Asken dækker alt.
Verden er blevet et stille sted. Intet kan gro. Hvis ikke det er buldermørkt, er det gråt i gråt. Isnende regn og koksgrå sne gør, at kulden går til marv og ben på de få overlevende. Kun det dystre, røde skær fra fjerne skovbrande og blege lyn bryder kortvarigt og trøstesløst den monokrome monotoni. Det er i dette forfærdelige landskab, at Manden og Drengen strider sig vej frem. De prøver at finde og følge vejen til Amerikas sydkyst. Måske vil varmere vinde ved havet udgøre en slags mål for en rejse igennem et land, der ikke tilbyder andet end forfærdelig overlevelse uden et gnist af håb. Manden og Drengen er ikke de sidste mennesker på Jorden. Der er andre. Men i år 10 efter år 0 er de få overlevende forvandlet til en dødekult, hvor blodtørstige, tatoverede rovdyr fortærer deres vidskræmte bytte. Hvilken altomfattende katastrofe? Cormac McCarthy lader det i sin roman ’Vejen’ blæse i vindens grå askehvirvler. Sandsynligvis en atomkrig. Scenariet i bogen, der vandt Pulitzerprisen 2007, ligner til forveksling den atomvinter, videnskabsmanden Jonathan Schell advarende fremmanede i ’The Fate of the Earth’ i 1982. Dengang Øst og Vest stod stejlt over for hinanden, atombevæbnede til tænderne.
