Hvad tænker du, når nogen siger ’Sverige’? Hvis tankerne flyver i retning af gule træhuse, sorte skovsøer og rødmosset redelighed, vil der være mere end et par vigtige tilføjelser at hente i journalist Magnus Sandelins nye bog, ’Extremister’. Forståeligt, at den har vakt opsigt på den anden side af Sundet. Vel er det ingen overraskelse, at ekstremistiske kræfter trives i det ellers velprogrammerede svenske samfund. De dødelige attentater på Olof Palme og Anna Lindh er én påmindelse, nynazisternes blodige hærgen i midten af 1990’erne en anden. Men Sandelins reportagerejse til tre ideologiske yderfløje – nynazisme, venstreradikalisme og militant islamisme – afdækker fanatisme som en tilstand, som hverken økonomisk velstand, sociale foranstaltninger eller demokratiske traditioner kan dæmme op for. Sandelins afsæt er tre attentater eller forsøg på samme Sandelins række af samtaler med nuværende og tidligere aktivister inden for de forskellige miljøer understreger, at det langtfra er de utilpassede, dysfunktionelle unge med misbrug i bagagen og håbløse fremtidsudsigter, der hægter sig på de yderligtgående ideologier. De – taberne – er der naturligvis også, ikke mindst blandt nynazisterne, men generelt er det folk, som kan læse, skrive og tænke, som kaster sig ind i den ekstraparlamentariske kamp. Og de gør det med en fanatisme, som er temmelig foruroligende. Sandelins afsæt er tre attentater eller forsøg på samme, udført af nynazister, venstreekstremister og islamister. Beskrivelserne efterlader ingen tvivl om, at de pågældende unge, uanset om de heiler, knytter næven i en antifascistisk hilsen eller råber ’Allah akhbar’, er rede til at gå »hur långt som helst«. De ekstremistiske ideologier Ingen af terroranslagene, som det efterfølgende blev vurderet af domstolene til at være, førte til dræbte og lemlæstede. Men det var ikke gode, eller mere korrekt, onde viljer, det skortede på. Forfatteren selv er tydeligvis optaget af, hvor meget fælles gods de ekstremistiske ideologier, særligt højre og venstre, har til fælles, eksempelvis deres had til demokratiet, medierne, finanssektoren, justitsvæsenet og undervisningssystemet, som er beredvillige redskaber i hænderne på den borgerlige statsmagt. Også modviljen mod USA, amerikansk kulturpåvirkning ikke mindst, og Israel (og jøder) spiller en vigtig rolle for disse bevægelser, herunder naturligvis for den militante islamisme.
Samfundet tillægger den voldelige ekstremisme forskellig vægt Det er dog, som historiebevidste vil være bekendt med, en gammel nyhed. Et blik bagud på det 20. århundredes første halvdel viser, at der er endog meget veldokumenterede idémæssige fællestræk mellem nazisme, fascisme, syndikalisme og visse afarter af marxismen, eksempelvis den tyske og russiske ’nationalbolsjevisme’. Anderledes interessant er Sandelins beskrivelse af, hvordan samfundet tillægger den voldelige ekstremisme forskellig vægt, afhængig af hvorfra den kommer. Tolerancen i pressen og dele af det politiske liv, herunder statsinstitutioner, er betydeligt større, når det gælder de svenske antifascisters vold mod nynazister, der bliver betegnet som legitim nødværge, men også de venstreradikales angreb på fastfoodkæder og banker. Identifikationen mellem ’den gode sag’ – den venstreorienterede – og brugen af hårdhændede metoder, brandbomber, jernrør og andet, man kan slå sig på, er ikke trængt langt nok ned i det politiske grundvand endnu, til at afsmagen for alvor har meldt sig. Ekstremisterne er en minoritet En tilstand, vi heller ikke herhjemme kan sige os fri for. Utilfredse nynazister, der i en tænkt situation var blevet sat ud af deres værested af politiet efter politisk pres, ville næppe opnå tilslutning til et nyt hus efter at have foranstaltet voldsomme gadekampe flere nætter i træk. Om man slår afrikanere i jorden, fordi man ikke kan lide deres hudfarve, eller kaster brosten efter politiet, fordi man ikke kan lide den magt, deres uniform symboliserer, kan i princippet komme ud på et. Den gode, velærværdige vold er en fiktiv størrelse. Ekstremisterne, enten de draperer sig i sort, rødt eller grønt, er en minoritet, og de får næppe nogensinde opfyldt deres forrykte ønsker om racerenhed, tvangsnationalisering eller religiøse diktater. Men i ethvert samfund, hvor ordet sammenhængskraft er til debat, af den indlysende grund at indvandring og globalisering har skabt forandringer, lurer faren for, at gadens parlament giver sin udemokratiske røst til kende. Og det på eksplosiv vis. Sandelins bog giver på interessant vis et indblik i de letantændelige menneskers tankeverden.