Syv foruroligende fortællinger fra Dorthe de Neergaard viser igen-igen, at der for øjeblikket ingen synlige grænser er, når det gælder bøger for børn og unge.

Det er især kortprosaen, der fører an. (Dyrk Bent Hallers ’Grænsebørn’!) Og det er ikke, fordi emnerne bryder grænser. Der er ingen tabuer tilbage i børnelitteraturen! Men det er dybden, det ligefremme og det skånselsløse, der er nyt. Det gamle udsagn om, at man ikke må tage håbet fra børn (og unge) gælder ligesom ikke længere. I hvert fald ikke så meget. En omformulering er på vej. Det såkaldt offentlige rum er fyldt med glitter og laser og laster. Børn ved besked. Det sørger reklameindustrien for. Den nutidige fortæller kan navigere i et helt nyt landskab, hvis hun vil. Tættere på smertegrænsen og sagens kerne.

Kilder, fniser og leger
Så meget for at introducere Dorthe de Neergaards ’To ting man aldrig kan vide’ med uforglemmelige illustrationer af Els Cools. Det er syv intense, hjerteknugende kig ind i børn og unges verden. Med tungen lige i munden bevæger forfatteren sig ad stier, hvor det fortænkte og det neurotiske lurer. I mindst halvdelen af disse historier rammer hun plet, så en lys, vanvidslignende tone står og dirrer længe efter. Så hvad gør man, når håbet er suspenderet? Man kilder hinanden. Fniser. Leger. Og græder. Det er også typisk for det nye tonefald, at historierne – hvor grumme de end er – rummer en form for hjælp til selvhjælp.

Tag to tøser med problemer! Hvad gør de? De ’bytter hår’. Foran spejlet lægger de blidt den andens hår oven på deres eget. Og smiler og fniser. Og går hjem. Det er samlingens første og rareste bidrag. ’Tak for mad’ er til gengæld den ondeste gennemgang af en families aftensmad, jeg nogensinde har læst. Hvad kan der dog ikke siges med en frikadelleservering! Det er isnende læsning. Det er også ’Så er jeg manden’, hvor en misbrugt pige leger far og mor med sin veninde. Det er næsten ubærlig læsning. Men smukt tillige. Bagefter kilder de to piger hinanden til et grineflip. Håbet er gemt i legen.

Dorthe de Neergaard skriver i et rent og nøgternt registrerende sprog. Kun sjældent kammer det over – måske især i titelhistorien – ellers bader man sig i sorgen med »grådblå øjne« og en stemning, der er »grå som vat, man har haft i munden«. Der er en hårfin balance i disse historier imellem pirren og dirren. De sårer uden at dræbe.