Denne historie har jeg længe haft lyst til at fortælle. I 20 år faktisk. Siden jeg første gang slog op i romanen 'De vises sten' og på svulmende gloser blev båret ind i en verden, der syntes håbløst gammeldags, men på samme tid også både underlig velkendt og tindrende ny. Sætninger nedfældet i hånden for syv årtier siden, i en anden slags Danmark, men som den dag i dag skærer lige ind til den mest nøgne, mest sitrende oplevelse af at leve. J. Anker Larsen var mystiker, en dansk bondeknold, født på Langeland og opvokset i en landlig bondeidyl, som rejser sig af hans bøger som en em af barnlig uskyld og hjemstavn. Men hans blik var klart og altid rettet mod virkeligheden bag tingene. En slags zenbuddhist forklædt som Morten Korch. Overset i sin egen tid. Og glemt i vores. Bort set fra i en lille trofast skare, hvor hans navn stadig går i arv. Verden kan lukke sig for mennesket, var J. Anker Larsens enkle budskab. Og andre gange pludselig stå pivåben. Alt afhængig af, hvilket blik man møder den med. Det er det blik, hans romaner handler om, den direkte oplevelse af verden i små, tankeløse glimt. I mødet med et andet menneske, stående over for et landskabs tunge vejrtrækning, eller bænket i haven over kaffen en sommerdag, mens fuglene syr sig gennem himlen, solen strammer varmt i huden og to tankeløse sekunder falder ud af tiden. »Nu kommer der en mand, som selv har fundet ind til den anden virkelighed, så at de gamle ord genfødes i hans mund«, skrev professor Vilhelm Grønbech i 1926 i forordet til J. Anker Larsens bog 'For åben dør'. »Her kommer en mand, som har forstået, at evigheden kan trives neden under de daglige interesser og gøremål og være i mennesket en stedse rindende kilde, som holder livet frisk«. Lidt mere beskedent sammenfattede J. Anker Larsen selv sit virke i et interview i denne avis 8. juli 1928: »Jeg var bare et Menneske, der, skuffet af Religioner og alle moderne Religionssurrogater gik 'ud i Mark og Lund' og søgte - og fandt - den Sindets Harmoni, som jeg forgæves havde søgt paa andre Veje«, sagde han. »Det var et Tilfælde, at jeg kom til at tale højt om den«. Store ord For mig begyndte det i Århus. I mine to klamme værelser oven på Café Lolland lige ved rutebilstationen. Det var i 1981, jeg var lige begyndt på journalisthøjskolen og sværmede for alt, hvad der rørte sig af spirituelt i tiden og i byen. Min nabo gik i rødt tøj og kaldte sig et eller andet uforståeligt indisk, selv om han vist egentlig bare hed Claus. Selv gik jeg til næseskylning nede om hjørnet, og lidt længere borte, i Mejlgade, til det, der var værre. Det var min klassekammerat Jan, der en dag lagde bogen på mit bord med et blik, der syntes at slå os begge til riddere af noget, jeg endnu ikke kendte. »Læs den«, sagde han. »Den er fantastisk«. Det var en gammel bog med slidte hjørner. På forsiden var et billede af en dreng, der sad og stirrede tankefuldt ud gennem et vindue. Og sådan blev han siddende i mange måneder, mens bogen stod urørt i min reol, indtil Jan en dag bad om at få bogen tilbage, og jeg var nødt til at åbne den. Man skal kunne tåle store ord for at holde J. Anker Larsen ud. Og indimellem også sødladne. For han bruger dem flittigt. Ord som 'godhed' og 'dårskab', 'sjælskval' og 'guddommelig'. Alligevel tror jeg aldrig, at jeg har læst ord, der så ubesværet fører tilbage til barndommens møde med verden. Vage, vaklende fornemmelser, tågede anelser og følelsesstorme, grebet med sikker hånd et sted derinde i det ordløse, uformelige mylder - og derefter med samme sikkerhed omsat til ord. Siden er jeg med års mellemrum løbet på mennesker, der ad tilfældighedens snørklede veje er rendt på en af hans bøger - og som taler henført om denne ældgamle vejviser til det nu om dage så