Der er få romaner, om hvilke man kan sige, at de er udtryk for en helstøbt vision, som adskiller dem fra alle andre romaner.
Det synes jeg, Cormac McCarthys ’Blodets meridian’ er.
Dens historiske realisme udpenslet som Hieronymus Bosch-syner og placeret i en buldrende symbolsk bibelwesterntekst er en magers værk. Det er fjerde gang, jeg læser den, og oplevelsen er lige altopslugende hver gang.
LÆS OGSÅ
Det har taget sin tid at få den ud på dansk, men nu foreligger den omsider. Cormac McCarthy har på en måde delt skæbne med Thomas Pynchon.
To af de største originaler i moderne amerikansk litteratur har begge skrevet en roman, som må tælles blandt de definitive nyskabende mesterværker i moderne amerikansk litteratur, men begge forfatterskaber er i Danmark blevet opdaget i lidt omvendt rækkefælge.
Det Vilde Vesten
’Blodets meridian’ fra 1985 er McCarthys litterære hoved- og kraftværk. Thomas Pynchons mesterværk ’Gravity’s Rainbow’ fra 1973 venter vi stadig på.
Cormac McCarthy skrev ’Blodets meridian’, da han forlod Faulkner-territoriet i Tennessee og rykkede vestpå til Texas.
Stadig med spor af Faulkners sproglige gesvejsninger begav han sig ud i en anderledes barsk ørken og beskrev i ’Blodets meridian’ en feberflimrende vision om erobringen af Det Vilde Vesten som en atavistisk syndefaldsmyte.
Draget mod Vestens flammende solnedgang ved den yderste rand af Den Nye Verden genfinder den hvide mand sin bestemmelse som primitiv kriger.
Der er få bøger, om hvilke man kan sige, at de opfinder sig selv i et nyt sprogligt landskab.
Men den mageløse sproglige kraft, som McCarthy fremmaner ved at sætte Det Gamle Testamentes ørkengud stævne i et urgammelt landskab, hvor skabelsen er hinsides enhver fatteevne og stadig rumsterer i fossiler og forkastningerne, synes jeg, rager alene op i litteraturlandskabet som en stele fra en anden verden.
Skalpejægere
Med beslægtet og mere nedtonet selskab af McCarthys egne bøger i den såkaldte Grænselandstrilogi.
McCarthy tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed. I 1849 red et kompagni amerikanere under ledelse af den selvbestaltede kaptajn John Joel Glanton til Mexico for at tilbyde lokalregeringen deres tjeneste som skalpejægere.
Apache-indianerne var en plage og betragtedes både af amerikanere og mexicanere som primitive undermennesker.
Men mexicanerne gør regning uden vært. I amerikanernes øjne er mexicanerne næsten lige så værdiløse, og det er svært at se forskel på en indiansk og en mexicansk skalp, så længe håret er sort.
Glantons felttog udvikler sig til et sanseløst slagteri, hvor alle normale menneskelige hensyn hurtigt bliver skrællet af ind til benet.
Den nøgterne beskrivelse
Overfladisk betragtet er romanen monoton. Glantons bande rider stadig mere vild og medtaget hærgende rundt i det nådesløse ørkenlandskab.
Skiftevis som forfølgere og forfulgte. Træfning følger træfning. Fjendebillederne flimrer i det barske landskab, hvor kaktus og gilaøgler føler sig mest hjemme. Sult, tørst, druk, nedslagtninger og decimeringer i egne række. Hede og kulde.
Spiddede spædbørn hænger som pervers julepynt på tornebuskene og mandefaldet er uden ende, i hvad der må være en af de mest brutale romaner nogensinde.
Den nøgterne beskrivelse af menneskets endeløse kapacitet for grusomhed får Célines ’Rejsen til nattens ende’ til at ligne en spejderudflugt og ’American Psycho’ til at ligne en koket yuppie-fantasi.
Heldigvis vil Cormac McCarthy meget mere end at ryste med sin råhed.
Menneskets blodrus
Iscenesat som en mageløst makaber western er ’Blodets meridian’ en historisk fabel om Amerikas voldelige rødder og en manende filosofisk fortælling om menneskets mærkelige rolle i verden som behersker og besat.
Som den har udspillet sig, hver gang mennesket har givet sig sin blodrus i vold, siden dengang Gud gav mennesket herredømme over alle levende væsner. Nedslagtningen af præriens bisonokser og myrderierne i Syrien og på Balkan har fælles rødder.
Der er få bøger, om hvilke man kan sige, at de opfinder sig selv i et nyt sprogligt landskab
’Blodetsmeridian’ har to usædvanlige hovedaktører. Begge er på en måde typiske for McCarthy. Romanens protagonist er Drengen. En tavs og forsømt knægt med en drift imod pludselig og hensynsløs vold. En figur, man genkender fra McCarthys tidligste romaner.
