Måske er alle forfattere svagt mytomane, men den barske sandhed er, at i litteraturens feudale rige lykkes det kun ganske få skribenter at gøre sig til levende myter.

Og myten kan også være en uheldig barriere for adgangen til værket – ser man kun (myten om) den dystre Kafka, den suicidale Woolf, den asketiske Beckett, den riffelskydende Papa Hemingway, så er der en vis risiko for, at værket selv glider ud af syne, eller rettere, fremstår forvansket af mytens skæve, bengalske skygger.

Mens myten derfor på den ene side kan holde værkets ry i live, kan myten på den anden side blokere for den uhildede adgang til værket.

Ny dansk oversættelse
Alt dette blot for at markere den elementært tvetydige status også Marcel Prousts mytiske liv har i forhold til det store, aldrig helt færdiggjorte værk, ’På sporet af den tabte tid’ (1922), der i disse år kommer i en ny dansk oversættelse, og generelt er akkompagneret af gode kræfters indsats i det Danske Proust-selskab.

Et er nu, at forfatteren selv er mytoman, noget andet, at folk omkring ham eller hende selv spinder myter over forfatterfiguren.

Et kronvidne til de sidste ti, intense arbejdsår fra 1912 til 1922, hvor Proust stort set murede sig inde i sit korkforede soveværelse i lejligheden på Boulevard Hausmann, er den brave husholderske Céleste Albaret, der i en alder af 82, i 1973, valgte over for litteraten Georges Belmont at bryde sin årtier lange tavshed om Proust – ikke for at bidrage til mytedannelserne, men ifølge Albaret selv for at korrigere og aflive alt vrøvlet og våset om Prousts gøren og laden i de sidste arbejdsår.

Overflødige anstrengelser
Albarets prisværdige hensigt kan på visse punkter i dag forekomme sært altmodisch; f.eks. virker det unægtelig sødt, men også fuldkommen overflødigt, at hun gør sig store anstrengelser for at søge at sandsynliggøre, at Proust ikke var homoseksuel, efter at vi nu i fem årtier har travet rundt i stimer af drags, androgyne, lesbiske, transvestitter, homoer, biseksuelle, og hvor den forkætrede, såkaldte ’heteronormativitet’ (altså det, at man anser den heteroseksuelle identitet for at være et selvindlysende og usynligt naturligt udgangspunkt for sit blik på verden) for lang tid siden er faldet i vanry som bornert og indskrænket.

Hvem ville i dag løfte et øjenbryn over spørgsmålet, om Proust var homoseksuel eller ej?

Når Albaret beretter, hvorledes hun aldrig hørte usømmelige lyde inde fra Prousts soveværelse, mens unge mænd var på besøg, og beskriver, hvor blufærdig Proust i det hele taget var, får man næsten tårer i øjnene over hendes troskyldighed (et blowjob kan afvikles i stor tavshed), men det er som sagt svært at ryste det indtryk af sig, at det er uendelig lang tid siden, nogen i fuldt alvor ville gå op i den slags – i dén forstand er tiden endegyldigt gået tabt.

Et fascinerende vidnesbyrd
Også selv om den på en sær måde synes at være stået stille i det Østrig, hvor øjenbryn for tiden, i forbindelse med afdøde Jörg Haider, vitterlig løftes over det ligegyldige spørgsmål om seksuel identitet. Indebærer det nu på den anden side, at vi her har at gøre med en antikveret frøkens pudseløjerlige portræt af en død, hvid, mandlig, europæisk forfatters liv og levned?

Sådan at vi har en yderst uheldig kombination af bedaget forældelse og politisk ukorrekthed? Ingenlunde! For trods Belmonts mange retoucheringer fremstår Madame Albarets erindringer om Proust som et stadig fascinerende vidnesbyrd om en højst usædvanlig mands højst usædvanlige forhold til sit højst usædvanlige værk.

Anmeldere skamrider ofte termen ’mesterværk’, men om Prousts store roman kan ingen tvivl herske – den er ubetinget og helt nøjagtig en mesters værk.

Viede sit liv til værket
På trods af, at Albaret med stor loyalitet og kærlighed søger at hvidvaske astmatikeren Proust, får vi her et billede af den intense måde, hvorpå han ganske enkelt viede den sidste del af sit liv til færdiggørelsen af værket; af den hensynsløshed og næsten mirakuløse kraft hvormed det fysisk svækkede individ spandt sin store fabel.

At tale om ’disciplin’ og ’rettidig omhu’ i forbindelse med Proust ville være nøjagtig lige så småborgerligt som den blegnæbbede aura, der omringer vores gamle skibsreder.

Proust var ikke disciplineret – han var besat; muligvis besat som en umådeligt eftertænksom, høflig og betænksom skikkelse, men ikke desto mindre besat.

Over denne besatte figur svævede to kvindelige skytsengle; den forgudede, afdøde moder, og så Céleste, der i stigende grad blev en uundværlig rekvisit.

Café au lait og croissant
Albaret beskriver, hvorledes Proust indtog sin café au lait og croissant, og stort set intet andet.

Hun beskriver, hvordan han foretog raids ud i Paris for at kontrollere data og fysiognomier; hans store blufærdighed; den måde, hvorpå papirer og skriveredskaber var samlet rundt om sengen; de lange nætter, hvor han skrev og skrev; de tåger af pulverdampe, Proust regelmæssigt antændte for at komme sig over et astma-anfald.

Og vi får den herlige fortælling om, hvorledes André Gide fra Gallimards Nouvelle Revue Francaise begik den fatale fejl at afvise manuskriptet, og senere måtte gå ydmyg bodsgang til Boulevard Hausmann; og den frygtelige beretning om, hvordan han undlod at købe nogle af Picassos skilderier, fordi han syntes, de var barbariske; vi hører om Prousts uforlignelige evne til at mobilisere sine omgivelser til at vise ham de yderste hensyn – i så henseende mindede han en del om den James Joyce, han mødte, men hvor sympatiens gnister mildt sagt ikke sprang mellem dem.

Grund til forsigtighed
Der kan næppe herske megen tvivl om, at Albarets memoirer i flere henseender er en konstruktion; hun anfører selv, at hun ikke førte dagbog – men så er det ligegodt forbavsende, hvor præcist hun mener at kunne huske et utal af ordrette sætninger og præcise omstændigheder i forbindelse med Monsieur Prousts daglige liv og levned?

Dertil kommer, at Albaret selv fremstår overmåde sympatisk, ubestikkelig og loyal og sanddru, og at hun på trods af sine påstande om ikke at ville helgenkåre Proust dog adskillige gange undervejs kommer tæt på netop hagiografiens hyldest; og så er der endelig det, at det jo er litteraten Georges Belmont, der har formuleret, tegnet og tilrettelagt Albarets udsagn .

.. så der er nok grund til en vis forsigtighed i omgangen med Albarets portrætkunst, der på en næsten frivolt uvidenskabelig måde lægger sig ved siden af Painters og senere Jean-Yves Tadiés biografier om Proust.

Ikke desto mindre: ’Monsieur Proust’ er på sin egen skævbenede måde et vidunderligt og charmerende portræt af et stort værks tilsynekomst og af et karismatisk menneskes næsten uhyrlige dedikation til det værk, der skulle overleve ham.