Forlad aldrig Danmark ubevæbnet.

Men vælg din ammunition med omhu. Jeg har begået den fejl at tage til Vietnam med faglitteratur af en kaliber, der kræver større mængder af koncentration, end Hanois horder af snerrende motorcyklister tillader.

Men jeg skal have mit litterære junk. Derfor opsøgte jeg forleden Hanoi Book Exchange, et enkelt lille rum, omkring 12 kvadratmeter med plasticgulv, neonlys i loftet og de tre vægge beklædt med bøger på henholdsvis engelsk, fransk og andre sprog.

'Jeg kigger'
Ekspedienten, en ung pige, kommer over og spørger mig på udmærket, men ikke pralende engelsk, hvad jeg er interesseret i. En roman, siger jeg og smiler undskyldende. Det er ærligt talt et vidt begreb, og jeg siger derfor, at jeg bare kikker.

Pigen kommer alligevel over og rækker mig en bog. »Kan du lide Bill Bryson?«, spørger hun. Det kan jeg faktisk rigtigt godt, jeg overvejer den, men jeg havde nu tænkt mig noget skønlitteratur og giver hende bogen tilbage.

Den næste, hun rækker mig, er ’The Curious Incident of the Dog in the Night’. Den mener jeg ikke at have hørt om, men da jeg læser bag på bogen, genkender jeg den. ’Den mystiske sag om hunden i natten’ fik rigtig gode anmeldelser i Danmark, og den vil jeg faktisk gerne læse.

»Er du interesseret i Vietnamkrigen?«, spørger hun så. Næ, ikke særligt. Krigsstrategiske overvejelser er jeg ligeglad med, og hvis det er på grund af elendigheden, har jeg lige læst Ayaan Hirsi Alis erindringer, og det er elendighed nok for et stykke tid. Ud af reolen henter hun en bog, der handler om pigen på Vietnamkrigens mest berømte pressefoto, hende, der kommer løbende, nøgen, forbrændt af amerikanernes napalm. Jo, det var måske faktisk noget.

En boghandlers job
Nu bliver jeg for alvor interesseret: Pigen har ud fra min alder, køn, omtrentlig nationalitet plus min reaktion hevet tre bøger ud af reolen, og de faldt alle tre i min smag. Det var ganske vist globale bestsellere, men der er mange globale bestsellere. Og det var virkelig bøger, som jeg umiddelbart gerne ville læse.

»You know my taste«, siger jeg bifaldende. »It’s my job«, svarer hun.

Ja, det er det nemlig lige præcis. Det er en boghandlers job at kende sine kunders smag. At guide dem og anbefale bøger. Men jeg har aldrig nogensinde i Danmark været udsat for, at en boghandler af sig selv kom hen og trak bøger ud af reolen, som passede til mig.

Hvorfor ikke?

Fordi de ikke vil gøre det?

Fordi de ikke kan gøre det?

Amazon kan det også
Jeg kommer næsten altid i den samme boghandel, både for at købe og for at ose. Her står et bord med de største nyheder og ellers klassisk faginddeling. Det er hverken en lille eller en uprofessionel boghandel. Det er bare en gammeldags én, hvor folk forventes selv at tage bogen ned af hylden og så gå til kassen, hvor ekspedienterne smilende tager 349 kr. for en bestseller. På sådan en bog tjener boghandlen vel i omegnen af 120 kr. Mon ikke, at det berettigede til lidt mere end et smil og et byttemærke?

Ekspedienterne genkender mig vist, men de kender mig ikke. Tænk, hvad de kunne afsætte af bøger, hvis de gjorde sig den ulejlighed at tale til mig. Måske endda have en ide om, hvad lige præcis jeg godt kan lide at læse. Og give mig anbefalinger derefter.

Umuligt at overskue og huske, kunne indvendingen lyde. Såh? Det kan min anden almindelige boghandel nemlig. Den hedder Amazon og eksisterer på nettet.

Amazon husker, hvad jeg købte sidst. Hvilke bøger, jeg har kikket på. Hvad andre, der købte samme bog som mig, også har købt – og det er sjovt nok ofte noget, der også interesserer mig.

De danske boghandlere skal på studietur
Endnu bruger jeg kun netboghandel til at købe udenlandske bøger, fordi danske netboghandlere har samme priser som de fysiske butikker, og der oveni skal lægges forsendelse.

Men hvis nettets priser blev konkurrencedygtige, ville jeg bizart nok få væsentligt bedre vejledning på det groft upersonlige internet end nede i min boghandel, hvor samtale med de levende ansatte stort set kun drejer sig om prisen eller tilgængeligheden af bogen.

Pigen i Hanoi opførte sig derimod som Amazon, og denne lille vietnamesiske amazone slog min danske boghandel med vidder. Jeg tror, man skulle sende de danske boghandlere på studietur, så de også begyndte at træde i karakter som ægte bogpushere til narkomaner som mig. Så sjovt kan det da heller ikke være bare at ekspedere.