I forhold til dine tidligere meget formeksperimenterende digtsamlinger er digtene i ’39 digte til det brændende bibliotek’ meget mere personlige. Hvorfor?
»Efter ti år med stadig mere vilde formeksperimenter fik jeg lyst til at fokusere på kernen i poesien. Det, det egentlig handler om: de ord, der står på papiret, snarere end måden, de står på. Jeg tænker det som en slags dogmedigte. En tilbagevenden til alt det, jeg før har villet arbejde mig væk fra, nemlig det helt normale standarddigt«.

Har det også været et sorgarbejde?
»Bearbejdelse af sorg har helt sikkert været en del af skriveprocessen. I det hele taget bearbejdelse af erindring. Jeg prøver med de her digte at ransage mig selv og min baggrund: Hvor kommer jeg fra, og hvor står jeg nu. Men det har bestemt ikke været et kriterium, at digtene skulle være sande eller gengive virkeligheden. Derfor vil jeg heller ikke reducere skriveprocessen til kun at være sorgarbejde. For det, det handler om i et almindeligt sorgarbejde, er at få det bedre og lære at leve med de ting, der er sket, hvorimod det, det handler om for mig, har været at prøve at lave nogle gode digte«.

Du demaskerer samtidig sorgarbejdet, eller myten om digtningen som terapi. F.eks. skriver du: »Mor (...) jeg kan bilde mig ind/du lytter til det jeg siger (...) Men du er her jo ikke mere; Jeg taler bare med mig selv«.

»Præcis. Nogle af digtene er netop et forsøg på at iscenesætte en slags dialog med de ting, jeg sørger over. Men med det citat, du nævner, og som er fra slutningen af bogen, falder masken ganske rigtigt i en erkendelse af, at sorgen altid er en samtale, man fører med sig selv. At man dybest set er overladt til sig selv i sorgen. Samtidig kommer citatet fra et digt, som handler om, hvad vi overhovedet skal bruge poesien til. For det er ikke nok, at vi med poesien prøver at artikulere nogle af de svære ting i livet. Hvis man virkelig vil artikulere, hvad f.eks. angsten for døden er, så må man gå ind i følelsen igen og forny billederne. Det er i al beskedenhed det, jeg forsøger at gøre. At holde det brændende biblioteks ild ved lige, sådan at der er noget, der brænder i mørket, selv om det vil brænde op«.

Ilden er en gennemgående metafor i digtsamlingen. Både for livet, der forsvinder i døden, og den erotiske opstemthed. Hvordan hænger de to ting sammen?

»To mennesker, der har et kærlighedsforhold, er ikke bare en plus en. De danner en ny enhed på et højere niveau. For at træde ind i denne enhed er man nødt til at give slip på noget, lade noget af det gamle i sig selv dø. Hvis man vel at mærke tør. På den måde undgår kærligheden og lidenskaben ikke at have et faremoment i sig. Hvis det er ufarligt, kan det være lige meget. På den måde er erotik for mig tæt forbundet med livsfare: Man skal brænde! Og samtidig undgå at brænde op«.