Vrangbilleder, modbydelige, kvalmende«,

skrev norske Aftenposten om Munchs seneste malerier, da de blev vist i Kristiania i 1895.

Og kritikken føjede til: »en i kunstnerisk henseende hallucineret, eller en spasmager, der holder publikum for nar og driver løjer med kunsten og menneskelivet ...«.

»Tendentiøst«, »Skandale«, »Bør snarest placeres på en prominent plads i biografihistoriens skrækkabinet. Til advarsel«. Sådan skrev norske Dagbladet i 2004 om en ny bog om Munch, skrevet af Bodil Stenseth. Og Dagbladet var ikke den eneste avis, der var oppe at køre.

En ny sandhed
I Norge er Edvard Munch stadig et følsomt emne, der kan bringe sindene i oprør. Den engang så udskældte kunstner er blevet et nationalt koryfæ, hvis eftermæle ikke må skændes. Det er næsten lige så slemt som at stjæle billeder fra Munch Museet.

Heller ikke mange norske anmeldere holder af at se hans liv og skæbne endevendt og nyfortolket, især hvis der ikke kan føres uomtvisteligt bevis for tolkningerne. Og det kan Bodil Stenseth ikke. Hun har haft et andet ærinde med den familiehistorie, hun har stykket sammen.

For hun har prøvet at læse mellem de linjer, der ikke altid er der, for at finde en ny sandhed om Norges største og utvivlsomt mest selvcentrerede kunstner.

Bodil Stenseth er mentalitetshistoriker, ikke kunsthistoriker. Og i stedet for – endnu en gang – at granske Munchs værker for endnu dybere dybder har hun gjort noget, som ingen andre har forsøgt i samme grad: undersøgt hans mærkelige familierelationer. Det er sket ved at nærlæse alle de breve, der trods familiens velmente sorteringer og effektive saneringer er bevaret for en nysgerrig eftertid.

På nervesanatorium
Munchs malerier ligner ingen andens. Det skyldes, at hans skæbne heller ikke gør det. Men skæbnen var ikke hans alene. Hele familien bar på den som en kollektiv byrde. Munch voksede op i et mentalt fængsel af victorianske fobier, fortielser og fortrængninger, især med hensyn til nedarvede sygdomme.

Moderens moralske testamente til familien og faderens religiøse stejlhed blev opskriften på de trængsler og selvbebrejdelser, som kom til at plage efterslægten – ikke kun Munch, men også hans søskende og tante Karen, som forgudede ham. Tuberkulose og syfilis var navnet på den nedarvede forbandelse, der hvilede over hans slægt.

En søster døde kun 15 år gammel, af tuberkulose. Tidligere havde samme sygdom, også kaldet svindsot, lagt moderen under mulde. Senere fulgte lillebror Andreas efter, en lovende læge, som kun blev 30 år. En anden søster, den højt begavede Laura, var i længere perioder hospitalsindlagt på grund af en svær sindslidelse.

Og Munch selv? Han var i otte måneder lukket inde på et nervesanatorium på grund af forfølgelsesvanvid. Overalt havde han følt sig omgivet af politibetjente. Årsagen var ikke kun, at han som ung havde færdedes i Kristiania, som Oslo hed dengang. Men han havde det sådan, at når han i udlandet mødte en landsmand, så måtte denne mand være hans fjende. Formentlig mere end nogen anden ærlig nordmand var Munch »kringsatt af fiender«, som der står i Nordahl Griegs nationalsang.

Følelsesforskrækket
På sanatoriet blev Munch diagnosticeret som neurasteniker. Han led af nervetræthed, åndelig overanstrengelse og depressioner, og depression er, ifølge amerikaneren Susan Sontag, melankoli minus charme. Og charme var der ikke meget af. Munch betragtede ikke sig selv som en syg, men som en sund mand, der evnede at male de mørke sider af menneskelivet. Til det formål var lidelsen et nødvendigt brændstof.

