Værsgo at tage rare onkel Bluitgen i hånden!

Han kan en god historie om den lille Isbjørneunge, der bliver væk fra sin mor! Kåre Bluitgen er ellers mest kendt for de grænsesøgende bøger om politik og tro, men han kan også godt lide dyr. Og nu er han i Grønland for at genforene to pelsede skabninger i billedbogen om ’Pibetrolden’. Ved sin side har han Birde Poulsen, der om nogen er de umælendes tegnende talskvinde.

Hovedpersonen er Isbjørneunge. Det er en han. Midt om natten vågner han ved en underlig pibende lyd, og i forvirringen kommer han til at gå ud af hulen for at lede efter sin mor. Isbjørneunge snakker med den hvide ravn, der er en arrig skabning. Birde Poulsen har heller ikke meget tilovers for dén fugl.

Senere møder han luftånden Sila, der ikke er til megen hjælp. Direkte farligt bliver det, da tre voldsomme grovædertrolde dukker op på scenen. Alleruhyggeligst er dog havheksen, som Isbjørneunge kun undslipper med en enkelt potebredde. Puha! Nu går det hjem til hulen, hvor Isbjørneunge genfinder sin mor og opdager, at han er blevet Isbjørnestorebror til en ny Isbjørneunge. Det blev en han.

Denne lige ud ad indlandsisen-historie bæres flot i mål af Birde Poulsens markante, kraftfulde billeder. Hun dykker dybt i bøtten med mættede power-farver. Og hvad trold og heks angår, viser tegneren en hidtil ukendt farlighed. Så hygge og hulevarme blander sig med isnende frygt og forladthed i en billedfortælling, der er klar og ren som polarnatten. Bluitgen og Poulsen står sjovt nok godt til hinanden.