Englænderne fandt engang på begrebet armchair travel, altså de rejser, der finder sted i ens foretrukne lænestol med en god rejsebeskrivelse mellem hænderne.

Udtrykket stammer selvfølgelig fra den fjerne tid, hvor rejser til eksotiske destinationer vitterlig kun var for de rige og risikovillige, mens almindelige mennesker måtte passe deres egen lille plet og lade fjerne steder være fjerne.

Men i dag, hvor man med lidt held kan købe en flybillet til London for mindre end prisen på en Dickens-roman, kan det føles fristende at slå et slag for det hyggelige, polstrede transportmiddel. I lyset af det moderne omkringfarende liv tegner der sig nemlig nogle nye argumenter for at rejse i lænestol.

Det er for det første den uden sammenligning mest komfortable rejseform. Man skal ikke vente i lange køer for at tjekke ind, man skal ikke slæbe på tung bagage, man behøver ikke sidde fastspændt, og hvis man bliver træt undervejs, er der aldrig mere end nogle få meter til en seng, der er designet til ens egne behov.

Fire dimensioner
For det andet er det uden sammenligning den mest miljøvenlige rejseform. End ikke den mest økonomiske flymotor kan hamle op med en læselampe, når det gælder energiforbrug pr. oplevet kilometer. Der udledes kun en minimal mængde CO{-2} under turen, og de forbrugte materialer er umiddelbart genanvendelige.

Der kan forekomme et let forhøjet indtag af kaffe, småkager eller rødvin under en lænestolsrejse, men i global målestok er det næppe signifikant.

For det tredje har denne rejseform uden sammenligning den bedst integrerede informationsteknik. Alt det bøvl, man ellers har med at læse rejseførere, historiske fremstillinger, visumbestemmelser og vejskilte, eller med at spørge om vej på mærkelige lokale sprog, er overflødiggjort i selve lænestolskonceptet, der smidigt fører den rejsende fra sted til sted uden hindringer af faktuel art.

Og for det fjerde er sortimentet af rejsemål udstrakt i ikke bare tre, men fire dimensioner. Selv den bedste rejsearrangør i den fysiske verden kan kun tilbyde rejser i nutid, mens den lænestolsrejsende har adskillige periodeversioner af de samme steder til sin rådighed. Det er med garanti mere spændende at tage med Carsten Niebuhr til Arabien end at køre i taxa i Dubai; og jeg vil sent glemme min strabadserende, men interessante rejse til det lukkede og gådefulde Sovjetrusland med Martin Andersen Nexø i 1921, selv om jeg har sat mine fysiske ben i flere af landets senere udgaver.

Blinkende sø
For ikke så længe siden skulle jeg sige et eller andet om bøger som afslutning på den årlige Store Bogdag på Hald Hovedgaard ved Viborg. Jeg valgte at tale netop om bøger og rejser og kunne ikke lade være med at citere optakten til Blichers ærkeromantiske novelle ’Jøderne på Hald’. Den lyder sådan her:

»Det er en rum tid siden, at jeg under en morgenvandring satte mig på Kongeskansen og skuede ud over den yndige sø. Dagens konge skred frem i sin ufordunklede ungdomsglans og klædte de østlige lyngbjerge i morgenrødt. Søen vågnede og krusede sin tindrende barm. Skoven lød, og de modstående bakker genlød af fuglenes vårsang; højt over den kredsede ørnen, og dybt underneden skummede vildanden de blinkende bølger. Den blege tåge hævede sig fra Bugges ø og hensmeltede i morgenlyset; den steg fra ruinerne som en ånd fra sin natlige bolig. En ræv sad oppe på volden og keg efter de forbiflyvende fugle. Tvende svaner sejlede ved dens fod; de så fjenden, krummede deres stolte halse og bruste med de mægtige vinger; men han forsvandt bag muren, og de mellem strandbreddens siv. En båd skød sig ud fra skovpynten; sagtelig klappede dens årer den glimrende flade. Den gled til land; en fisker steg ud med sin tidlige fangst«.

Nok er ørnen blevet en sjælden fugl i Danmark siden 1828, hvor novellen blev trykt, og nok er der ikke meget erhvervsfiskeri tilbage på Hald Sø, men dyrene, ruinerne, søen, morgentågen, det allermeste kan genfindes den dag i dag, og det var en særlig oplevelse at læse ordene højt med den selv samme sø blinkende bag min ryg.

Forgængeres fodspor
Steder og forfattertemperamenter kan forenes på uventede måder, og en rejse til New York med Paul Auster som usynlig ledsager er f.eks. rigere end en rejse til New York uden. En weekendtur til Gdansk i Polen vil få den forudsætningsløse rejsende til at se en masse usædvanligt smukt restaurerede gamle bygninger, men for dén rejsende, der bag det polske Gdansk kan se Günter Grass’ Danzig, bliver rejsen nærmest chokerende perspektivisk.

Viden om stedet, om dets usynlige, usanselige egenskaber, hører med, når vi vil begribe et sted i dets fulde menneskelige udstrækning. Vagn Steen har skrevet i et digt: »Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt« – og man kan måske omskrive det til, at den, der bare står på stedet, fanger ikke stedets ånd. Det er blevet så nemt at rejse i dag, at man let kommer til at rejse et sted hen, hvor man ikke kan se skoven for bare træer – eller hvor man ikke kan se byen for bare sten.

De fleste sørger da også for at snuppe en Lonely Planet-guide til de palmeklædte kyster eller en Turen Går til Langtbortistan og i det mindste bladre i den i flyet, men fristelsen til at dumpe ned fra himlen med en passende mængde rejsechecks i lommen og så godt som ingenting på videnskontoen er blevet meget stor. Det er godt at følge i kyndige forgængeres fodspor, og det egner rejsebogsgenren sig glimrende til.

Til Hald eller Honolulu
Det er i øvrigt påfaldende, at den hævdvundne genrebetegnelse, ’rejsebeskrivelse’, synes at være et ord, som forfatterne selv går uden om. Erfarne rejsende som Carsten Jensen, Troels Kløvedal, Nina Rasmussen og Hjalte Tin vil hellere kalde deres bøger for ’rejsebøger’ eller ’logbøger’ eller give dem undertitler, der betoner, at de rejser med motorcykel, 2CV eller sejlskib.

Ordet ’rejsebeskrivelse’ synes at ligge bedst i munden på folkebibliotekarer, antikvarboghandlere og bogklubbernes katalogredaktører. Hvorfor? Sprogets veje er uransagelige, men man kunne vælge at tro, at de skrivende rejsende ikke selv føler, at de først foretager en rejse og bagefter beskriver den – de opfatter rejse og skrift som noget sammenhængende. Bogen og dens sted eller steder er ét.

Det passer fint til en meget dybtliggende egenskab ved læsning, en egenskab, der let overses i en begivenhedskultur som vores. Læsning er ikke noget, der sker, det er noget, der finder sted. Og at ’finde et sted’ er en uopslidelig drøm inde i den forskertrang, eventyrlyst, udlængsel eller rene og skære eskapisme, som vi alle sammen kender. Stedet behøver ikke at være i den ydre verden.

Til vinter, når Danmark ligger i sin grå dyne af sludkulde og alt for korte dage, vil mange føle trang til at tage det første fly til Honolulu. Men man kan også gå hen til reolen, finde Blicher frem og tage den første lænestol til Hald.