»Imamer udmåler straf i Vollsmose«, stod der forleden på forsiden af Dagbladet Information.

Og her gik vi og troede, at religionen en gang for alle var blevet lukket ude af vores retssale. Det er den også. Indtil videre.

Men parallelsamfundet er her allerede – og vi er selv med til at skabe det.

Med vores overdrevne respekt og imødekommenhed over for indvandrerkulturer giver vi dem plads til at udfolde deres kulturelle og religiøse særegenheder overalt i det offentlige rum.

Betyder integration anmeldelse?
Men vi gør hverken indvandrergrupperne eller os selv en tjeneste, når vi viser dem den respekt at komme dem i møde i vores institutioner.

Det kan godt være, at vi kalder det integration. Men det er det ikke.

Fortæller forfatter Jens-Martin Eriksen og professor Frederik Stjernfelt i deres nye bog:

»Nu hører vi (...) stadig oftere, at integration kræver oprettelse af særskilte institutioner: bederum på arbejdspladsen, særlig påklædning på arbejdspladser, der ellers har dresscode, beskyttelse mod særlige krænkelser, særlig lovgivning (...) gradvis ændrer ’integration’ betydning og kommer til at angive det stik modsatte, nemlig kulturens beskyttelse som et subjekt imod majoritetssamfundet på den ene og kulturens individer på den anden side: Først når gruppen har fået sine egne institutioner, egen lovgivning, ja først når den udgør et udskilt parallelsamfund uden kontakt med det øvrige samfund, først da er den integreret. Men det var altså det, der engang hed ’segregering’ (...). Nu er integration kommet til at betyde: adskillelse«.

Synderen er 'kulturalismen'
’Adskillelsens politik’ kalder Stjernfelt og Eriksen følgelig deres nye bog.

Heri hævder de hårdnakket, at vi er blevet ført bag lyset.

At kultur er kommet til at spille en så stor rolle, at vi nærmest har glemt den enkelte i vores forsvar for ’den Anden’.

Synderen er ’kulturalismen’, dvs. den opfattelse, at kulturen går forud for de individer, der tilhører den; at det er kulturen, som kan forklare – og ikke mindst forsvare – hvorfor ’medlemmerne’ af en kultur handler, som de handler, og tænker, som de tænker; og at en given kultur er en lukket, organisk helhed, hvis »værdisystemer er unikke og på ingen måder kan sammenlignes eller bedømmes ud fra andre værdisystemer«.

Som man fornemmer, er der her en umiskendelig rem af Blut und Boden-logik i luften, og vi er da heller ikke langt fra den nationalisme, som oprindelighedsnostalgikeren og kulturrelativisten Johan Gottfried Herder lagde byggestenen til for mere 200 år siden.

Oversete frihedsrettigheder
Stjernfelt og Eriksen taler dog både om en højre- og en venstrekulturalisme, hvor højrekulturalismen i dansk sammenhæng netop repræsenteres af nationalistisk sindede folk som Søren Krarup og Jesper Langballe, mens venstrekulturalismen – der snarere end at beskytte sin egen kultur sigter på at beskytte minoriteters kultur – repræsenteres af venstrefløjen bredt set og Det Radikale Venstre skarpt set.

Netop fordi de danske venstrekulturalister ifølge forfatterne er så fokuserede på at anerkende kulturelle særheder og give minoritetskulturer plads, overser de, at de dermed bidrager til at knægte den enkeltes frihedsrettigheder.

Multikulturalisme fungerer nemlig kun, hvis den enkelte kan hævde sin ret og virkeliggøre sin frihed uden dermed at indskrænke andres friheder, som de skriver.

Sløret skal løftes
Før forfatterne kommer frem til den danske debat, skal læseren dog på en lang og ofte ganske medrivende rejse til så forskelligartede mellemstationer som malaysisk minoritetsundertrykkelse, amerikansk antropologi, canadisk retslære, kommunitaristisk rummelighedstænkning, indiansk porcelænsfilosofi og meget andet.

Men man er som læser ikke et sekund i tvivl om, hvor vi er på vej hen.

Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen er på en mission, en mission, der skal løfte sløret for den falske (kultur)bevidsthed, der truer med at aflive både ytringsfriheden, menneskerettighederne og den sekulære oplysningstradition.

Kulturens byrde
Det er ikke alene muligt at sammenligne og udsige domme om de værdisystemer, man finder i forskellige kulturer. Det bør man gøre, mener de to herrer.

Og det bærende – universalistiske – princip må nu engang være den enkeltes frihedsrettigheder:

»Der er næppe nogen vigtigere opgave i aktuel politik og politisk filosofi end at gennemtænke, udvikle og raffinere oplysningens universalisme og med størst mulig kraft vende sig imod både højre- og venstrefløjens grasserende kulturalismer og deres slavebinding af individet til deres ’kultur’«.

Ak ja, kulturens byrde, mere programmatisk kan det vist ikke blive.

Rendyrket debatbog
Det er en bog, der er – og vil – mange ting.

