Lystige viser i mol.

Sådan omtrent opleves denne ’levnedsbog’, som man måske kunne kalde erindringer og overvejelser, fortalt til – og derpå genfortalt af – to andre, som så tilføjer deres egne iagttagelser plus vidnesbyrd fra hovedpersonens venner og kolleger. Portrætinterview hedder genren vel i avisformat, men her altså på små 300 sider. Samtaleerindringer?

Vemodets tonart forklares af titlen, det store bogstav i sidste ord: Lykke, eller Nielsen som Jesper Klein konsekvent omtaler hende, døde for godt et år siden efter deres 37 års samliv.

Og selv om Klein er konsekvent usentimental, også i skildringen af hendes sidste, meget svære år med kræft og fejlbehandling af andre sygdomsangreb, farver savnet hans livsperspektiv og forstærker en ensomhed, som hans blufærdighed måske altid har medført:

Humor frem for alt
Mens Lykke Nielsen – også i børnebøgerne om Frække Frida – fortalte helt åbent om sin egen familie, barndom osv., »har jeg altid været diskret med mit privatliv. Og i dag har jeg slet ikke noget privatliv. Så er det så nemt«. Mavesår, lårbensbrud og knogleskørhed m.m. har i de seneste år ført til, at han nu kun er »179,5 cm, når det hele bliver strakt ud«, mod de 185 cm, han målte endnu som rigsarkivar Bertramsen i den filmatiserede Pyrus-julekalender fra 2000:

»Jeg er anbragt i en 93-årigs krop. Men jeg har hele livet igennem været for gammel«, siger manden, der fylder 63 om et par dage. Men han udtrykker det også sådan: »Jeg har det mægtig godt efter omstændighederne. Jeg har det bare ad helvede til med de omstændigheder«.

Den underfundige formulering er ikke bare fiks, men livsnødvendig: »Humor er et spørgsmål om overlevelse, og hvis mennesker, der har humor, ikke lever længere end andre, så lever de i hvert fald bedre i den tid, de lever«, siger Klein til Ole Nørhave og Flemming Chr. Nielsen, begge journalister og født hhv. 1961 og 1943. Hans humor i tilbageblikkene gengiver de, så man selv husker mere af Kleins fem årtier på scenen og skærmen.

Loyalt nærbillede
På Kleins Komiske Laboratorium har mange slægtleds humor taget farve. Alene mellem de to store filmroller, begge prisbelønnede, i ’Balladen om Carl Henning’ 1969 og ’Skønheden og udyret’ 1983, udfolder der sig andre aktiviteter nok til et helt liv. Fra ’Kameldamen’ m.fl. Jytte Abildstrøm-forestillinger i Bristol Teatret til DR-programmer som ’I huj og hast – især for yngre lyttere’, ’Peberkværnen’, sidestykket til Steins Kemiske Laboratorium og til Kaptajn Klydes Flimmercirkus i tv og siden på scenen, herunder det navnkundige band ’Svend-Erik Kedeligs Kvartet minus En’.

I de samme udvidede 1970’ere spillede han og Nielsen i Thøger Olesens Hjørring-revy, han blev chef for Lorrys serverings- og morskabsteater, og fjællebodsteatret fortsatte han med Flemming Jensen og ’Gjøngehøvdingen’ m.fl. i de følgende årtier; sideløbende med udgivelsen af almanakker og det der ligner. Ny børneårgange mødte ham i tv-julekalenderne, fra ’Jullerup Færgeby’ (med ham selv som lokalavisens redaktør Tryksen) til dem med Pyrus og rigsarkivar Bertramsen. Da var hans og Nielsens eget barn, Sebastian, voksen nok til egen tv-karriere og egne børn, mens Kleins fire år ældre datter af et andet bekendtskab, Aleksandra, stort set endnu var omfattet af privatlivsdiskretionen.

Kleins liv er nutidens folkekulturhistorie for masserne, og dén historie kunne såmænd godt fortælles og suppleres mere systematisk end i denne form, hvis røde tråd skifter mellem kronologi og tema samt savner gennemførte tidsangivelser på andet end den vedhæftede filmografi. Til gengæld får man altså det velskrevne og loyalt citerende nærbillede – og privatfotografier – af manden selv, hans liv og børn og sorg og hunden Psølle.

Betingelse for overlevelse
Med sin gammeldags retskrivning, sin afvisning af computere og sin enorme viden om alt fra teater- og musikhistorie til tunnelbyggeri og verdenslitteratur er den »røde lejesvend«, der var den radioaktive lytter Erhard Jakobsens yndlingsskydeskive, selv blevet noget af en røst fra ’Verden af i går’ – dén Stefan Zweig-roman om »humanismens nederlag«, som ifølge hans anbefaling her »har fået en utrolig og fornyet aktualitet« med Irak-krigen.

For selv om han sagtmodigt hævder, at »døden virker ikke så fjern, som den har gjort«, abonnerer han nu stadig på tre dagblade og vrisser nok så livskraftigt ad Anders Fogh Rasmussens mantra: ’Der er ikke noget at komme efter’:

»Det er der heller ikke, når man taler til hans hjerne. Det er kun de andres ende af båden, der synker. Det er en meget skammelig tankegang«. Derfor var han med til ad rettens vej at efterprøve, om regeringen med sin angrebskrig »virkelig må bryde grundloven. Retten konkluderede, at det måtte den godt«.

Så er det, at humor bliver en nødvendig – om ikke altid tilstrækkelig – betingelse for overlevelse.