berømmede nu. I foråret var det en kollega, der pludselig vendte sig i stolen og lavmælt, som var det en hemmelighed, sagde: »Der er en bog, du virkelig skulle læse«. For et par måneder siden til en fest for min gamle skoleklasse nævnte jeg selv bogen for min gamle skolefrøken, som svarede: »Anker Larsen! Jamen, ham kender jeg da godt«. Og der slutter samtalen. Ved manden selv. Ingen af os ved åbenbart noget om ham. Vi har kun de få gamle eksemplarer af hans bøger, som stadig står rundt om på biblioteker og i antikvariater. Resten er fri fantasi. Det åbne 'De vises sten' handler om fire skikkelser i en landsby i det sene 1800-tals Danmark, hvor den moderne verden, dens ideologier og videnskab er i færd med at fortrænge troen. Alle fire har tidligt i livet har haft den slags brudvise oplevelser af evigheden, men får senere i livet svært ved at fastholde disse glimt af mening og helhed. Gennem deres øjne får man en betagende enkel og genkendelig oplevelse af, hvad det er at være menneske, og hvad enhver undervejs må slås med - indeni og udenfor - uanset om man er født i en landsby sidst i 1800- tallet eller i en storby 100 år senere. Vi følger dem livet igennem og ser, hvordan verden forandrer sig for deres blik i takt med den forandring, de selv gennemlever. Som en cirkel, et menneskes tilværelse gennemløber - mens man i centrum ser selve livet fra stadig nye vinkler. Der er Jens, degnens søn, der har en særlig evne til at falde ind i 'det åbne', som han kalder det, når et øjeblik pludselig åbner sig for ham, og han er sammen med alt omkring sig. »Henne foran hylden ved kirkegaardsmuren stod Lillebror og faldt i staver«, skriver J. Anker Larsen i et af de første kapitler. »Jens gik hen for at se, hvad morsomt der var. Der var ingenting, men Lillebrors øjne var uden bund. Jens kiggede ind i dem og saa, at Lillebror stod aaben. Jens kunne se baade, hvordan han var, og hvordan han mærkede, at han var det. Himmelsproget var større, end han havde vidst. Han forstod, hvordan Vorherre kunne være alvidende. Da han vendte sig mod hylden, saa han, at den stod aaben ligesom Lillebror og vidste, at det var det, den lille var falden i staver over. Han kunne se, hvad hylden var, og hvordan den mærkede, at den var det. Det var, ligesom hylden aandede ind i ham, og da hyldens aande var kommen ind i ham, mærkede han en stor glæde, som han kendte, himmelsprogets glæde. Ogsaa hylden talte himmelsprog inderst inde«. Der sad de så, de tre. Jens, lillebror og hylden. Mens timerne gik. De ville bare sidde et øjeblik. Men 'det åbne' ligger uden for tiden. Så mens de sad, løb eftermiddagen forbi derude i 'det lukkede'. Men, som J. Anker Larsen fortsætter: »... i deres maver, som nok hørte hjemme i den lukkede verden, blev tiden ved at gaa og ved mellemmadstid havde den efterladt sine tydelige spor: de var meget sultne«. En stor taler Der er 'kandidaten' - forfatterens eget jeg, en midaldrende herre, der efter et omflakkende liv i verden har slået sig ned i sit fødesogn, hvor han lever i udkanten af samfundet med sit selverhvervede blik for, hvad der sker i de andre, og forstår, at ethvert menneske har sin egen vej til befrielsen, som han indimellem hjælper dem med at finde. Der er enkens søn Holger. Det store, enfoldige brød, der er så god, at han hele tiden flyder over af medfølelse, hvorfor han systematisk banker de store, der bankede de små. Og en dag - af lutter godhed - »kommer til at blive morder«, da han dræber egnens yndigste pige, der alene med sit smil får alle til at føle sig gode, fordi hun har ligget i med møllersvenden fra nabobyen. Men efter sine år i tugthuset vender tilbage til landsbyen og - med kandidatens hjælp - tager sin straf og finder sin Gud, ved at blive dér, hvor der i