Derfor udfolder den sig også i forskellige formater og genrer: suggestive reportageelementer, ordinære spørgsmål/svar-interview (med Jens Martin Eriksen-spørgsmål så lange som slagskibe), fokuseret kulturhistorie, akademisk skoleridt, og endelig folder den sig også ud som rendyrket debatbog, når forfatterne i det afsluttende kapitel laver en række nedslag i den danske debat om Muhammedkrise, multikulturalisme og ytringsfrihed.

Samlet set – og sikkert aldeles ufrivilligt – bliver det i deres parløb Frederik Stjernfelt, der løber med den største del af opmærksomheden.

Ikke bare fordi han breder sig over flere sider, men også fordi man som læser skal holde tungen lige i munden, når professoren laver sin kritiske læsning af kendte og ukendte værker om antropologiske dogmer og forskellige former for politiske og filosofiske anerkendelsesteorier – og deres afsmitning på lovgivninger og resolutioner.

Glemmer sig selv i boblen
Her kan læserens naturlige interesse sine steder let kamme over i irritation over, at Stjernfelt er så tekstnær i sin analyse – næsten som om han glemmer at skelne mellem den diskussion, han har med sig selv og sine værker og så den formidlingsopgave, det er at skrive en bog til et publikum.

At han har tendens til at glemme sig selv i boblen, kommer mest synligt til udtryk ved, at han med rund hånd blander engelsk og dansk.

Bevares, man lever med det, men det understreger bare, at ’Adskillelsens politik’ ikke er en pixibog.

Eriksen sidder bag rettet
Det største problem med bogen er samtidig dens drivkraft.

Symboliseret ved Stjernfelts målrettede analyser og Eriksens målrettede spørgsmål og slutninger.

I sine samtaler med ikke-muslimske redaktører og muslimske lærde i Malaysias multikulturelle helvede (og dét er det), er man ikke i tvivl om, at det er Jens-Martin Eriksen, der sidder bag rattet – og han styrer dem stort set hele tiden i retning af islams uforenelighed med liberalt demokrati og basale menneskerettigheder.

Frederik Stjernfelts målrettethed kommer især til udtryk i hans søgen efter indre modsigelser i de teorier eller love og erklæringer, han tager under behandling.

Hvad enten det er den canadiske ’Multiculturalism Act’, der har til formål at skabe retningslinjer for et multikulturelt samfund i Canada, eller Unescos vedtagelse af en resolution, som vil sikre ’respekt for religiøse værdier’, er Stjernfelt på udkig efter indre modsigelser.

Eller håret i suppen, om man vil. Og han finder det. Og hvordan man end forsøger at sno sig, har han argumenterne på sin side.

En samlig avisnotitser
Man kan dog spørge sig selv, om man ikke ville finde tilsvarende selvmodsigelser i en hvilken som helst dansk lov.

Eller som lægen ville sige til sin patient: ja, hvis vi undersøger dig tilstrækkelig omhyggeligt, skal vi såmænd nok finde en sygdom.

Som en næsten naturlig kulmination på den dynamik, der får bogen til at skride fremad, har de to herrer valgt at afslutte med 70 siders appendiks, der – under titlen ’Ytringsfrihed ... MEN’ – i små avisnotitser gennemgår »det religiøse pres mod ytrings- og religionsfrihed« i 1969-2008.

Dette kan som små løsrevne dokumenter have sin egen arkæologiske charme, men heldigvis er verden et meget større og rarere sted at være, end denne samling avisnotitser giver indtryk af.

Mangel på nuancer
Den generelle mangel på nuancer ændrer dog ikke ved, at ’Adskillelsens politik’ er en god og tankevækkende bog, som man bliver klog af – målrettet klog, kan man tilføje.

Det er svært at være uenig i bogens grundpræmis: at det er den enkeltes frihedsrettigheder, der må være den helt fundamentale målestok for, hvordan muslimer og leverpostejsdanskere lever sammen.

Og selvfølgelig er det et demokratisk problem af dimensioner, hvis vi som følge af Muhammedkrisen er villige til at ofre det frie ord på respektens alter.

(At Wulffmorgenthaler ikke har ønsket at lade en Muhammedtegning genoptrykke i bogen, demonstrerer desværre, at forfatterne har en pointe).

Ugenkendelige politiske positioner
Men spørgsmålet er, om de to forfattere ikke bliver en tand for kompromisløse, når de hævder, at etableringen af eksempelvis bederum til muslimske tidebønner er en knægtelse af de individuelle frihedsrettigheder?

For kan man leve livet og indrette et samfund på baggrund af logisk-filosofiske slutninger alene?

Menneskets ret til frihed er naturligvis mere end blot en filosofisk slutning, men er det i ramme alvor forfatternes mening, at vi i dagens danske samfund viser indvandrergrupperne for megen respekt – og giver deres kultur for store friheder?

Selvfølgelig må vi som samfund – med alle midler – bekæmpe tendenser til parallelsamfund.

Det er f.eks. helt ubegribeligt, at man i Storbritannien netop har givet shariadomstole officiel status.

Men Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt tegner et billede af nogle politiske positioner i Danmark, som er vanskelige at genkende.

Kan man f.eks. forestille sig, at nogle danske partier overhovedet vil diskutere shariadomstole i Danmark?

Tja, bum bum... Så er spørgsmålet i hvert fald givet videre til den politiske journalistik.