Hun ryger deres cigaretter, ’låner’ deres bøger og stjæler deres halvbrugte sæber til »lidt luksus derhjemme i brusekabinen«.

Værst af alt hugger hun, Helle Godtfredsen, hjemmehjælper i Københavns Kommune, deres liv. Væver brudstykker af de gulnede livshistorier ind i sin egen. Men hun giver selvfølgelig de gamle og syge noget til gengæld. Nogle mere end andre.

Det er en grum og god ramme, Dorthe de Neergaard har valgt til sin udgave af den vel snart klassiske modernitetshistorie om sjælens ubodelige ensomhed, romandebuten ’Eventuelle pårørende’. Vi møder som sagt Helle, en anonym kvinde i den anonyme alder, nogle svedige sommerdage i dette årtusinde, hvor en dødsannonce påkalder sig hendes særlige opmærksomhed. Hedebølgen ligger som en svimlende dis over byen, hvor affald og mennesker lugter og fugter og skaber en stemning af råd og forgængelighed, som forstærkes af den alderdom og det forfald, Helle i sin egenskab af hjemmehjælper, dagligt og forgæves forsøger at holde i ave.

Men frem for alt står heden i klæbrig kontrast til den menneskelige kulde. Den, der omslutter Helle som et isolerende værn mod omverdenen, og den, der nok så symbolsk, vælter ud af køleskabets lille frostboks, der er overbefolket af morgengifler og ja ... døde fugle. Fugle, som Helle finder på sin færd, putter i små fryseposer og lægger på køl, indtil begravelsesritualet på Assistens Kirkegaard kan finde sted i mulm og mørke med praktisk skovl ved hånd.

Døden og dens forvarsler
Dorthe de Neergaard (f. 1967), der før har skrevet børnebøger med bid, beskriver puslerierne med de døde fugle, så stanken og kvalmen breder sig side for side. Samtidig med at den naturlighed, hvormed hovedpersonen omgås vor tids største tabu – døden og dens forvarsler – gengives med en ømhed, der fænger og vender etikken forsøgsvis på hovedet: for er Helles kuldegysende omsorg for de små kræ ikke blot en erstatning for en større, den for hende så vanskelige kærlighed til andre mennesker?

Og kan den bizarre empati vendes til en ’sund og naturlig’? Spørgsmålet trænger sig ret hurtigt på, eftersom Helle får en yngre, men stærkt bandageret mandlig klient med faste balder og et godt glimt i de øjne, gazen lader ane. Manden skal jo vaskes selv de mest besværlige steder ... og vupti! Den kommunale indsæbning går pludselig som en leg. Urealistisk? Pyt.

Tilbage til dødsannoncen. Og der, hvor fuglen virkelig ligger begravet, om man så må sige. For hvor der er kulde, har der været svigt, og hvor der har været svigt, spøger altid en moder. I hvert fald når forfatteren har læst psykologi, som tilfældet er her. I ’Eventuelle pårørende’ bevæger vi os på flere bevidstheds- eller virkelighedsplaner, idet Helle altid har sin – ifølge avisannoncen – nu afdøde moder på medhør. Som et buldrende overjeg blander denne kvinde sig forstyrrende i bogens dialog og i Helles dialog med verden.

Et dramatisk trick, der indledningsvis har en betagende effekt som beskrivelse af et forstyrret og forjaget sind, men som på sigt snarere bliver en mani af de mere trættende. Især fordi læseren – trods stumperne af en historie om en groft omsorgssvigtende moder og hendes følelsesmæssigt forkrøblede datter, måske endda døtre, aldrig når at samle sig til en fuldt forløst historie, endsige et fuldt og færdigt billede af Helle.

Men når Dorthe de Neergaard ikke hele vejen rundt om romanfiguren og romanfortællingen i dette første skud, så når hun til gengæld – og måske netop derfor – tæt på en stemning og en tone i det anonyme ikke-liv. Den slags liv, der lige så stille er lagt på køl, indtil døden – eller kærligheden – sætter ind og får det til at svede, tø. Og lugte.