alles blikke står 'morder'. Og der er præstens søn, Christian, som tidligt i livet lærer at foragte de voksnes forløjede verden - og som frem for alle foragter sin far, præsten, der søndag efter søndag nyder at tale følelserne op i øjnene på sin menighed, men privat ikke kan få fat i sine egne oprigtige. Selv da det var Christians skrappe tante, der blev lagt i jorden, og Christian interesseret sad og lyttede til, hvad hans far mon ville sige om hende: »Men han tabte hurtigt traaden af forbavselse over faderens stemme, der var anderledes end til daglig, lidt større og bredere, omtrent som han selv, når han havde sit nye tøj paa«, skriver J. Anker Larsen. Christian sad og talte, hvor mange der græd. Der var flere 'mandfolk' iblandt. Og den otteårige dreng spekulerede over hvorfor. »Ingen skulde bilde ham ind, at de var kede af, at de ikke mere kunde faa tante at se. Med et stod det ham klart, at det var hans fader, der fik dem til at græde, og ham helligede han nu sin udelte opmærksomhed. Den endte i et dybt suk af lettelse; der var ingen tvivl om, at han havde fundet den rigtige løsning. Hans fader græd ikke selv, for han kendte nemlig rigtig godt tante, men han stod og morede sig med at faa folk til at græde, akkurat som pigerne i køkkenet, der gottede sig ved at gøre ham bange med spøgelseshistorier, de ikke selv troede paa«. Sådan fortsatte pastor Barnes, som han hedder. I sognets øjne en smuk mand og en stor taler. I sin søns øjne grim og forloren. Og pludselig syntes Christian, at hans far lignede en stor, sort fugl, der stod og hakkede i liget. Han syntes, at han kunne lugte liget gennem kisten. »Aldrig har et amen lydt saa vederkvægende som det, der udgik af pastor Barnes' mund i det øjeblik, hans søn førte et lommetørklæde op til sin for at gylpe i det«. Christian gik ud og lagde sig i en høstak, bange for, at han havde syndet mod buddet 'Du skal ære din fader og din moder'. »Himmelen var højt oppe og meget blaa. Han kiggede derop. Mon tante virkelig skulde være der? Det kunde interessere ham at vide, om hun var kommen i helvede. Han kom til at grine ved tanken, men tog sig i det. »Jeg haaber ikke, jeg er ond«, sagde han forskrækket. Han kiggede længe spørgeende op i det blaa, indtil han kunde mærke, at han var god«. Sådan fortsatte far og søn. Faderen med at tale sig større, end han var. Sønnen med at hade ham for det. Indtil den nat præstens kone døde, imens han selv gik omkring i stuen optændt af sin egen, almægtige tankestrøm og skrev sin gribende begravelsestale til hende. Herefter fik han øje på sig selv og mistede hine talegaver. Han var ikke længere sig selv, sagde man i sognet. Kun hans søn syntes, at det var han endelig blevet. Oprigtighed Men hvem var han selv, manden bag det mystiske J? Jeg stod på hovedet i arkiverne for at finde svar, mens de kyndige medarbejdere ved Politikens bibliotek holdt mine fødder og langsomt firede mig ned - gennem for længst udgåede årbøger, interviews og kronikker. Og ikke alt i den danske mystikers liv var, som man kunne forvente. Skuespiller og instruktør, stod der ved hans navn. Samt »ivrig fritidsbokser«. Tre ægteskaber havde J. Anker Larsen indgået. Og opløst. Det sidste med en 33 år yngre skuespillerinde. Men lad os begynde ved begyndelsen. Johannes Anker Larsen blev født 18. september 1874 som første barn af styrmand Lavrits Larsen og Mathilde Clausen i en landsby i Skrøbelev Sogn nær Rudkøbing. Han gik meget ude i markerne og ved stranden og vogtede også kreaturer, fortalte han i et interview i Kristeligt Dagblad og tilføjede: »Paa den Maade blev jeg i højeste Grad fortrolig med Naturen - ikke saaledes, at jeg blev klog af den, kyndig i Botanik og den Slags, men jeg faldt sammen med den, og det er jeg aldrig helt