En rose er en rose er en rose’.

Sådan er remsen, de fleste (belæste) mennesker forbinder med Gertrude Stein (1874-1946) og hendes store forfatterskab.

Ofte sagt med lidt ironisk og parodisk tone. Er det der avantgarde, modernistisk børnerim og meningsløs tomgang?

Nå jo, så var hun da lesbisk og boede næsten hele sit voksne liv sammen med Alice B. Toklas i Paris. Her var hun en overgang kunstnerisk (sted)mor for Ernest Hemingway og Scott Fitzgerald, var en lukullisk og egocentrisk gourmet, hvilket gav sig udslag i, at samboen Alice skrev en siden flittigt brugt kogebog med mestendels franske egnsretter.

Netopdenne bog var/er et kært minde for Janet Malcolm, forfatter til bøger om bl.a. Sylvia Plath og Tjekhov, men mest kendt som journalist ved det sofistikerede The New Yorker, hvor dette signalement, ’Two Lives’, begyndte som artikler. Nu udkommet som en utrolig interessant og inciterende bog.

To markante kvinder
Om disse to markante kvinder fra en anden tid, Gertrude og Alice, sætter hun af med kogebogen og dens mest brugte sider, opskrifter fra det galliske landkøkken. Et køkken, som Alice måtte udnytte med flid og fantasi i de trange magre år under den tyske besættelse fra 1940 til 1944, hvor parret opholdt sig på deres landsted ’Bugey’ i Vichyfrankrig. Stop et øjeblik, skriver Malcolm falsk naivt mellem linjerne i starten af sin glimrende bog:

To lesbiske jøder midt i den mest antisemitiske del af Frankrig, landsfaderen Pétains reaktionære, protyske og klart fascistiske lydstat, hvor klapjagten på jøder tit var langt mere intens og infam end i mange andre besatte dele af Det Tredje Rige. Vi taler om et rædselsregime, hvor en anden stor jødisk forfatter, den genopdagede Irène Némirovsky (’Storm i juni’) forgæves gemmer sig i det franske bagland, men hun og hendes mand forrådes af franskmænd og sendes til døden i Auschwitz.

Hvordan kunne dette både jødiske og ’dekadente’ kvindepar spankulere rundt midt i holocaust, plante radiser og causere med lokalbefolkningen, som om Frankrig stadigvæk var et jordisk paradis? Faktisk bliver de først rigtig forskrækkede, da amerikanerne ankommer befriende i sommeren 1944. Skal vi nu have dåsemad, jazzmusik og tyggegummi under køkkenbordet?

Thrilleragtig jagt efter sandheden
Janet Malcolm begiver sig ud på en næsten thrilleragtig jagt efter sandheden om dette idylliske eksil. Nemlig at de to kvinder kunne leve nogenlunde sikkert under hele besættelsen, fordi en god ven og beundrer, den homoseksuelle royalist, eklatante antisemit og ekspert i amerikansk litteratur Bernard Faÿ med Pétains velsignelse holdt hånden over dem.

Denne Faÿ var en gennemført slesk og led karl, som forfulgte Frankrigs næsten 200.000 frimurere og i hvert fald personlig var skyld i, at cirka 500 ordensbrødre blev henrettet. Han blev dømt til livsvarigt fængsel i 1945, men undslap til Schweiz i 1951 takket være den katolske kirke og så Alice B. Toklas, som seks år senere kvitterer for hjælpen ved at konvertere til romerkirken.

Malcolms bog er ikke højstemt moralsk i sit syn på dette arrangement. Hvem kan dog uden videre fordømme to jødiske kvinders ikke helt fine, men forståelige facon på at undslippe udslettelse? De var langtfra de eneste, som solgte ud og gik på kompromis for at overleve.

Men via en række Steinforskere og deres ihærdige læsning og undersøgelse af hendes prægtige livsværk og hendes egocentriske liv kommer flere interessante hemmeligheder for en dag. Bl.a. ved læsning af Steins hovedværk, ’The Making of The Americans’ fra 1925, et mammutværk i en sværhedsgrad, som gør ’Ulysses’ og ’Mrs Dalloway’ til letlæste bestsellere, afslører hun to væsentlige aspekter: En ulykkelig kærlighedshistorie til en anden kvinde, som gjorde Alice destruktivt skinsyg.

Omgik den franske højrefløj
Plus en total fortrængning af Steins egen jødiske baggrund, endog her og der i andre værker bakket op af antisemitiske udsigelser af værste skuffe. I sin samtid var Gertrude Stein desforuden republikaner, foragtede Franklin D. Roosevelt, holdt med Franco i den spanske borgerkrig og omgik den franske højrefløj på fascistisk kongerøgelse og modernitetsforskrækkelse.

Jøden, som foragter sin egen jødiskhed, er ikke af nyere dato. Groucho Marx’ berømte vits om ikke at ville tilhøre en klub, der vil have ham som medlem, er den galgenhumoristiske bjælke i den traumatiske bygning af selvforagt, mange sekulariserede jøder rejste i eget sind, specielt i første del af 1900-tallet. Især i USA, den kristne Guds eget land.

Men Steins fortrængning går langt videre end det tilladelige. Hun har set Gestapos terror og tortur i Vichyfrankrig, understøttet af stikkere, som hviskede fatalt om jødiske børn skjult på tolerante og katolske klostre.

Hun levede midt i dette infame borgerkrigsagtige korstog, hvor tyskerne alt for ofte i hvert fald til 1943 hjælpes af franske medløbere. Men nævner det ikke og beskriver i sin erindringsbog ’Wars I Have Seen’ alle franskmænd som fødte medlemmer af modstandsbevægelsen! Mens alle de små patrioter, som vitterlig led og afled i kampen mod døden fra Tyskland, er fortrængt ud af hendes egen franske rosenhave.

Dør af mavekræft
Gertrude Stein dør af mavekræft i 1946. Kanske undskyldt for egen ideologiske blindhed og dumhed over for nazismen på grund af en udmarvende sygdom og forelskelse i alt fransk.

Men Alice B. Toklas, som overlevede hende med en menneskealder, må have kendt til hele denne misere. Og fremstår – lidt for meget til tider– som skurken i parforholdet, den fanatiske elsker og drevne iscenesætter af venindens liv og meninger. Hun dør selv fattig og ulykkelig, så der er ingen grund til bagklogskabens kolde hævn. Typisk kan skurken Bernard Faÿ leve videre i François Mitterrands Frankrig, som gjorde alt for lidt for at afsløre Vichyfrankrigs forbrydelser mod menneskeheden.

’Two Lives’ er spændende som en thriller, ikke kun biografi og sladder, men velskreven litteraturvidenskab med gode introduktioner til Gertrude Stein, som mere og mere fremstår som en af de største avantgardister i første halvdel af det 20. århundrede.

At hun så var reaktionær som langt ind i et middelalderligt helvede, er Malcolms ironisk artikulerede pointe. Fordi man skriver langt til venstre for midten, er det slet ikke givet, at hjerte og hjerne også befinder sig i den retning. Tværtimod, en rose er en rose er en sort rose med torne!