals arkiver er åbenbart en guld- eller saltgrube, som forfatteren har forstået at udnytte. De tusind individuelle historier lægges ind i en stor ramme, som historisk går fra de store sejlskibes klimaks til deres forsvinden, og som geografisk ser sådan her ud: »Alle gader og stræder i Marstal var hovedgader. Alle førte de ned til Verdenshavet. Kina befandt sig i vore baghaver. Gennem vinduerne i vore lavloftede stuer kunne vi se Marokkos kyst.«

Urbi et orbi, byen og verden, Peer Hultberg er allerede nævnt: Carsten Jensen gør i en vis forstand for Marstal, hvad Hultberg har gjort for Viborg. Men hvor Hultberg umærkeligt lader murene tale og blive til et ’vi’, så er Jensen noget mere firkantet og bruger ofte sit ’vi’ som en stemme, der fortolker, forklarer og udlægger teksten lidt ligesom en kritiker eller en essayist ville gøre.

’Vi’ lyder ofte ret meget som Jensen. Også når bogens andet grundmønster gang på gang bliver råbt til os som gennem en orkan: Mændene er derude, kvinderne er derhjemme. Og mændene bliver ofte derude, drukner med skibene, mens der hjemme i Marstal ikke er så meget som en gravsten at sørge ved.

Men selv om mønstret er overtydeligt, forklares og repeteres, så er det egentlig kun i eftertanken, at det generer, for Jensen formår undervejs at iklæde det så meget kød og blod, at man åndløst følger historierne og føler med dem, der må rundt i Marstals gader og fortælle de efterladte om skibe, der er forsvundet. Gamle afmønstrede kaptajn Albert Madsen har en overgang denne rolle, og der er et rørende nærvær kombineret med solid psykologi i de scener, hvor han bringer bud:

»Hun satte sig over for ham og skænkede kaffen. Han redegjorde for omstændighederne omkring det formodede forlis. Meget var der jo ikke at sige. ’Borteblevet’, altså aldrig anløbet Liverpool. Det var vigtigt, at hun ikke fandt håb i det ubestemte omkring RUTHS forsvinden. Så blev hun aldrig færdig med sit tab. Det gjorde hun måske ikke alligevel. Men håbet ville sætte tiden i stå, så den ikke kunne udøve sin lægende virkning. Det vidste han«.

Art magisk realisme
At det bliver en kvinde, som ene mand nedlægger Marstalflåden og skriver byen ud af søfartshistorien – indtil Jensen skriver den ind igen – er der både ræson og svæk i.

Fra slaget ved Eckerförde til konvojsejladserne under Anden Verdenskrig skriver Carsten Jensen et stykke danmarkshistorie, som ikke er bondelandets, men søfartsnationens. Han gør det i en lystfuld bruttostil uden smalle steder, skipperskrønens mildt sagt ikke underspillede tonefald.

Historien får lov at glide over i en art magisk realisme, når det passer i krammet, og Jensen undser sig hverken for skumfødsler, tudbrølende kærlighedsscener eller politisk korrekte glansbilleder, der er som taget ud af United Colors of Benetton. Ib Michaels hidtil usete drøm om skibe og Troels Kløvedals mange sange fra de varme lande får her selskab af en globetrotter, der allerede én gang har grebet kloden i store bøger, men nu gør det igen og uden alle de citater af Hanna Ahrendt.

Jeg overgiver mig
Man kan måske spørge, om man virkelig kan skrive sådan i 2006? Kan man hælde ny vin på så gamle flasker? Og man kan også spørge, om vi for alvor kommer rundt til Newfoundlands klippekyster, Samoas plantager, de russiske ødemarker og Londons dokker, eller om den store verden netop skrumper til Marstals størrelse og rummes i det lille bykort, som er gengivet på romanens flapper?

En anden god gang kan man også forsøge sig med et astmatisk-psykologisk søforhør og spørge, hvorfor Jensen mon midt i Marstal-arkivernes hav af historier har fisket én, der tiltaler ham mere end nogen anden – og den foregår ikke til havs, men på det tørre land: drengenes endeløse opgør med lærer Isager.

Alligevel har jeg sjældent nydt en sneboldkamp så meget som den, der nær slår Isager ihjel. Og jeg har trods al søsyge og havsnød glædet mig over hvert sekund af sejladsen med Jensens rejselystne flåde. Som min kvindelige kollega sagde efter endt læsning: »Jeg overgiver mig – det er som at være dreng igen«.