kommet bort fra«. En sommerdag kom det til ham. Egentlig var han gået ud for at lege med de andre børn, men - som han selv har skrevet - »Idet jeg kom ud, var alting helt nyt, som om det var lavet lige nu i morgenstunden«. Han var »uforvarende kommet til at se oprigtigt lige på tingene«. Og tingene »svarede oprigtigt igen med at lægge deres slidte dragt og vise mig deres evige nyhed. Vejret var så smukt. Der var noget godt i luften; jeg var lige ved at tro, at alting - træer, buske, kaglende høns vidste, at det var søndag«. En uendelig mildhed lå i luften og sivede ind i ham. Han ville sætte sig et lille øjeblik, inden han sluttede sig til sine kammerater. Og sad midt i alting, som han siger. Indtil én pludselig kom hen og forstyrrede ham med den besked, at han skulle spise. Dagen var gået, uden at han havde mærket tiden. Det religiøse liv J. Anker Larsens liv fletter sig ind og ud af hans romaner. Meget af det, der sker personerne i hans bøger, er også sket ham selv. Ikke mindst i 'De vises sten', hvor Jens flytter til København og studerer teologi, men kører sur i det religiøse stivsind. Verden har lukket sig for ham, så han sætter trumf på og melder sig ind i datidens svar på new age-bevægelsen - Teosofisk Selskab, hvor han møder alle hånde fantaster, der inspireret af østlig mystik ligeledes jager den guddommelige ekstase. Fra Serafen, der i alt og alle søger livets inderste tone, over bukseskrædderen Sophus Petersen, der forsømmer sin unge kone for at ligge åndeligt hen på sin kyskhedssofa, og til Kjellstrøm, der i årevis leder efter den dims, som vil færdiggøre hans evighedsmaskine, indtil han opdager, at det er umuligt, fordi han selv er denne sidste dims. J. Anker Larsen ville også selv være præst. Også han rejste til København og begyndte at læse teologi, men kirkens dogmer harmonerede dårligt med hans egen oplevelser af evigheden. Han sprang fra, forsøgte sig i stedet med jura, siden med religionsfilosofi, men opgav begge dele. Og imens han kæmpede med tankerne, lukkede verden sig for ham. »Langsomt, umærkeligt, svandt lyset, skyggerne blev tættere og fik en grovere virkelighed«, skrev han siden. »Til sidst var evigheden som en dag, der var svunden, jeg mærkede ikke mere til den. Men jeg savnede den og blev religiøs«. Som Jens i 'De vises sten' søgte J. Anker Larsen også en slags forløsning hos teosofferne. Men dyrkelsen af den religiøse ekstase er farlig, mente han senere i livet. Oplevelsen bliver let et mål i sig selv, og sådan kan man ende med at søge sin egen fornøjelse i stedet for det guddommelige. Et evigt liv søgte han ikke. Han var tilfreds med den evighed, der ligger skjult i hvert enkelt øjeblik, hvis man møder det uden fordringer. Eller som han selv udtrykker det: »At være til uden bagtanke«. »Den, der gør tilværelsen til væren, har intet mere med 'livet' og 'døden' at bestille. Det evige liv er ikke et land på den anden side af døden, et land, hvor solen aldrig går ned, og der ingen ende er på årenes tal. Det evige liv er en tilstand i menneskets sjæl; det er livets dybeste virkelighed, som folder sig ud i hele hans væsen og uden for hans undrende øjne«. Noget fik J. Anker Larsen nu med sig fra teosofferne, nemlig værker fra andre tider og kulturer, hvori han genkendte sine egne oplevelser. Fra Tao-Te-King over Upanishaderne, Bhagavadgita og til Jesu taler. 