Det tog prøjserne 4 timer at nedkæmpe de danske styrker ved Dybbøl 18. april 1864.

Til gengæld har traumet over den skandaløst forkludrede krig og det uhyre tab af land og menneskeliv ligget og luret i vores folkesjæl i 144 år.

Tom Buk-Swienty viser med armbevægelser ud over det sommerfredelige Sønderjylland, hvor slaget stod, dengang da Danmark blev lille. Sortbrogede køer, småflokke af får, gårde og buske bruges som pejlemærker, når forfatteren fortæller, hvor prøjserne og danskerne lå. For han kan samtlige stillinger på fingrene.

Det her er slaget, han har gennemlevet så mange gange de seneste år, fordi han måtte sætte sig ind i, hvor hver en soldat og kanon stod, for at forstå om ikke grusomheden i slaget, for den er ubegribelig, så dog hvad der skete, hvorfor og hvordan, da Danmark blev lilleput, og folkesjælen pakkede det traumatiske tab ned i underbevidstheden.

»Da danskerne trækker sig tilbage, går prøjserne amok i en slags blodrus. Egentlig skulle deres tropper være afløst af friske reserver, så snart skanserne var taget. Men de vil gøre arbejdet færdigt og stormer efter de få delinger af danske soldater, der er tilbage. Men samtidig går en dansk brigade på 3.000 mand mod strømmen for at komme til hjælp, og det overrasker fuldstændig prøjserne«.

Af sted til slagtebænken
Faktisk fik den danske brigade kæmpet sig næsten helt op på skansen igen:

»Det er et meget heroisk fremstød. Men så sætter preusserne deres 27.000 mand store reserve ind. 27.000 med moderne våben mod 3.000 med gammeldags forladere. Det bliver en vanvittig kamp, folk falder som fluer. Lige her, hvor vi står, blev danmarkshistoriens farligste plet jord at befinde sig på«, siger Tom Buk-Swienty.

Samtidig med at krudtrøgen lagde sig over Dybbøl efter slaget 18. april, lagde skamfølelsen sig over det, der var tilbage af Danmark. Man var udmærket klar over, at man havde forkludret det hele:

»Statsminister D.G. Monrad, som var maniodepressiv, sagde senere, at han, når han var depressiv, overhovedet ikke var i stand til at tænke klart, og da der var fredsforhandlinger i London, gik han helt i sort«.

Gennem hele konflikten med Prøjsen og Østrig-Ungarn spillede Danmark sig med stor inkompetence alle kort af hænde. Men også på andre niveauer end det politiske efterlod krigen dybe ar:

»Fædre føler skam over at have kastet deres sønner ud i en krig, de ikke kunne vinde. Og sønner føler, de svigter deres fædre, som jo havde sejret i 1848-50. To generationer af mænd føler, de har svigtet. Derfor indtræder der en total fortrængning af slaget ved Dybbøl. Ikke at man glemmer det, men det bliver sat ind i en bestemt forståelse af, at det var lille Danmark, der blev angrebet og bed fra sig med det tapre modstød. Ingen går ned i materien og ser, hvad der egentlig skete«, siger Tom Buk-Swienty, der mener, vi fik vores eget Vietnamsyndrom med 1864.

»Vi kan kalde det Dybbølsyndromet. Vi gik aldrig tilbage for at forstå, hvorfor vi kom i krig, og hvad det var med alle de mennesker, der døde og blev lemlæstet. Man begyndte at lave nationalmyter i stedet. Et eller andet sted er 1864 vores monster i kælderen«.

Og det er det monster, forfatteren vil have os til at se i øjnene, så vi kan komme videre.

»Jeg gør det ved at være hyperrealistisk i den måde, jeg skriver på. Det handler om, hvad der skete på begge fronter, hvad det var for tåbelige træk, man foretog i København, hvad der skete i Berlin og her på slagmarken. Vi kan ikke forstå vores egen kultur, hvis ikke vi forstår, hvad der skete i Dybbøl. Hele vores udenrigspolitik siden da, vores tid som fodnotenation, stammer herfra. Og vores mistro til udlandet – ikke kun Tyskland var imod os i 1864, England og Frankrig svigtede også. Måske er jeg lommefilosofisk nu, men der er næppe tvivl om, at 1864 var med til, at vi blev mistroiske over for fremmede«. Som dreng legede Tom Buk-Swienty mellem krigergravene her, og som ung militærnægter blev han sat til at rense de gamle forladegeværer på Sønderborg Slot, så egentlig er det slaget ved Dybbøl, der har valgt sig en forfatter, og ikke en forfatter, der har valgt sig et slag. Da han efter ti år i USA, som udsendt for Weekendavisen, flyttede tilbage til Danmark, havde han fået det perspektiv, der skulle til for at skrive ’Slagtebænk Dybbøl’.

»Jeg ville se, om jeg kunne lege krigskorrespondent med 144 års forsinkelse. Og det kunne jeg, for det er jo børnelærdommen i journalistik, at vi er præcis så gode, som vores kilder er«.

Og kilderne er vældig gode. På lofter og i kældre har der overlevet en forbløffende rigdom af breve fra forfædre, som i iskolde skyttehuller med granater eksploderende om ørerne har skrevet hjem til mødre, kærester, koner og børn. Sønderborg Slot har i dag en stor samling:

»Med brevene fik jeg fornemmelsen af at blive holdt i hånden og følge de her mennesker ud i slagene«.

