Folketingspolitikeren Merete Lynggaard har det hele:

Good looking, sexet, rapkæftet og talentfuld, så der er dømt fuld fart fremad, og det er så det, med og uden kæreste og et lig eller to i skabet!

Men så i det Herrens år 2002 er hun på en tur til Berlin, og så pludselig midt under sejladsen forsvinder den pæne Merete. Hendes bror Uffe, som er mentalt handikappet, bliver dømt og behandlet som manden, der smed hende over bord til et hav, som ikke altid giver sine lig tilbage. Så nu er Merete sporløst forsvundet, gået op i røg eller ned i en bølge.

Så springer vi frem til 2007, hvor den lettere samspilsramte vicekriminalkommissær Carl Mørck bliver sparket ind i en ny vinkel på Politigården, Afdeling Q, der skal tage sig af specielle, håbløse og henlagte sager og fortielser. Mørck får følgeskab af klejne og kloge Hafez el-Assad, der både kan mere end sin Allah og er en solid væbner for sin melankolske ridder Mørck, en panser gift med en både kunstnerisk, kreativ og utro hustru.

Men så er der også en gammel sag, et skuddrama, som kostede Mørck en kollega og endnu en på hospitalet som et stykke grøntsag med selvmorderiske længsler. Samtidig springer vi i tid og sted i en slags cut up-montageteknik, og i et design med scene-på-scene hører vi på den led både om den forsvundne Meretes onde lykke og Mørcks træge trakasserier på job og i privatliv.

Pumpgun-prosa
’Kvinden i buret’ er forfatteren Jussi Adler-Olsens forsøg på at skrive en thriller i stil med Stieg Larsson og ikke mindst Arne Dahl, hvis politimæssige og krimiplottede design ligger lige for som forbillede med hensyn til afdeling og afvikling. Fair nok og hvorfor ikke?

Men i mine øjne ligger Adler-Olsens force som forfatter faktisk i en anden boldgade. Nemlig den diabolsk-groteske gyde væk fra hovedstrøget, den grumme og grusomme historie med spot af det absurde, således som intrigen udviklede sig i hans hidtil bedste, den historiske hævnroman fra sidste verdenskrig, ’Alfabethuset’.

Adler-Olsen er i mine øjne i sine bedste øjeblikke en fremragende pulpfiction-forfatter med sin pumpgun-prosa med salver af storkornet spredehagl sendt i alle retninger. Hvor nogle misser og andre rammer, men i samlet flok leverer en anderledes, alternativ snavset og velsignet alsidig vare, der netop er gotisk, kolerisk, koldblodig og ganske grænseoverskridende med sine spændingsopspændte, originale, lidet sandsynlige virkemidler.

Her i ’Kvinden i buret’ er det sålunde mere Meretes mørklagte og indespærrede historie, der tænder og blænder end kapitlerne om strømere på arbejde med ikke så få klicheer på skrivebordet og i arkivskabet.

Tynde forklædninger
Hvorfor endnu en strisser, som er slet gift, hvorfor endnu en dummepeter i korpset, hvorfor atter gråmeleret, dødssyg socialrealisme med replikker i forensiske gummihandsker, ordensmagten som smørrebrød med Brugsens leverpostej og syltede rødbeder fra Beauvais?

Folkekøkkenet ligger sgu da i Sverige, Jussi, du er da langt mere til blodig fest og burleske farver, ja, chokerende overskridelser, hvor blod flyder og angsten er asiatisk og noget ganske andet end et hvin fra Hvidovre i slud og regnvejr. Og hvorfor ikke kalde en spade for en spade, Dansk Folkeparti og alle de andre nede i Folketinget ved rette navn, i stedet for tynde forklædninger, som selv et barn uden nøgle kan gætte sig til.

Men frem for alt er ’Kvinden i buret’ for lang og langsommelig. Hvorfor kan danske forlagsredaktører ikke sige fra og skære ned? 100 sider ud af denne havde været vederkvægende.

Det var så det, og lad denne bog, hverken for god eller for dårlig, muligvis være en lidt halvkikset ouverture til flere morbide og overdådige eventyr fra Afdeling Q.