'Familiedokumenterne', som han kalder dem. »Det var tydeligt, at de talte om den samme ting, hvad enten de var kinesiske, indiske, persiske, afrikanske eller europæiske«, skriver han. »De vakte alle sammen i mig en anelse, men det forekommer mig nu, at læsningen af dem både holdt min trang til oplevelsen vågen og hindrede mig i umiddelbart at gøre den. Sagen er vel den, at hvert menneske må gå vejen på sine egne ben, og at han ikke kan stikke sine fødder i andres støvler, selv om han kan følge deres spor«. Forfatterdebut Skuffet over teologien fik den unge Johannes arbejde som sufflør ved Aarhus Teater. I nogle år arbejdede han også som korrekturlæser ved dagbladet Samfundet, indtil han i 1905 aflagde prøve som skuespiller på Dagmarteatret. Og da han lykkelig kom hjem fra prøven med besked om, at han var optaget, lå der brev fra Gyldendal, som havde besluttet at udgive hans første novellesamling. Han optrådte på Dagmarteatret, Folketeatret og Det Kongelige Teater, men hans skuespil faldt ikke i alles smag. Og i et portræt gav forfatteren Carl Erik Soya J. Anker Larsens skuespil følgende ord med på vejen: »Har han skullet være forelsket, saa har han tindret af Forelskelse; har han skullet spille snu, saa har han i den Grad været opfyldt af Snuhed, at man aldrig har set Mage til snu Person uden for Teatrets Mure«. I 1910 udkom hans første roman, 'Pinsesolen', den første af fire mindre romaner. Bøgerne handlede stort set om det samme, nemlig om mennesker med særlige anlæg for at 'gå ind i andre', men som mistede denne evne i mødet med livets erotiske fristelser og kyniske overlæg. Og bøgerne fik også gerne samme behandling i pressen. Som Cai M. Woel tørt konstaterede i 'Dansk Litteraturhistorie 1900-1950': »Kritikken skrev, at den var storartet, paa den ligegyldige Maade, en københavnsk Kritiker kan gøre saadan noget, og med det Resultat, at kun meget faa og udvalgte kendte noget til Forfatterskabet«. Nogen stor forfatter blev J. Anker Larsen aldrig. Dertil haltede kompositionen i hans bøger for meget. Og det var ham så magtpåliggende at lægge sit glade budskab i munden på sine figurer, at hans bøger indimellem fremstod mere som en prædiken end som en fortælling. J. Anker Larsens bøger var gammeldags, allerede da de blev skrevet. De var et oprør mod tidens tro på det materielle fremskridt, som marxister og darwinister formulerede det - anført af forfattere som Martin Andersen Nexø og Johannes V. Jensen. Mennesket burde stræbe mod et inderligt forhold til livet - i et personligt møde med det guddommelige, mente han. Et møde, der »spiller saa usigelig ringe Rolle, som Tilfældet desværre er nu«, som han sagde i et interview i Kristeligt Dagblad fra 1943. »Dels som Følge af Tidens Tempo og de mange Opfindelser, der har gjort, at vi troede, vi sejlede flot ind i en stor ny Tid - den Tid, vi gennemlever i Øjeblikket! Ting som Filmen og Radioen har ogsaa gjort sit - den menneskelige Bevidsthed er blevet slynget ud i Periferien ved disse stadige Adspredelser, saa der aldrig er blevet Tid til Eftertanke, Dvælen«, siger han og tilføjer fortrøstningsfuldt: »Naa, engang kommer der vel et Omslag, der maa simpelthen komme en Fordybelsens Reaktion efter denne Tid, hvor vi er blevet pisket ud i en bestandig udadgaaende Aktivitet«. I 1923 skete det alligevel. For snuden af flere af tidens store forfattere løb J. Anker Larsens roman 'De vises sten' med førsteprisen i Gyldendals store, nordiske romankonkurrence. I løbet af de næste år udkom bogen i over 36.000 eksemplarer og blev oversat til hovedsprogene samt til svensk, finsk, hollandsk, estisk, polsk, tjekkisk og sågar bulgarsk. I Politiken blev den kaldt en milepæl i dansk litteraturhistorie, i Nationaltidende fik »den ihærdige Amatør« også flere skulderklap, mens man i Social-Demokraten undrede sig over hans gammeldags syn på livet, for »den moderne Student studerer Nationaløkonomi, kaster sig ud i Forretningslivet eller Politikken og fordyber sig ikke i sig selv, men i Tidens sociale Problemer«, som det stod at læse i arbejdernes blad. Endnu skarpere gik Aalborg Stiftstidende til ham: »Det eneste ægte i Bogen er