Den danske fantasy bestyres af kvinder.

Ude i den store verden er det mest omvendt. Med én bemærkelsesværdig undtagelse. (Gæt selv hvem!). Men her i landet er det altså Ottesen og Kaaberbøl og Skovmand m.fl., der svinger med den magiske taktstok. Derfor er der også altid godt med mad og drikke og husgeråd i dansk femifantasy.

Rejsen ud og hjem imellem to verdener er beskrevet eksemplarisk i Mette Finderups ’Dødsgudens løgne’. Den slutter lidt brat, men det skyldes, at der kommer en toer. Pigen Shilia fortæller om den rejse, hun foretager imellem de levendes land og dødens dal. Hun er på en mission for en skummel præst i Dødskirken – det er de levendes officielle religion. Og hun bliver sendt til de dødes rige, hvor forholdene ikke er så slemme endda.

Efterhånden opdager Shilia, at hun er blevet flue i et spind, som ikke er til at gennemskue. Hvem der er ven, og hvem der er fjende gøres ikke helt klart i første bind. Men pigen forlader hele sin familie og vennekreds, da hun igen dukker op i den avislæsende del af verden. Mon hun genoptager sit gamle liv som listetyv?

Mette Finderup spiller på hele klaviaturet af billedskabende scenerier. Der er ikke så mange monstre i historien. Men nogle uhyggelige fugle. En stor portion af dramatikken ligger i de personlige opgør imellem præster og pige. Shilia er en god iagttager, som fortæller levende om sine oplevelser på den anden side af livet. Helt uhyggeligt bliver det ikke. Det lover forfatteren allerede på de første sider, da hun lader Shilia og vennen Niro slippe levende fra et spøgelse.

Konverserende snakkesalighed
»Kan du også mærke, der er noget i vejen?«. Det er bogens første sætning, og den angiver udmærket tonen af konverserende snakkesalighed. Dialogen mangler spændstighed. Det er en brist, som gør en ellers potentielt god historie mere omstændelig, end den behøvede. Det står langtfra klart mod slutningen, hvad det hele drejer sig om. Det havde gjort mindre, hvis det ikke også står uklart, hvad al den intrigeren blandt Dødskirkens præster egentlig skal til for. Til foråret kommer ’Støvets land’, der forhåbentlig giver en god forklaring.

Vejen imellem Dødens Dal og New York er kortere, end man skulle tro. Lise Bidstrup fortæller en ganske realistisk og fantastisk historie med genkendelige navne som Grønland, Nordsjælland og altså New York. Men hele stemningen dirrer af fornemmelser og formørkede tanker. Fortiden kaster lange skygger ind over handlingen i ’Sandrosen’. Herfra dukker bl.a. en spøjs figur op. Det er et lille kattedyr, der kan mere end at spinne.

Lise Bidstrup debuterede for to år siden, og hun har indtil nu skrevet og udgivet 13 bøger! Det går også over stok og sten i denne, som ikke altid ved, hvilken hylde den er skrevet for. Er det den med James Bond? Eller er det den med hobbitterne? Sprogligt vakler historien også imellem en hård rytme og trangen til at forklare. Efter opskriften: Nå, vi skal videre, og det skal vi, fordi ... Om Thøgers mor står der: »hun var bange. Bange for, at der skulle ske ham noget«. Tempo, tak!

Opdager skeletter i familiens skab
Thøger er 15 år, og nu opdager han, at der er monsterstore skeletter i familiens skab. Thøger finder ud af, at han har en far, og han affinder sig med, at skæbnen har givet ham en hovedrolle i kampen mellem vogterne af sandrosen og sekten Lyset, der ikke er så venlige, som de lyder. Det bliver heller aldrig helt opklaret, hvem der vil hvad med hverandre, men afslutningen er hæsblæsende. Den finder i øvrigt sted ved foden af Mount Everest.

Det er nemt at se, hvorfor Lise Bidstrup får udgivet 13 bøger på to år. Hun fortæller ustoppeligt og i jetfart og med mange, gode iagttagelser i slipstrømmen. Der er bl.a. indlagt flere fine portrætter af newyorkske taxidrivere.

’Sandrosen’ fortæller om kampen for at bevogte ’Livets Mening’. Intet mindre. På et tidspunkt spørger Thøger sin katteven, hvad dét er. Men den trækker bare på skuldrene. Anderledes kontant er bedstemor. Enten er hun meget klog, eller også er der noget uldent. Døm selv! Hun siger: »Uden en mening med livet går menneskeheden til grunde, hvad enten den kender den eller ej«.

Femifantasy er lige for tiden ikke, hvad det har været.