Den egyptiske kaosgud Seth vendte tilbage til verden i romanen ’Djævelens kvint’, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen lod ham genopstå i ’Det Klassiske Museum’ i København, hvorfra han begav sig ud i verden for at føre sig frem som uimodståelig levemand med sportsvogne, champagne og alle afskygninger af kødets lyster som sine hovedinteresser.

Seths fornøjelige, men også voldsomme og destruktive genforening med menneskene, som han elsker over alle andre væsener på grund af deres opfindsomhed og evne til nydelse, blev imidlertid saboteret af det ældgamle hemmelige og lærde selskab Trismegistoen, som fra et engelsk herresæde og en James Bondsk ørkenborg søger at holde verden i balance, bl.a. ved at sende Seth tilbage til, hvor han kom fra.

Blandt Trismegistoens stærkeste kort var egyptologen Helöise, som kom til at lægge krop til gudinden Isis og, i Seth-trilogiens andet bind, ’Tredje Ikaros’, fødte Seths brodersøn Horus, som ifølge de myter, der – trods al Seths vildskab og foragt for alle regler – er den ubrydelige ramme om hans færd, skal dræbe Seth i en sidste afgørende kamp.

Dominans og kontrol
Konfrontationen mellem Seth, Trismegistoen og Horus fortsætter i seriens sidste bind, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen slipper hele sit imponerende apparat af egyptologi, religionshistorie, okkultisme, myter og klassisk kunst og musik løs i en overdådig finale, hvis tema – konflikten mellem drifternes tilfredsstillelse og deres nødvendige undertrykkelse – i høj grad er inspireret af Wagners ’Parsifal’, ligesom også historiens kulisser og rekvisitter har mange wagnerske træk.

Seth anskaffer sig en borg ved Rhinen, hvor han hjælper sin nye ven, den store Wagner-dirigent Martin Seeber, med at finde frem til de farlige fetichistiske og sadistiske sider af sit driftsliv, som Seeber hidtil har undertrykt i familielivets og den borgerlige anstændigheds navn.

Seebers taktstok bliver et symbol på dominans og kontrol, men er også i familie med det våben, som Trismegistoen mener at skulle bruge for at kunne gøre det af med Seth, nemlig Horus’ harpun, som identificeres med Moses og Arons stav, faraonernes værdighedstegn og det Skæbnespyd, som soldaten Longinus ifølge en apokryf tradition stak i siden på den korsfæstede Jesus, og som spiller en central i gralsmytologien og i ’Parsifal’.

Lavmælt blidhed
I så sammentrængt form lyder det muligvis som en temmelig forrykt historie, men Anne-Marie Vedsø Olesen præsterer endnu en gang det anselige kunststykke at få det hele til at give mening, at gøre det interessant og underholdende og at få sine personer til at leve – nogle mere end andre, og Seth mest af alle.

Seth har humor og glædes ved at glæde andre, men rummer naturligvis også en chokerende farlighed og hensynsløshed, når det gælder om at få stillet sit begær.

Han har en guddommelig sans for selviscenesættelse og taler med netop den blanding af deklamerende højtidelighed, nøgternhed og grovhed, som passer til hans væsen. Men også med en lavmælt blidhed, som udtrykker en voksende erkendelse af den svaghed, som hans identifikation med de elskede mennesker udgør, og som i sidste ende bliver hans undergang.

Man vil savne hans rungende latter.