Barneskildringerne, Resten burde hurtigt glemmes«, skrev avisen og fremsatte herefter en spådom, der skulle vise sig at holde stik: »Denne Bog er ikke den, der bliver Folkets Eje«. En mandsling 'Anker Larsen udtaler sig', lyder den højtidelige overskrift lige under avisens navn - Politiken. Datoen er 8. juli 1928, da journalisten Fr. Adler-Lund under udfoldelse af alle tidens høflighedsfraser besøger forfatteren i hans have i Holte. Heller ikke på scenen fornægtede hans livssyn sig. Rollerne skulle spilles indefra, mente han. Ikke ligne, men være. »For Skuespilleren, der kan sit Haandværk, løber en bred Teknikens og Rutinens Landevej parallelt med den virkelige Kunst - og skærer den aldrig, men ligner den undertiden skuffende«, sagde han til Politikens udsendte. »Den er Fordærvelsens brede Vej, og Gang på Gang tvinges Skuespilleren af Omstændighederne ind på den, og mange, endda af de bedste, finder aldrig tilbage«. J. Anker Larsen var en lille mand. »En Mandsling«, skrev Soya. Han nåede kun sine kolleger til skuldrene og aflagde sig aldrig sin umiskendelige langelandske dialekt, hvorfor han høstede større triumfer bag scenen end på den. Hovedsagelig som dramatiker og instruktør af folkelige lystspil på flere teatre, de sidste mange år på Det Kongelige Teater. Stadig dog uden at vinde Soyas respekt: »Desværre har han i alle Kunstarter været en Amatør, undertiden en Amatør, der var mere interessant end de fleste professionelle, men unægtelig ogsaa nu og da en Amatør, der var Dilettant«, skrev Soya i sit portræt af J. Anker Larsen. Så var der mere forståelse at finde blandt skuespillerne. I sine erindringer omtaler Clara Pontoppidan ham som en mand med et elskeligt og et skarpt øje for skuespillets inderste. »En sådan sanddruhed i sind og skind, en sådan mangel på effektfuld ydre fremtræden vakte min beundring, blev næsten et ideal for mig«, skrev hun og fortalte om de evindelige »kammeratgilder«, hvor der blev snakket og diskuteret hele teaterverdenen rundt, og man nåede ud på de små timer, da en lille mand pludselig rejste sig fra en fjern krog i lokalet. »Ingen havde før lagt særlig mærke til ham, og nu begyndte han at tale, først stille og forsigtigt, så modigere, fastere, indtil der frem for vores undrende øjne steg en gigant med stor åndelig styrke, en sjælelig skønhed, som rørte os, og en dyb viden, som skar gennem alt vrøvlet. Vi sank næsten i knæ for den lille, tætte åndshøvding, og han blev centrum for os resten af aftenen«. Soya kunne næppe være mere uenig. Måske fordi de to i mangt og meget var modsætninger. Soya som datidens erotiske pen - tidens satyr, og J. Anker Larsen som det inderliges fortaler, fortidens engel. Måske fordi J. Anker Larsen som censor på Det Kongelige Teater var med til at afvise flere af Soyas tekster. I hvert fald skrev Soya i sit portræt, at J. Anker Larsens største problem var, at han »ikke kendte sine Synspunkters Subjektivitet«. At han netop ikke så dem som synspunkter, men som sandheder. »Det er dette Hul i hans Livsforstaaelse, der bevirker, at den saa beskedne Mand undertiden er saa forbløffende ubeskeden«, skrev Soya. J. Anker Larsen var et af de mest egocentriske mennesker, han havde truffet. Og samtidig et af de mindst egoistiske. En godmodig og fredsommelig mand, der pludselig kunne udvise en forbløffende hidsighed. »Anker Larsens Reaktion er saa voldsom, at han f. Eks. Engang har rejst sig på Tæerne og stukket Hendes Nederdrægtighed Bodil Ipsen en paa Siden af Hovedet«, afslørede Soya og tilføjede om sig selv, at »Forfatteren til disse Linjer har han utallige Gange lovet en Dragt Klø, nu og da har han ogsaa danset foran ham i Boksestilling«. Men selv Soya havde et venligt ord tilovers for den lille Larsen. »Hovedemnet i hans Romaner - Evigheds-Oplevelsen, de mystiske Lynglimt eller hvad Udtryk man nu vil bruge - er noget, man er nødt til at tænke over og tage Stilling til«, skrev han. »Hertil kommer, at hans Sprog er smukt - altid ubanalt, og dog aldrig søgt eller krukket. Han er i Virkeligheden en af vore største Sprogkunstnere«. Gyldne øjeblikke I 1926 udsendte J. Anker Larsen sin bedste bog. En lille bog. Meget lille endda. Det var ikke nogen roman, ikke engang en novelle, bare et lille skrift med titlen 'For åben dør', hvor han stilfærdigt fortæller om sin opdagelse af 'det åbne', sin religiøse søgen og om, hvordan han endelig finder en voksen måde at nærme sig sin barndoms oplevelser på. »Et Nøgleskrift, som ikke er blevet særlig bemærket, skønt det er blandt de bedste, han har signeret, og nok vil vise sig blandt de varigste«, kaldte forfatteren Jacob Paludan bogen i 'Danske digtere i det 20. århundrede'. Egentlig var det ham for privat at skrive om sine personlige oplevelser, men på sine gamle dage var J. Anker Larsen blevet et navn i spirituelle kredse i lande som Holland og især Schweiz, og efter et foredrag i udlandet havde en ven opfordret ham til at skrive sine oplevelser ned og betragte det, som sad han i sin stue og fortalte sin historie til nogle venner, men lod døren stå på klem, så andre interesserede kunne lytte med. Livet igennem var det en rettesnor for J. Anker Larsen, at man - som Jesus sagde - må blive som barn igen, hvis man vil gøre sig håb om at komme ind i himlen. Men: »En kamel kan lige så let gå gennem et nåleøje, som en voksen kan blive barn igen«, skriver han i bogen. Han måtte derfor så at sige få den barnlige »hensigtsløse glæde« til at vokse og indhente resten af sin personlighed. Han lagde derfor den religiøse søgen bag sig og forsøgte bare at være åben for de gyldne øjeblikke uden at klynge sig til dem. »Så skete det langsomt, at tingene her i verden åbnede sig for mig. Jeg kan ikke bruge andet udtryk, thi det står stadig for mig som en sansning, at tingene åbnede sig og viste mig deres hele virkelighed«, skriver han i 'For åben dør'. »Taknemmelig lykkelig over, at tingene er til, ikke for det æstetiske behag, de vækker, ikke for den nytte de kan gøre, men fordi de eksisterer - sammen med os, det er kendetegnet på, at man ser selve virkeligheden. Når vi glemmer, at de ting, som er vore, hører til os; når glæden over, at de er vore, drukner i glæden over, at de findes, er evighedens lunge begyndt at ånde«. Bogen vakte ingen opsigt og solgte ikke synderligt, men mere end nogen af hans bøger har den overlevet sin tid. »Det var en lang omvej, jeg måtte gå her i verden, før jeg opdagede, at jeg var gået fejl«, skriver han i bogen. »Tid tog det også at finde hjem. Nu går jeg og gør mit arbejde, så godt jeg kan 'derhjemme på gården'. Det er ingen fornem plads, jeg har, men det er heller ikke derpå, det kommer an. Megen træghed har jeg at strides med i mit vanemærkede, egensindige jeg«. »Engang imellem kigger jeg lidt i familiedokumenterne, som jeg nu langt om længe forstår. Men det er sjældent; hvad skal jeg med læsning, når virkeligheden ligger omkring mig, og hvert eneste minut byder mig al den hjælp, jeg kan ønske«. Kilder til artiklen: 'En analyse af Johannes Anker Larsens romaner ...', speciale, Kbh. Universitet, 1973. 'På sporet af en virkelighed', speciale, Odense Universitet, 1989. 'Clara Pontoppidan, Eet liv - mange liv', Westerman, 1949. 'Danske digtere i det 20. aarhundrede', 1955. 'Dansk litteraturhistorie 1900-1950', bd. 1. 1956. Aksel Meibomm, 'J. Anker Larsen', Nyt Bogforlag 1954. Kronik i Politiken 13. juli 1926, ved Viggo Bredsdorff. Interview i Politiken 8. juli 1928. Interview i Kristeligt Dagblad 24. september 1943. C.E. Soya, '33 Kunstnerportrætter', 1945