Det er en højst egensindig debutroman, Maja Magdalena Swiderska (f. 1976) nu kaster på bordet.

’The Border Breaking Bunch’ duver i et farvand mellem konceptkunst og traumetekst, i en legende udforskning af grænser, identitet og erindring. Formelt er romanen udrustet med en liste over de ’medvirkende’; den er forsynet med en velkomst, samt prolog og epilog, og i stedet for et regelret plot iscenesættes tre ’puf’ fra en vis Sister C’s verden, konkret i form af cirkelformede og nummererede tekstspiraler; den er tillige tilsat en række citater fra sangtekster, f.eks. fra Stevie Wonder (’I Wish’) og The Cardigans (’Lovefool’), og endelig et antal sort-hvide fotografier angiveligt taget af forfatteren selv. Indlejret i dette spillende stillads af formelle anordninger er to fortællinger.

Den ene om fortælleren M’s rejse til begravelse i Polen (’M’ er et fingeret alter ego for forfatterinden), en fortælling, der før alt andet kredser om familiens traumer fra Anden Verdenskrig, de polske jøders flugt, og særlig bedstemoderens erfaringer i så henseende. Den anden beretning strejfer et mindre spektakulært traume, nemlig fortælleren M’s brud med en unavngiven ’han’, samt en abort, og alle de halvt ubearbejdede følelser, der lægger sig i forlængelse af bruddet.

Romanens poetik dikterer en konstant urolig og dansende omgang med fortællingernes smertepunkter, udtrykt f.eks. sådan her: »Klar, parat, allez allez. Pisker rundt og samler ind. Et ord her, et helt andet ord der. Det næste ord protesterer og løber sin vej, på en hvirvlende og let svævende facon. Det er aldeles sit eget og vil ikke være med. Det er vigtigt, råber M. efter det, men for sent. Nogle gange må vi åbenbart acceptere manglerne«.

Mangel på ord
I mangel på trofaste og stillestående ord og betydninger fikserer tekstens fortæller i stedet lokaliteter, således især den gade i Warszawa, hvor en del af familiens liv har udspillet sig, nemlig Aleja Przyjaciol (understreget af, at et foto af gadeskiltet optræder både for og bag i teksten, dog i to forskellige udgaver). Men i teksten leges der også med fotoets løfte om at kunne fastholde et billede og en erfaring, for f.eks. s.129-134 indsættes flere tomme billedrammer, der ved siden af ironisk og pligtskyldigst kommenteres.

Ser vi på litterære slægtskaber, placerer Swiderska sig i en heterogen gruppering, der indbefatter et af Ida Jessens oversete mesterværker, nemlig ’Foxy Lady I-V’, men derudover yngre kvindelige kolleger som Maja Lee Langvad med ’Find Holger Danske’, finurlige Adda Djørup og endelig Katrine Buchhave Andersens fascinerende zapperroman ’EVA – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx’. Det gør hun, fordi vi i alle tilfælde her har at gøre med en på samme tid cool og barok, konceptuel og smertehjemsøgt udforskning af identitet og mening i et eksplicit kvindeligt univers’ regi.

Når det er sagt, må jeg til slut lufte et forbehold over for Swiderskas roman. Selv om der nemlig er tale om en inciterende sammenkobling af det konceptuelle islæt med traumernes klæge dynd, kan man også let få fornemmelsen af, at legen er en undvigelse af sorgen og smerten. Til slut står der om ’Mama Es’: »ja, hun har bygget sig en katapult. Hun skyder sig selv ud og op. Hun befinder sig nu i en bane rundt om virkeligheden. Så ved du, hvor du kan møde hende.// Heja Sverige!« Skægt og interessant – men også symptomatisk for en tekst, der hele tiden strejfer og antyder, men aldrig rigtig går voldsomt i clinch med de indlagte traumer. Ikke desto mindre: Maja Magdalena Swiderska er det, der med en flommefed kritiker-kliché hedder, et ’lovende bekendtskab’.