Man kan ikke påstå, at forfatteren Annette Lindegaard er særlig emsig med sine udgivelser.

To romaner og en børnebog har hun forstyrret os med siden debuten ’Manden fra Mars’ i 1994 og nu altså en tredje roman.

Til gengæld fortælles kærlighedshistorien i ’Simos passion’ med en nærmest indædt sproglig omhu og en overrumplende eksotisk detaljerigdom, der lugter lidt af bekendelse og renselsesproces. Eller uddrivelsesproces, skulle man måske sige, al den stund dæmonerne danser på siderne som både psykologiske metaforer og rimeligt reelle personager.

Annette Lindegaards fantastiske historie – for det er den – vil med andre ord fortælles. Fra Islands Brygge til de canadiske skove med stop ved alverdens europæiske turistmål. Og dagens læser giver sig gerne hen. Til to universer der flettes sammen i effektfuld vekselvirkning:

Den kvindelige hovedpersons stormende liv med komponisten Simo fortælles baglæns fra år 14, hvor vi møder ham som et alkoholiseret vrag af en uproduktiv og ulidelig tyran, og ned til år 0, mens det lige så turbulente møde med den smækre-lækre canadiske forfatter Will Haze fortælles fortløbende fra første dag til femtende og sidste dag.

Altså én kærlighedshistorie der til at begynde med virker komplet uforståelig – hvorfor bruge tid på den starut? – og en anden, der til en start virker mistænksomt indlysende: så konstant og uproblematisk lækker er (beklager!) ingen mand! Men heri består netop Lindegaards projekt: skridt for skridt at påvise passionens kommen og gåen, erotikkens kamæleonagtige væsen. Og vores evindelige plumpen i. Samtidig samler sig portrættet af operasangeren Cecilia, der definerer sig selv og sin egen lykke alene i kraft af mændene. Og dén går jo ikke ...

Tyk, sort sirup
Hvori består så det fantastiske i ’Simos passion’? For det første er den ægteskabelige deroute beskrevet med så indlevet præcision, at hårene rejser sig i solidaritet med Cecilia, når den råbende Simo med det falmede komponisthår og et flagrende lagen bundet om halsen skaber sig tosset foran et målløst strandpublikum eller tvinger hende til at holde sig vågen nat efter nat i en ynkelig magtdemonstration. »Løb!«, lyder det oplagte råd, men langsomt forklares hendes bliven.

For det andet serverer Lindegaard romantik og gys og symbolske bjørne i et farverigt bredformat, der ikke er B-filmen fremmed. Og gør læseoplevelsen fantastisk i betydningen eventyrlig.

Lige fra de lidt naivt skitserede, men vagt stimulerende sm-scener i til de draaaagende sneklædte landskaber, der skaber den perfekte kulisse til et psyko-erotisk drama i skovmandsstil. For perfekt, lyder indvendingen så, for i nogle af de afsluttende kapitler løber eventyr og melodrama sammen i tyk, sort sirup.

Men vel er ’Simos passion’ et par lyse sommernætters fulde opmærksomhed værd. Afgjort.