Ikke overraskende er det officererne, der beretter bedst, men også bønderkarle og arbejdsdrenge skriver medrivende. Hvad er det, der gør, at også folk, som ikke er vant til at formulere sig, alligevel skriver deres tanker ned under umulige forehold?

»Brevene er den livslinje, der bevirker, at de nogenlunde kan kapere den uhyrlige ødelæggelse og lemlæstelse, de oplever. Det er helt tydeligt, at mange er helt klar over, at det kan være det sidste brev, de skriver. Derfor er det så stærke kilder. Man fornemmer, at alle sanser er fuldstændig åbne«.

Forfatterens sanser blev også skærpet, for der ligger et ansvar i at forvalte menneskers sidste tanker.

»Det er helt fantastisk at læse skriverne over skulderen. Man får en enorm empati over for soldaterne på begge sider. Jeg har en stor ydmyghed over for dem, der kom før. Det er desværre en dimension, vi har mistet i vores samfund, hvor vi har skyllet historien ud – dræbt historiefortællingen simpelthen«.

Manglende interesse for historie
Tom Buk-Swienty mener ikke, at den almindelige dansker er særlig interesseret i historie. Heller ikke folkeskolen bidrager til at gøre den levende. Man foretager sporadiske nedslag i kilder på en måde, der ikke giver det store overblik:

»Det bliver gjort dødt, men mennesker elsker fortællinger. Og man kan sagtens lave fortællinger, som man kan stå inde for, men den tradition er væk«.

Traditionen forsvandt ifølge forfatteren, fordi vi i 1900-tallet blev påvirket af den germanske universitetstradition positivismen, hvor man ville aflive alle fortællinger og myter:

»Alt drejede sig om kilder, og historiefortællingen blev lagt ned. Den angelsaksiske fortælleåre døde simpelthen ud. Senere ramte marxismen os som endnu et hammerslag. I marxismen handler det kun om produktivitetskapacitet og manden på gaden. Med fortællinger mener jeg egentlig bare, at man fokuserer på de mennesker, der er i historien. Ved at forstå dem, får man et mere holistisk syn og opdager hurtigt, at de ikke var så forskellige fra os. Den del har vi på en eller anden måde forsømt i Danmark, hvor vi ellers har så rig en fortid. Det er jo vanvittigt«.

Amerikanerne har været bedre til at få borgerkrigen mellem Nord- og Sydstaterne (1861-1865, red.) placeret, sammenligner Tom Buk-Swienty.

I ’Slagtebænk Dybbøl’ refererer Tom Buk-Swienty fra Holger Drachmanns reportage fra 18. april 1877, hvor den store digter er draget til Dybbøl for med egne øjne at se den slagmark, hvor den danske hær 13 år tidligere kæmpede for livet. Drachmann bliver vist rundt af en krigsveteran, der blandt andet må svare på det moderne psykologiske spørgsmål: »Så hvordan føltes det?«.

Jeg spørger Tom Buk-Swienty, hvordan han følte, da det gik op for ham, hvilke kraftfulde kilder han fik adgang til i sit arbejde med bogen:

»Jeg var overvældet. Kender du filmen ’Groundhog Day’ (på dansk ’En ny dag truer’), hvor en mand lever den samme dag om og om igen? Min Groundhog Day blev 18. april 1864, hvor jeg mentalt igen og igen er trukket op sammen med de her tropper. Det var jeg nødt til for at kunne se slaget for mig. Og det var barskt. Min kone påstår, at jeg nogle gange lå og skreg om natten. Det kan godt være, jeg er nørdet, det må du godt skrive. Men det er stærke sager. Man får så meget forestillingskraft af at dykke ned i denne fantastiske historie«.

Har du en yndlingsperson?

»Det er svært ikke at være grebet af historien om officer Ernst Skau, som dør af at have fået benet amputeret, og hvis bror falder heroppe 18. april. Dermed mister deres mor, Dorothea Skau, alle syv sønner i krig. Og så er jeg dybt fascineret af den unge officer Wilhelm Dinesen, Karen Blixens far. Der sker et eller andet med ham heroppe på Dybbøl, som gør, at han resten af livet opsøger de vildeste ting og er ude af stand til at leve et liv i normalitet. Og så er der Røde Kors-medarbejderen, Charles van de Velde, der er et så følsomt gemyt, at han ikke tåler at se blod og indvolde. Der er en hel række personer, som griber en«.

Tinsoldater
På fædrene side stammer Buk-Swienty fra Tyskland/Polen, hans far kom til Danmark som tysk flygtning under Anden Verdenskrig, også derfor var han interesseret i at belyse situationen på begge fronter.

»Jeg ville ikke acceptere bare at se den prøjsiske side som en flok tinsoldater. Men jeg har altid holdt med danskerne og tit gennemlevet krigen som dreng og tænkt: Kunne man ikke have vundet, hvis man havde gjort sådan og sådan«.

Det, der måske forbløffede Tom Buk-Swienty mest, mens han researchede og skrev, var, hvor vigtig en brik slaget ved Dybbøl var i Tysklands historie.

Hvor lidt man tog for givet, at man ville vinde. Og hvad der ville være sket, hvis det var lykkedes danskerne at holde stand eller trække sig tilbage, inden det kom til det store slag. Så var Otto von Bismarck måske ikke blevet ved magten, og så var det ikke sikkert, at Tyskland var blevet samlet til et land. Og hvordan havde verdenshistorien så set ud.

Tom Buk-Swienty er journalist og forfatter. Han underviser på Center for Journalistik på Syddansk Universitet.