Det var kunsten og karrieren, der var førsteprioritet i Munchs liv, og alt andet kom i anden række: hans opofrende tante, hans tålmodige søstre, hans gode bror og de tilbedende kvinder, som han mødte på sin vej, men som han aldrig involverede sig i, måske ikke engang seksuelt.

Da tanten, som havde været som en reservemor, døde, deltog han end ikke i begravelsen. Han sendte en krans og overværede jordfæstelsen gennem vinduet fra en bil, der var parkeret tæt på kirken. Sådan var det hele tiden med Munch. Han var opmærksom over for dem, der ofrede sig for ham, sendte penge, når han ellers havde nogen. Men selv holdt han sig på følelsesforskrækket afstand, og genforeninger af den familie, hvis overhoved han var efter faderens død, var der ikke mange af, hvis han selv skulle deltage. I 1924 var det første gang, at familien Munch kunne se hinanden i øjnene i næsten 25 år.

Brændte særheder
Hvis det at male havde en terapeutisk funktion for Munch, lykkedes terapien kun i forhold til maleriet. Over for sin familie forblev Munch fjern til det sidste. Måske betragtede han sin selvvalgte ensomhed og egoisme som nødvendige redskaber for at kunne realisere kunstnerdrømmen. Og måske blev alle disse følelsesmæssige afværgemanøvrer i sidste ende sublimeret i billeder.

Med kunsten ville han bearbejde sin livshistorie for at kunne udholde selve livet. Men det var en overlevelsesstrategi med traumatiserende bivirkninger for de nærmeste. På sine helt gamle dage følte den hidtil så gudsforladte Munch, at troen og religionen alligevel havde en plads i menneskesindet. Han kom til at slægte sin far på og endte sine dage med at tænke på, hvilke ofre hans familie havde bragt, for at han – den udvalgte – kunne nå i mål.

»Ved deres usvigelige tro blev jeg forpligtet til at yde mit allerbedste«, skrev han. »Jeg måtte vise mig troen værdig«.

Det gjorde han også. Testamentarisk overlod han søsteren Inger alle de breve, han endnu havde hos sig. Af dem brændte hun en del. Størstedelen af korrespondancen fra 1909 til 1925 er gået tabt. Det, der skulle bevares for eftertiden, skulle ikke sætte fokus på Munchs særheder, men illuminere hans opstigen og hans geni.

Mange ofre
Det gør Bodil Stenseths bog derimod ikke. Her gælder det særhederne, og de er mange. Oprindelig havde Munchs efterfølgere derfor nedlagt veto mod, at bogen gengav værker af Munch. Da nærværende danske udgave (ved Susanne Grubb) er illustreret, om end ikke fyldigt, har det en forklaring: Der er ikke tale om en oversættelse af den oprindelige tekst. For Claus Clausen fra Tiderne Skifter ønskede en forkortet og revideret version af den norske original, en bog, som henvendte sig til ikke-norske læsere.

Forfatteren siger selv, i sit efterskrift, at hun har skrevet en helt ny bog. Den kontroversielle teori om, at der skulle have eksisteret en gensidig overenskomst mellem Munch og hans hårdt plagede søskende om, at de aldrig ville gifte sig og sætte børn i verden, er blevet kraftigt nedtonet. Det samme gælder teorien om, at Andreas bevidst skulle have søgt døden i tuberkulosen, fordi han giftede sig og gjorde sin hustru gravid og dermed forbrød sig mod pagten.

Man er ikke i tvivl om, at Bodil Stenseth er mentalitets- og kulturhistoriker, fordi teksten rummer mange mentalitets- og kulturhistoriske digressioner. Nok for mange. Med alle sine mange retoriske spørgsmål stiller bogen også flere spørgsmål, end den besvarer. Det er for så vidt en problematisk bog. Men det er også en modig bog.

Af den kan man lære, at kunstnerrollen er en livsinvestering, der nemt kan kræve mange ofre, selv blandt dem, der er kunstneren nærmest og kærest.