I 1957 blev hunden Laika skudt op i himmelrummet, og ingen har set den siden.

Nu viser det sig, at Laika fortsatte helt op til Månen, hvor den har levet et ensomt liv i alle disse år. Og hvor ved vi så det fra?

Det står at læse (og se) i Susanne Vebel og Lilian Brøggers smukke billedbog om en sardin, der hedder Nina Sardina. Og hvad har en sardin med rumhunden Laika at gøre?

En eventyrlysten sardin
Jo, historien bliver blot mere mærkelig og bevægende af, at det er en eventyrlysten sardin fra de store have, der finder Laika.

Først skal Nina Sardina dog lige afsøge universet i sin ombyggede sardindåse, inden hun lander for poten af en sørgmodig hund på Månen. Det er tilmed på vers!

I billedbogens verden er der højt til himmelloftet, men der er langt imellem stjerneskud som dette.

Susanne Vebel digter i en god rytme med energi og rim, der rimer. Hun kan godt lide svære ord. Og det kan børn jo også.

Historiens pointe er, at det er lige så absurd at skyde en hund op i himlen, som det er, når en sardin flyver samme vej. Men nu, hvor fisk og hund har fundet hinanden, kan de lige så godt blive venner.

Laikas tårer er væske nok for en tapper sardin.

Fra lidt til stort
Det er trivielt at sige om en ny billedbog fra Lilian Brøgger, at hun overgår sig selv.

Men det gør hun stort set hele tiden.

Ingen anden dansk tegner eksperimenterer så målrettet med farver og former, med svæv og alskens teknikker.

Lilian Brøgger kan løfte en historie fra lidt til stort. Til ’Nina Sardina’ er valgt et aflangt format, der viser bredden i himmelrummet.

De to hovedfigurer iført rumhjelm er venlige skabninger med en udtryksfuld mimik. Tegningerne veksler raffineret imellem voldsomhed og ro.

Rumhunden Laikas historie er kendt af alle børn og dyrevenner. Den endte altså godt!